Pssst! I S-toget er der tvungen pause. Sidde og glo. Det er vidunderligt.
Jubilæumsrejse
S-togene fejrer 90-års fødselsdag på lørdag, hvor det er gratis at køre med. Hvor skal man rejse hen, hvis man nu skulle tage toget for turens skyld? 7-Eleven-medarbejderen (som gør sig klar til at dele 10.000 gratis hindbærsnitter ud på lørdag i anledning af jubilæet) siger Linje C mod Klampenborg, for naturen. Ombord på S-toget er konduktøren, hvis næse har et violet skær i kulden, enig: »Der er stadig smukkest, hvis man tager nordpå,« siger han, ikke uvemodigt: Der er en grund til, at de rige bor her. Og man mærker da en revolutionær gnist til at ekspropriere nogle store flotte villakasser på vejen.
I kupeen sidder Michael Juhl, han har været ude på Vestegnen og se, hvordan det går med letbanen. Én gang jernbanemand, altid jernbanemand, siger han. Han fortæller om S-togets historie, hvordan linjerne fulgte Fingerplanen, fra bykernen og ud, og forbandt København med forstæderne. Han kan huske de gamle brune S-tog, der nu står på museum. Nu springer mirabellerne ud, selvom de har det koldt, siger han og peger ud. Han har lagt mærke til, at i myldretiden, hvor folk står som sild i en tønde, kigger alle på deres telefoner. Det er vel en måde at skærme sig, skabe et lille afgrænset rum i mængden. Men nu, midt på dagen, i den halvtomme kupé, sidder folk og kigger ud ad vinduet og ser bøgetræer og søer flintre forbi.
Juhl kan særligt godt lide Charlottenlunds gamle stationsbygning, hvor man kan finde datidens graffiti: kærestepar, der har skrevet deres navne og årstal med blyant på mursten i 1901. Og han ærgrer sig over, at nutidens graffitirengøring er så nidkær, at den udvisker historien. Her er også en kachot, hvor man i gamle dage, hvis man var for fuld og skabagtig, kunne blive spærret inde, indtil man kunne sættes på toget hjem.
På endestationen Klampenborg må jeg tonse over på det andet spor for at nå toget i den modsatte retning, jeg når det ikke til køretiden, men toget venter mirakuløst på mig, der er et menneske, ikke en computer bag rattet.

I S-toget er det umuligt at arbejde. Når man kører med InterCity-tog, er der et bord og et strømstik og dermed ingen undskyldninger. Men i S-toget er der tvungen pause. Sidde og glo. Det er vidunderligt. De konceptuelle typer i gruppen Oulipo opfandt metrodigtet, og man kan også sætte sig til at komponere S-togsdigte: Mellem stationerne må man digte én linje i hovedet, og på stationen må man skrive den ned, og sådan korresponderer antal verselinjer med stationer på rejsen.
Der kommer stille og roligt ny indretning i S-toget. Blandt andet streger på sæderne, som skal nudge passagererne til at forstå, at de godt kan sidde tre side om side. Så sidder man tæt. Det kan være træls eller pikant, alt efter hvem man ender i kupé med.
Jeg når til Hillerød og prøvesmager en hindbærsnitte på stationen. Mirakuløst er den ikke tør (hindbærsnittens arvesynd), men sød og blød! Smager den lige rigeligt af smør? På Hellerup skifter jeg og tager mod Køge, på Nørreport går en smart udseende hjemløs forbi, han er høj og rank og har draperet et frynset, blåsort fleecetæppe om sig som en gulvlang, stram kjortel. Vide skovgrønne ærmer. Tætklippet frisure. Han ligner en moderne tiggermunk eller noget fra et Balenciaga-show.
Det er sjovt at kigge på mennesker. Overfor: en solid, hvidskægget mand i parka og uldtrøje i god kvalitet, kortklippet, men fuldskægget er fyldigt. Han ligner en, man burde holde sig til, hvis der pludselig udbrød atomkrig. Det tænker jeg tit, når jeg befinder mig i en togkupé med en håndfuld fremmede. Hvad hvis verden gik under, og vi var de eneste overlevende? En tilfældig demografi. To kvinder i praktisk overtøj, en ung smuk dynejakke stiger på i Ishøj. Ville vi kunne overleve, overvinde vores forskelligheder, føre menneskeheden videre?
I Køge tumler jeg ud i brat opstået solskinsvejr, 200 meter fra stationen ligger museet KØS, her står en gipsskulptur af den lille havfrue – og ved siden af: Elmgreen & Dragsets lille havmand, Han. Oppe øverst hænger Bjørn Nørgaards farvestrålende gobelinkartoner, Margrethe og Henri ser mildt ned på én, flankeret af gravhunde, vidunderligt underligt.
Del:



