Det er så kedeligt at indlede en tekst med udgangspunkt i andres tekster, men her kommer det: Den seneste tid har Politikens serie »Drømmeberegneren« ligget mig på sinde. Konceptet er simpelt: Avisens Ibyen-redaktion har tilbudt unge mennesker at lægge budget for deres drømmeliv i København, så de ved, hvad de skal tjene, når de – underforstået – bliver rigtig voksne.

Jeg er ivrig læser af denne serie, fordi mange af de unge mennesker ønsker sig mange af de samme ting, som jeg ønskede mig i deres alder, men ikke fik: lejligheder, sommerhuse, måltidskasser, rejser, årskort og keramikkurser.

I dag er jeg så gammel, at jeg lige har været nødt til at slå min alder efter, og jeg er rigtig voksen. Jeg har en voksen, skønt prekær, økonomi, og når jeg kigger på de regnestykker, som Politiken når frem til, så er det beløb, jeg vel teknisk set har. Alligevel er tanken om fast ejendom, jævnlige ferier, og hvad ellers et småborgerligt hjerte kan begære, ganske på månen for mig.

Jeg føler mig ældre end mine 31 år, når jeg har lyst til at fortælle de her unge mennesker, at de kan skrabe alle de penge sammen, de har lyst til, men nogle af dem kommer ikke til at få råd – og andre af dem kommer ikke til at føle, de har råd.

Illustration: Gitte Skov
Illustration: Gitte Skov

For hvad regnestykket ikke tager højde for, er naturligvis uforudsete udgifter. De seneste år har jeg haft udgifter, som jeg ikke havde fantasi til at forestille mig i min ungdom.

Jeg var ikke forberedt på alle de buketter, jeg er begyndt at sende. Til venner, der mister deres forældre, det begynder nu. Til veninder, der bor langt væk, men hvis stemmer skælver i telefonen, man kan høre en hvid, stormende træthed. Til alle de andre, som man tænker på (oftere end de nogensinde vil få at vide), men ikke længere formår at finde tid til. Den væg, man selv er blevet afhængig af at glo ind i, skal også passes.

Så man sender en buket. Altid den største, som om man med en stor buket kan udvise en stor omsorg.

At jeg med mine dyre buketter indgår i et system, hvor jeg tjener penge for at kunne købe ting, som kan undskylde for, at jeg ikke har tid, fordi jeg arbejder mig træt, er i øvrigt en anden logik, som man ikke forstår, før man selv for alvor befinder sig i systemet.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

JEG VAR heller ikke forberedt på, hvor dyrt det er at have bosat sig med en bro imellem sig selv og sin familie, når den familie – i mit tilfælde min far – bliver syg, og der pludselig er en kommune, man skal være i kontakt med, en behandling, man skal orienteres om, og en følelse af, at man bare gerne vil være der. Jeg kunne komme Jorden rundt en gang om året for de penge, jeg bruger på at komme frem og tilbage mellem Fyn og København to gange om måneden. Sådan begynder pengene – selvom de jo egentlig er blevet flere – at sive mellem fingrene på en.

Samtidig sker der noget andet i 30erne, som også har noget at gøre med penge, men også med valg. Det er ligesom først nu, det bliver tydeligt, hvem af os der valgte sikkert, og hvem af os der ikke helt tænkte sig om. Pengene, hvad enten de kom fra lønjob eller et honorar, så ligesom ens ud, da vi var i midt-20erne. Det ser lidt anderledes ud nu, når man opdager, at lønjobbet også betød pension, privat sygeforsikring og et lønniveau, der semiautomatisk korrigerer efter inflation.

Det bliver også tydeligere, men ikke decideret tydeligt, hvem der arver, og hvem der ikke gør. Umærkeligt er der nogle, der er begyndt at læne sig lidt tilbage, mens andre har fået noget forjaget over sig. Det er dem, som har brug for at snakke om kryptovaluta, investeringer, kunstindkøb. De drømmer om jackpot, hurtige penge, sus og dus. Det er dem, der ikke kan forlige sig med, at rigdom – den ægte, komfortable rigdom – som regel er generationel og dermed ikke for dem. De nægter at forstå, at der er en kage, og de kommer ikke til at smage den.

Med de andre, de tørskoede, er der til gengæld ting, der begynder at give mening. Deres grin, der altid har været så lette og hurtige. Deres nemhed, fornemmelsen af, at solen skinnede på dem, selv når der ingen sol var. Man forstår, at under dem var der spændt et sikkerhedsnet, der ikke helt lignede det sikkerhedsnet, der var under de andre. Dets masker var finere, uigennemtrængelige. Man var ikke – selvom en ungdom er blevet brugt på at fortælle den historie – i helt samme båd, når alt kom til alt.

Det er også okay, og hvis det ikke er, kan man blive kommunist.

Min anke går altså ikke på, at DSB er for dyrt (selvom det er), eller at prekært ansatte burde have flere personalegoder, eller at staten burde øge arveafgiften. Jeg opponerer i stedet, tror jeg, mod ideen om, at man kan opstille et regnestykke, som man kan regne med. Ikke kun fordi der altid vil være de udgifter, man ikke havde forudset, men også fordi pengene – når de kommer, som de jo gør for de fleste af os – ikke vil føles ens. Hvis man virkelig kun har sine egne penge at leve for, eller hvis man på en eller anden måde ikke føler sig sikker på, at pengene bliver ved med at komme, vil der være ting, der for evigt vil føles uden for ens rækkevidde.

En måltidskasse for eksempel.