På mit første møde med den mand, der siden skulle blive min kæreste, nægtede han at tro på, at mit højeste ønske her i livet er at lave ingenting. Han fastholdt stædigt, at jeg måtte have ambitioner og drømme, der strakte sig længere end at kigge på støvkorn i luften, og jeg fastholdt stædigt, at det havde jeg ikke.

På det tidspunkt havde jeg et af den slags job, man elsker, og som ikke elsker en tilbage – som de jo sjældent gør. Hver morgen vågnede jeg et sted på cykelstien, i tvivl om, hvordan jeg egentlig var nået så langt uden at komme til bevidsthed, men når bevidstheden så indfandt sig, var den feberagtig og hektisk og først og fremmest bevidst om de ting, jeg ikke havde nået dagen før. Altid var det en vælling af arbejde og liv: Det var ubesvarede mails, men det var også usendte sms'er til mine søskende, ubookede dyrlægetider og ukøbte babyshowergaver, der farede rundt i min bevidsthed som uvorne børnehavebørn.

Samtidig med at jeg kom længere og længere bagud, havde jeg også følelsen af at blive langsommere og langsommere. Til sidst havde jeg det, som om jeg levede mit liv inde fra et akvarium; tungt, dæmpet og afskåret fra virkeligheden.

Så blev jeg forelsket, og det var sommer, og Beyonce sang om at sige op, og så sagde jeg op i lige præcis det øjeblik, hvor det føltes som liv og død. I dag kan jeg naturligvis godt sige til mig selv, at det nok nærmere drejede sig om valget mellem en opsigelse eller en stresssygemelding, men på det tidspunkt havde jeg nærmest kun følgende tanke i mit hoved: »De skal ikke få ram på mig.«

Med »de« mente jeg ikke nogen bestemt, for jeg var meget glad for min arbejdsplads og alle, der arbejdede der. Nærmere mente jeg nok bare, at jeg altid havde anset mig selv for en, der ikke tog sit arbejde alvorligt nok til at blive syg af det, og når jeg nu modstræbende måtte erkende, at det var, hvad der var ved at ske, var det nemmere at give et imaginært »de« skylden, end det var at ændre min selvforståelse. Af delvist samme årsag var det nok også nemmere for mig at gå end at blive.

DA JEG SAGDE OP, føltes det som et privat valg truffet på baggrund af private omstændigheder, men jeg sagde op på et tidspunkt, hvor det var oppe i tiden at gøre. Det var på højden af The Great Resignation i USA, og den hyppigste reaktion, jeg modtog, var noget i retning af »godt for dig« – som regel med en undertone af beundring. Som om jeg havde gjort, hvad alle andre blot turde drømme om.

Modtag Weekendavisens daglige nyhedsbrev

Hver dag udvælger vi og præsenterer dén historie, De ikke må gå glip af. Tilmeld Dem her.

Hermed giver jeg tilladelse til, at Weekendavisen dagligt sender en mail med udvalgte historier og i tilfælde af særlige historier og ekstraordinære begivenheder mere. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan De læse mere om tredjeparter og hvordan De trækker Deres samtykke tilbage.

Selvfølgelig solede jeg mig i tidsånden, men selvfølgelig takkede jeg også ja, så snart en tidligere chef tilbød mig en ny ansættelse. For sådan er det jo: De fleste af os skal arbejde, og de fleste af os synes også, det er okay. Selvom jeg godt kunne lide tanken om den søde frihed, hvor støvkorn skulle danse for øjnene af mig, så blev jeg grebet af den kedelige, protestantiske få-nu-noget-ud-af-dagen-anger, før jeg så meget som havde nået at holde ferie.

Desværre, for det ville da være sjovere, hvis det ikke var sådan.

OG DET ER HER, jeg hverken forstår den ene eller den anden yderfløj af den pågående debat om arbejdets værdi; sjældent har en samtale vist været repræsenteret af to så ligeværdigt drøvtyggende stemmer, som diskussionen af arbejde for tiden bliver det af henholdsvis udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek og ærøboeren Maj My Humaidan – den ene er forfatter til Arbejdets land og den anden til Ærø Manifestet.

Mine kvaler består i, at hvis vi fulgte førstnævntes spejdermoral, ville vi få et rigt samfund bestående af dydsmønstre, og hvis vi fulgte sidstnævntes eksempel, ville vi få et fattigt samfund bestående af dydsmønstre. De er begge – når alt kommer til alt – flittigliser, selvom den ene helst vil arbejde inden for samfundet, og den anden helst vil arbejde uden for samfundet.

Begge er de også meget optaget af samfundets indretning, og på den måde giver det mening, at de i disse dage tørner sammen, alle steder hvor mennesker debatterer i dette land, men da jeg i mine dage i lediggang fantaserede om aldrig at se indersiden af et kontor igen, var jeg – og jeg er nok stadig – optaget af historierne og dramaturgien. Jeg har altid været fascineret af the leisure class og det dovne drama, der kan opstå, når for meget tid bliver kombineret med for mange penge. 

Min første kæreste var elev på Herlufsholm Kostskole, og jeg elskede historierne, han kunne fortælle fra sine klassekammeraters familier – hvor nederdrægtige og lapsede alle var – og jeg tror, at det er gået op for mig, at jeg ikke har brug for selv at holde særlig meget mere fri, det er jeg alt for kedelig og provinsiel til, men jeg ville ønske, at der var flere, der var gode til det. Ikke på Maj My Humaidan-måden, hvor det handler om, at noget omfangsrigt skal nedbrænde, men nærmere hvor det handler om, hvornår champagnen skal åbnes, og hvilken hest der skal spilles på på travbanen. 

På samme måde som Kaare Dybvad Bek i sin bog efterlyser mere Mads Skjern-ånd, vil jeg i al stilfærdighed gerne efterlyse lidt mere Birgitte Graa-ånd – ethvert menneske med bare en smule appetit på livet foretrækker naturligvis den farverige Birgitte Graa frem for den søvndyssende Mads Skjern. Det er Gitte, der kan finde ud af at have det sjovt, og det er også hende, der kan finde ud af at bruge penge, selvom hun ikke tjener nogen.

Hun er dekadencen og den gode historie, og mere end socialdemokratisk pisk eller gulerod fra Ærø tror jeg, at det er flere af hende, Danmark har brug for.

For helt ærligt: Er her ikke ved at være lidt kedeligt?

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.