Hvis der var ét tema i popmusikken i første halvdel af 2010erne, var det det samme, som der stod på Liberal Alliances valgplakater i 2022: »Du kan godt.« Bedste eksempel? Formentlig den franske dj David Guetta og den australske sanger Sias fælles projekt fra 2011, »Titanium«. Som ingen anden sang indfangede den sin tids fokus på det robuste menneske, husk bare refrænet: »You shoot me down, but I won’t fall. I am titanium.« Man gjorde sig hård, forvandlede modgang til succes, og dette neoliberale credo, der gødede jorden for en generation af Alex Vanopslagh-fans, blev bakket op af poppens drejning mod elektroniske klubtoner.

For »Titanium« var bare et af mange eksempler på, at edm, electronic dance music, dengang gjorde sit indtog på hitlisterne. Her var en musik, der havde kravet om resiliens, om modstandskraft, indbygget i sin dna. Først opbyggede sangene en voldsom intensitet, et såkaldt soar, hvor det føltes, som om musikken var lige ved at sprænges af ophobet syntetisk energi. Derpå fulgte så et ekstatisk klimaks, et drop, der fik gulvet til at ryste og dopaminen til at flyde frit. Det var, som musikfilosoffen Robin James har bemærket, det perfekte billede på modstand, der bliver overvundet. På en musik, der siger: »Du kan godt.«