Godt nytår 

DET er velkendt blandt psykologer, at overdreven selvkritik kan føre til depression og angst og endda selvskade. Og der er ingen grund til at tro, at det ikke også skulle gælde kritik af ens egen civilisation og kultur. På den baggrund må man spørge, om det ikke er på høje tid med kritik af den vestlige selvkritik. For 2023 blev ikke alene året, hvor alle kunne enes om, at magtbalancen er skiftet, og at Vesten er på vej ned; nej, det blev også året, hvor man kunne komme i tvivl om, hvorvidt det egentlig var værd at beklage. Fra hver sin side af det politiske spektrum pukkede den yderste venstre- og højrefløj – de progressive og de nationalkonservative – løs på den vestlige samfundsmodel. Fra de nationalkonservative lød anklagen, at der var for meget frihed i Vesten; den havde udartet til normløshed og mistrivsel. Fra de progressive lød anklagen, at der var for lidt frihed for de svage, som blev strukturelt undertrykt på alle ledder og kanter. Fælles var de om at give liberalismen skylden: Den havde smadret de meningsgivende fællesskaber og gjort enhver til sin egen lykkes smed. Præstationssamfundet, konkurrencestaten, neoliberalismen – føj! Tilmed havde liberalismen med sine forestillinger om egen moralsk overhøjhed – læs: universelle værdier – bragt os på kant med resten af verden i en grad, så det nu var »Vesten mod resten«. Hævnens time var oprundet, hvor Vesten er henvist til med skrækblandet fascination at afvente autokraternes næste træk: Vil Putin bruge atomvåben? Invaderer Xi Jinping Taiwan? Går Serbien ind i Kosovo? Optrapper Iran og Libanon krigen mod Israel? Und so weiter.

ER der så absolut meget kritisk at sige om Vestens krige i Afghanistan, Irak og Libyen, er de ikke et udkomme af liberalismen, men af den generelle eufori, der herskede i Vesten efter Berlinmurens fald og Sovjetunionens sammenbrud. Disse krige blev derfor i vidt omfang støttet af både højre- og venstreorienterede partier. Det er en forvanskning af liberalismen at hævde, at dens centrale budskab er frisættelse fra alt og alle – om det så skal ske med vold og magt. Den klassiske liberalisme har aldrig nogensinde været synonym med nedbrydning af strukturer. At påstå, at liberalismen er en lovprisning af jungleloven, hvor enhver har ret til at blive ædt ved daggry, er lige så dumt som at beskylde konservative for altid at gå ind for det bestående, uanset om det så er antallet af voldtægter, der skal bevares; eller at beskylde socialister for altid at ville omfordele, uanset om det så gælder antallet af sygedage. Nej, liberalismens centrale budskab er, at frihed nødvendigvis må være en forudsætning for individets ansvarliggørelse: Det er muligheden for at sige nej, der skaber ægte meningsgivende fællesskaber. Dette potentielle nej betyder nemlig, at vi bliver nødt til at gøre os umage for at vinde eller bevare hinandens gunst, hvilket er en forudsætning for ægte anerkendelse. Den romantisering af de førmoderne samfund, hvor privilegier og ære automatisk blev tilskrevet de forskellige stænder og klasser, som dele af venstre- og højrefløjen svælger i, er helt ude i hampen. Tror man, at det føltes varmt og meningsfuldt, dengang sønner var tvunget til at gå i deres faders fodspor? Da ugifte kvinder var stakler? Da der var dødsstraf for at afbryde en graviditet? Da mænd måtte slå deres koner og tyende? Da ikke for dem, det gik ud over!

