Først en bekendelse: Cirka hver gang jeg møder mennesker, der tilhører den blide, bløde plads-til-alle Generation Z(zz), tænker jeg: »Hvor er du sød.« Og hvis jeg så ikke tæmmer den indre stemme, der kommer fra ubevidsthedens mørke dyb, følges det op af et »... og kedelig«. Hvor er intrigerne? Hvor er knivene? Hvorfor er de allesammen så ubestemmeligt uliderlige midt i al deres sexpositivisme? Hvilke interessante kulturprodukter kan denne hær af klimabevidste, velopdragne, velmedicinerede angstbolde egentlig frembringe?

Og ja, de tanker skammer jeg mig da over.