Godformiddag og velkommen tilbage til hverdagen efter en weekend med Inger Støjberg-»CO₂-rally«, en symbolsk begravelse for Vejle Fjord og endnu en Gaza-demonstration i København. Tiden er vakt og engageret og tak for det.
For i denne uge bestyrer jeg Weekendavisens nyhedsbrev – og der er masser at engagere sig i.
1. Israel, AI og døde civile
Israel rykker rundt på sine soldater i det sydlige Gaza for at forberede et angreb på Rafah, det kunne man læse her til morgen, og i den forbindelse vil jeg anbefale en artikel fra det israelsk-palæstinensiske magasin +972 Magazine, som har talt med seks anonyme officerer i den israelske hær.
De fortæller om AI-systemet Lavender, der i krigens begyndelse blev brugt til at udpege tusindvis af potentielle Hamas-folk som bombemål. Computeren analyserede informationer fra masseovervågnigen af Gaza og tildelte alle indbyggere en score fra 1 til 100 – det var deres statistiske sandsynlighed for at være Hamas-krigere.
På den måde endte man med en liste på 37.000 potentielle terrorister, som blev brugt til at udpege bombemål. En af officerkilderne fortæller, at et rigtigt menneske typisk brugte »20 sekunder« på at verificere målene, inden man gik videre til overvågning og bombeangreb – ofte i de formodede Hamas-krigeres hjem med mange civile tab til følge.
Ved krigens begyndelse hævede det israelske militær deres collateral damage degree – altså, hvor store civile tab man var villige til at acceptere, hver gang man dræbte en kriger – til 15 eller 20 civile (kilderne er uenige). Selv lavtrangerende Hamas-krigere måtte nu dræbes i deres hjem.
Som en af kilderne siger: »Enhver person, som har haft en Hamas-uniform på inden for de seneste år eller to, kunne bombes med 20 civile som collateral damage.«
Artiklen er ikke en endegyldig sandhed om krigen, men den tegner et billede af, hvad proportionalitet betyder i praksis. Og man forstår lidt bedre, hvordan Israel kan smadre så meget og dræbe 15.000 mennesker bare i løbet af krigens første seks uger.
Den israelske hær har skrevet et længere svar på artiklen, som kan læses her.
2. Digternes magtesløs magt
Hastigt videre til en dansk lyrikobservation: På forsiden af Politiken kunne man lørdag se et stort portræt af den unge digter Elias Sadaq, som har udgivet digtsamlingen Djinn, »der handler om at være den, han er: queer og muslim«, som det hed i avisen.
Den formulering slår mig som selve formlen på moderne dansk lyrik: »Skriv om den, du er, altså hvis den, du er, er en del af en udsat og særlig minoritet.« Amina Elmi er dansksomalier og skriver om at være dansksomalier. Caspar Eric skriver om at være handicappet, Luka Holmegaard om at være transkønnet, Deniz Kiy om at være dansktyrker, Sebastian Nathan om psykisk sygdom, Haidar Ansari om at være dansk-irakisk kriminel … Maja Lee Langvad, Glenn Bech, Gry Stokkendahl Dalgas, Bjørn Rasmussen, Asta Olivia Nordenhof, Cecilie Lind, Nath Krause … Det universelle menneske har trange kår i dansk lyrik.
Det minder mig om en artikel, vi bragte tidligere på året, hvor min kollega Linea Maja Ernst ringer til Glenn Bech:
Det er vigtigt at understrege, at ude i den virkelige verden gælder de klassiske magtstrukturer stadig, siger Bech. Så er revolutionen heller ikke mere fremskreden. Dem, der altid har haft politisk og økonomisk magt, har det stadig. »Men i bestemte kredse og institutioner – visse kunstskoler, visse avisredaktioner – er der en paradoksal magt i at være magtesløs.«
3. Minkerstatningsboble
En anden markant nyhed her til morgen er, at landets 1.230 minkavlere står til at få ti milliarder kroner for meget i erstatning, det skriver Zetland. Ti milliarder … For de penge kunne man give hver eneste pædagog en ekstra årsløn. Eller bygge et brintrør fra Nordjylland til Tyskland.
Ifølge den brede politiske aftale om erstatning, som blev vedtaget i 2021, skal minkavlerne have 333 kroner for hvert eneste skind, de kunne have solgt i ni år, hvis ikke erhvervet var blevet lukket. Men den model – et gennemsnit af skindprisen ti år tilbage i tid fratrukket det højeste og det laveste år – er ekstremt gunstig for minkavlerne. Priserne var nemlig unaturligt høje i nogle af årene:
Som direktør for Kopenhagen Fur, Torben Nielsen, sagde til The Guardian i 2014: »Det var åbenlyst for mig, at pelsmarkedet var midt i en boble, der ville vokse eller eksplodere.«
Det samme sagde formand for minkavlerne Tage Pedersen samme år til Børsen: »Det, vi oplevede sidste år, var eventyrlige priser, som vi skal være glade for at opleve én gang i vores liv.«
Men nu er bobleårene altså basis for erstatningerne.
»De har fået en særdeles velvillig vurdering af deres tab. Lad os sige det på den måde,« siger økonomiprofessor Carsten Tanggaard fra Aarhus Universitet til Zetland.
Det er ikke nyt-nyt. Mathilde Walter Clark beskriver i bogen Det blinde øje, at minkerhvervet i årene op til covid hastigt var ved at blive forbudt og urentabelt. Men nu har Zetland fået fat i en rapport fra konsulenthuset Ernst & Young, der konkluderer, at en mere rimelig pris pr. skind ville være 234 kroner. Det svarer til, at hver minkavler får otte millioner kroner for meget.
Nå, men i det mindste er vejret godt. Og hvis det straks får Dem til at tænke på iltsvind og hedebølger, så lad os slutte med en god klimanyhed: Et nyt studie i Nature konkluderer, at globale udledninger kun steg med 0,1 procent fra 2022 til 2023. Det kommer efter to år med stigninger på 1,9 procent i 2022 og 5,4 procent i 2021. Måske har vi set toppen. Måske.
Det var alt for i dag, jeg er tilbage igen i morgen.
Venlig hilsen
Christian Bennike
Dette overblik udkommer også som nyhedsbrev. Læs mere og tilmeld Dem her.
