Løst krudt

Egentlig skete der ikke alverden. Den radikale leder talte mandater, men talte forkert, da han sankede støtte til et beslutningsforslag, som skal sikre bedre regeringsførelse.

En ædel sag, javist, men Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut ville ikke tælles med i den flok, Martin Lidegaard havde samlet, og så havde Martin Lidegaard alligevel ikke etableret et flertal uden om regeringen.

Lidegaard havde måske nok en pistol i baglommen, som han udtrykte det i Politiken, mens flertallets fatamorgana stadig tegnede sig med håndgribelig tydelighed, men ladt var den ikke. Regeringen har på papiret mistet sit flertal, men det er ikke genopstået som brugbart oppositionsvåben.

Den radikale bestræbelse indskriver sig i et mønster, som også er vævet af forgængerne Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen. Radikale har siden Mette Frederiksens fyring af partiet som regeringsuegnet grundlovsdag 2018 været draget af parlamentariske processer, som kunne bringe partiet tilbage i en gunstig magtposition: trusler, ultimative krav og som den store finale beslutningen om at vælte Mette Frederiksen i sensommeren 2022.

Alt sammen selvsagt for at forfølge ædle radikale mål. Udlændinge skal behandles ordentligt, klimaet skal reddes, minkskandalen endevendes, skind for skind.

Men det egentlige anliggende var hele tiden genoprettelse af den politiske orden, således at De Radikale kunne genindtage deres naturlige plads i dansk politik. Mette Frederiksen skulle væltes, men rejses igen straks efter valget med De Radikale tilbage på regeringsholdet.

FORLØBET UNDERSTREGER DEN radikale fejlbeslutning, da Martin Lidegaard i december 2022 sagde nej tak til tilbuddet om at komme i regering, endda i en udgave hen over midten, som han selv har agiteret for gennem år. Hans bog fra 2018 hed jo ikke Lad os skilles på midten.

Alle kender virvaret af begrundelser for fadæsen. At de radikale mandater ikke var nødvendige og derfor risikerede at blive tromlet. At klimaet ikke blev tilgodeset. At der var megen god indflydelse at hente uden for regeringskontorerne.

Alt dette kan koges ned til ét forhold: Lidegaard accepterede det politiske grundlag for flertalsregeringen, men formåede ikke at skaffe det antal ministerposter, som kunne sikre ro i hans syvmandsgruppe. Han skulle bruge tre – somme siger fire, men det kan man jo ikke tro på – men kunne kun få to.

Da den radikale leder ringede rundt til gruppen for at høre, hvad man mente om det hele, fik han ikke den opbakning, som han fandt fornøden, og så sprang han fra den regering, som kunne have opløst det radikale traume fra 2018.

I det lys er den forgæves aktion for at samle flertal uden om regeringen ikke kun virkelighedens tvære svar til påstanden om, at radikal indflydelse bedst sikres uden for regeringen. Den lille historie er af en karakter, som kalder på det vemodige smil.

Manden, som ikke kunne eller ville sætte sig igennem i sin egen folketingsgruppe, satte sig i stedet for at dirigere rundt med et helt folketing.