Har det universelle menneske trange kår i dansk lyrik? Det mente Weekendavisens Christian Bennike tidligere på ugen i Weekendavisens daglige nyhedsbrev, hvor han opremsede en række digtere, der ifølge ham skriver om deres partikulære identitet som udsat minoritet:
»Amina Elmi er dansksomalier og skriver om at være dansksomalier. Caspar Eric skriver om at være handicappet, Luka Holmegaard om at være transkønnet, Deniz Kiy om at være dansktyrker, Sebastian Nathan om psykisk sygdom, Haidar Ansari om at være dansk-irakisk kriminel,« lød det blandt andet.
Et par af de forfattere, som Bennike nævner, reagerede på nyhedsbrevet, herunder Caspar Eric, der på Facebook skrev, at han glæder sig »til Bennikes røvsyge digtsamling«; han har dog takket nej til at uddybe sin kommentar over for Weekendavisen.
Bjørn Rasmussen, der er nævnt andetsteds i nyhedsbrevet og snart aktuel med den selverklærede hestepigeroman Kirstens hævn, brød sit syvårige Facebook-hi for at causere over ideen om det universelle menneske: »Hej. Jeg er et universelt menneske, der søger andre universelle mennesker, som deler min interesse for det universelle, og som har lyst til at dele universelle erfaringer på et universelt grundlag,« lød det; Rasmussen er ikke vendt tilbage på Weekendavisens henvendelse.
Begge forfattere kommenterede et Facebook-opslag af Simon Pasternak, forlagschef for skønlitteratur på Gyldendal, der har udgivet flere af navnene i nyhedsbrevet. Han skrev følgende: »Hvis du – som jeg – har ledt og ledt efter det universelle menneske, så er det her – og det skriver klummer i Weekendavisen. Hvis man – som jeg – ikke tror at det faktisk findes, men at det partikulære også kan være universelt, og at kunst, når det lykkes, faktisk og altid er begge dele, så læs alle de digtere der nævnes i samme klumme.«
TIL WEEKENDAVISEN FORTÆLLER Pasternak, at han ikke forstår, hvorfor nogle typer litteratur skal dømmes ude som partikulære og selvoptagede, mens andre bliver betragtet som universelle og dermed interessante.
»Hvis litteraturen skal have en betydning for alle, må vi åbne op for andre erfaringer, sprog og måder at tale på, ellers mister den liv og kraft. Al litteratur taler fra et partikulært sted og ind i et fællesskab. Det er absurd at sige, at nogle kun skriver om sig selv i deres egen lille kreds – sådan omtalte man kvindelitteratur for bare 20 år siden – mens andre taler om sig selv på en fed måde. Er det mere universelt at være en af de rigeste russiske grever som Tolstoj og skrive Krig og fred eller at være Caspar Eric, der skriver om at være handicappet – og om kærlighed og trebenede hunde og meget andet?«
– Er der ikke forskel på at tilhøre en minoritet og skrive eksempelvis Anna Karenina, der ikke handler om Tolstoj selv, og skrive et værk, der handler om en del af ens egen identitet?
»Der er selvfølgelig forskel på at skrive autofiktion og skrive fiktion, men de er begge gyldige kunstneriske former. At dømme det ene ude som identitet og partikulært og uinteressant og det andet som værende interessant og indsigtsfuldt og værdifuldt for verden er nedladende og grusomt. Hvorfor er det så vigtigt at dømme ude og slå på minoriteter? Hvad med at åbne øjnene og høre på andre stemmer end din egen?«
Simon Pasternak mener, at der i de sidste fem-ti år er kommet flere af netop disse stemmer til i litteraturen; folk, der ikke tidligere har haft mulighed for at komme til og fortælle, hvordan verden ser ud fra deres ståsted.
»Det forekommer mig selvindlysende, at det er vigtigt både at kunne forestille sig fremmede verdener og kunne se sig selv i litteraturen, som med Yahya Hassan, der for nogle viste en ny verden, der havde været skjult og fortrængt, for andre en velkendt verden, der pludselig fik plads i den fælles samtale. Det gode, der sker i dansk litteratur i disse år, er, at der bliver skabt en ny dansk litteratur, men med flere centre, og derved bliver litteraturen mere relevant for flere.«
– Hvis det partikulære bliver universelt i god litteratur, hvorfor kan alle så ikke potentielt spejle sig i Tolstoj, selvom de ikke er russiske grever? Hvorfor behøver læseren litteratur, der specifikt omhandler deres egen etnicitet, køn og så videre?
»Jeg vil vove at påstå, at det er lige så nemt at identificere sig med en russisk greve som med en queer muslim. Det er formens og fællesskabets store og dejlige mysterium – at vi kan se det fælles i det partikulære. Men det kræver også, at man åbner sig for det.«
– Flere kommentarer til dit opslag antyder, at ideen om »det universelle menneske« blot er den hvide mands forsøg på at gøre sine egne erfaringer eviggyldige – er du enig i det?
»Problemet er ikke den hvide mand, problemet er, hvis den hvide mand er den eneste, der bliver hørt. Et eksempel: Henrik Pontoppidan og Amalie Skram skriver begge om ægteskabet – hos Pontoppidan i Lykke-Per som noget, man heldigvis kan slippe fra for at frigøre sig selv, hos Skram som et fængsel, man ikke kan slippe ud af, og som ødelægger ens inderste. Begge skriver afgørende vigtigt om ægteskabet, men fra afgørende forskellige steder. Ingen af dem er ugyldige, men man kan ikke nøjes med den ene, som vi har gjort i vores kanon, hvor det kun er Pontoppidan, der findes.«
– Gør du selv noget aktivt for at hive forfattere ind på Gyldendal, der har en minoritetsstatus, for eksempel i forhold til køn, etnicitet og seksualitet?
»På Gyldendal mener vi, at vi skal præsentere læserne for et så bredt billede af virkeligheden som muligt, fordi der ikke er en sandhed og en god litteratur, men mange. Hvis litteraturen bliver skrevet af de samme slags mennesker, der interesserer for det samme, bliver litteraturen en boble, hvor man bekræfter sig selv. Men litteratur skal også udfordre ens verdensbillede og vise ukomfortable og overraskende sandheder fra andre verdener, der ofte viser sig at være den samme, hvis litteraturen er interessant nok. Vi bebor jo samme verden, men forskellige steder i den.«
