Prøvede hjerter

Da jeg for et år siden sad på en flyver på vej til København fra Berlin, og jeg havde forladt en herskabslejlighed og en elsket mand, der begge havde været mine, men nu ikke længere skulle være det, troede jeg, at jeg kendte det marked, der ventede mig på den anden side af først coronaisolationen og siden kærestesorgerne. Det føltes ikke som mange år siden, at jeg sidst havde været alene – to år er vel ikke lang tid – og jeg huskede det at være single som en sult, der var svær at stille: Det var ikke en ubetinget ubehagelig sult, og i perioder var jeg også overmæt, og fra tid til anden var der overdådige måltider, der gjorde det hele værd, men grundlæggende var der også en usikkerhed omkring, hvor maden og måske især næringen skulle komme fra, og når det var værst, spiste jeg noget, der ikke var sundt for mig, eller tiggede mig til lunser, der ikke mættede – i hvert fald ikke mættede, som jeg gerne ville mættes.

Selv hvis man ikke har været single for nylig, har man nok hørt historierne fra andre: Det går stærkt, de søde svarer ikke, de mindre søde skriver for meget, når man er ved at gå ud af sin hud af bare lyst, vil den anden hellere arbejde eller sove eller bygge radiatorskjulere eller nusse sin surdej.