Af og til er intet mere fremmedgørende end den nære fortid. Særligt fordi den som hovedregel fremstår klar og velformet: 90erne har indtaget en plads i vores erindring som en periode med en kulturel og leveomkostningsmæssig højkonjunktur, der forekommer eventyrlig fra nutidens perspektiv. Modsat tager de seneste ti år form som en epoke, hvor katastroferne igen meldte deres ankomst på historiens scene med krig, klimaforandringer og krisestemning.

Men hvad med 00erne? Årtiet ligger en smule hengemt mellem nutidens sortsyn og 90ernes bekymringsløshed, og vi taler sjældent om det som en klart aftegnet periode. Snarere som et overgangsstadie. Nok markerede 00erne en transition fra en gammel til en ny verden, men årtiet havde samtidig nogle distinkte træk, særligt hvad popkultur og medier angår. Den bratte og radikale overgang fra analog monokultur til ukontrolleret digitalt overload får årtiet til at tage sig tåget og lettere uforståeligt ud, når man ser tilbage på det i dag – som et kollektivt traume, vi stadig ikke har bearbejdet.