IKKE hermed være sagt, at liberalismen går ind for en opløsning af de herskende normer. I modsætning til de progressive, der på visse stræk betragter et nej til det bestående samfunds forskrifter som en manifestation af frisættelsen, og dermed bedre end det borgerlige moralkodeks, hylder den klassiske liberalisme det personlige ansvar; at folk føler sig forpligtede uden at være nødt til det. Det er en misforståelse at tro, at liberale, blot fordi de går ind for at tillade abort, skilsmisser, utroskab, arbejdsvægring og krystalhealing, så også automatisk mener, at det er lige så godt som børn, ægteskab, troskab, flid og folkekirken. Ikke alt, der er tilladt, er efterstræbelsesværdigt. Pointen er, at folk skal have lov til at gøre sig deres egne erfaringer: Det er det personlige ansvar med den risiko for fejltagelser og bommerter, det rummer, som gør livet værd at leve. Mange nationalkonservative har ikke fattet denne grundlæggende forskel på de progressive og liberale og slår dem derfor ideologisk i hartkorn, formentlig også under indflydelse af det binære amerikanske system, hvor »liberals« er de progressive.

SLUT på Vesten som civilisation ville det være, hvis man forestillede sig, at Vestens liberale værdigrundlag smuldrede bort. For den bærende søjle er den myndige borger: tiltroen til, at vi i et politisk ligeværdigt fællesskab kan skabe et samfund, der er meget bedre, end hvis udvalgte grupper bestemmer over de andre. Det ideal er helt unikt for den vestlige verden og skyldes ifølge den afdøde politolog Samuel P. Huntington ikke mindst, at vi har fået adskilt det åndelige og det verdslige, så ingen kan regere som en gud. Som han skriver i essayet »Vesten er unik, ikke universel« fra 1996: »I islam er Gud kejseren; i Kina og Japan er kejseren Gud, i ortodokse lande (Rusland, red.) er Gud kejserens juniorpartner.« Den vestlige verdslighed har til gengæld den konsekvens, at intet er helligt, og alt er til diskussion, og derfor er selvkritik da også i nyere tid blevet Vestens adelsmærke. Men så voldsom og omsiggribende er kritikken de senere år blevet, at det nærmest er blevet moralsk anstødeligt at gøre opmærksom på, at Vesten trods alt stadig er den bedste af alle verdener, og at vi har meget at være taknemmelige for på vores breddegrader. For har man da glemt klimaforandringerne? Racismen? Mistrivslen blandt de unge? Den kunstige intelligens' fremmarch? At Trump fører i meningsmålingerne? At udtrykke glæde og taknemmelighed er blevet et vidnesbyrd om egoisme: Det regnes simpelthen for afstumpet at glæde sig over livet, når andre har det skrækkeligt. Sortsynet er blevet mainstream. Men de, der har det hårdt, får det ikke bedre af, at de, der har det godt, også beklager sig. Tværtimod; det øger kun mismodet.

ENDNU er Ukraines frihed og ære ikke død, lyder den ukrainske nationalsang, og det samme gælder for Vesten. For selvom Vesten åbent udfordres af de nye aksemagter Kina, Rusland, Iran, Nordkorea, sker der faktisk også positive ting. Man har for eksempel lov at glæde sig over, at mange af de populister, som blev udråbt som trusler mod den vestlige samfundsmodel, siden er gået hen og blevet varme støtter af både EU og NATO: Det gælder i både Italien, Spanien og Grækenland, og senest har Argentina fået en ny præsident, der er helt på Vestens side. Og selv hvis Trump skulle blive valgt, hvad ingenlunde er givet, går det amerikanske demokrati ikke under på trods af alle dommedagsprofetier: Læren fra hans første embedsperiode er, at systemet kan stå imod hans excesser. I den øvrige verden er det heller ikke lutter nedtur for Vesten: I Det Sydkinesiske Hav rykker landene tættere på USA og Europa som reaktion på de kinesiske territoriale aspirationer; og mellem Indien og Kina er forholdet køligere end længe. I Rusland går krigen i Ukraine stadig mere ud over befolkningen, og i Ruslands naborepublikker bliver Kreml betragtet med stadig større mistro. Det går ikke entydigt tilbage for de åbne samfund og ikke entydigt frem for vores fjender. Et fromt nytårsønske for 2024 skal følgelig lyde, at vi i Vesten holder op med at tage sorgerne på forskud og klæde os i sæk og aske og udstøde høje veråb. For både mennesker og for civilisationer gælder det nemlig om at undgå, at pessimismen bliver en selvopfyldende profeti. AL