NU på søndag sker det. En samlet fagbevægelse har indkaldt til demonstration for bevarelsen af store bededag. Det foregår på Christiansborg Slotsplads, der har lagt scene til store folkelige protester. Måske bliver det som i 1980erne, da protesterne mod Schlüter-regeringen samlede hundredtusinder. Indkaldelsen er i hvert fald dramatisk: »Vi vil ikke finde os i deres tyveri af vores fridag,« lyder det fra Lizette Risgaard fra Fagbevægelsens Hovedorganisation.
FORENES venstrefløjen bag fagbevægelsens faner, er det ikke så mærkeligt. Kravet om en folkeafstemning, der sætter en stopper for elitens knægtelse af lønmodtagerne (almindelige mennesker, som de også kaldes), hentes fra første side i partibogen: De grundlæggende samfundsstrukturer, herunder det repræsentative demokrati, åbenbarer sig som et instrument for de velstillede, som folkelige aktioner kan korrigere. For Enhedslisten og den venstrefløj, der pludselig sidder til højbords i fagbevægelsen, er dette et gyldent øjeblik.
DEMOKRATIETS historie er fyldt med eksempler på kræfter, der kræver det repræsentative demokrati korrigeret med en direkte folkelig stemme. I dag bruges sociale medier flittigt til at mobilisere, også af fagbevægelserne i Europa, når de ikke kan få lønmodtagerne til at melde sig ind og forsvare deres svindende samfundsposition. I spørgsmålet om bededagen er noget velkendt på spil: Venstrefløjen tabte magten efter folketingsvalget og blev sat uden for indflydelse. Fagbevægelsen har mistet magt og er blevet passiviseret af de gamle socialdemokratiske kampfæller. I stedet appellerer man til andre instanser: Helligdagen er blevet »stjålet som en tyv om natten«, lyder det fra Enhedslisten, som kalder det for »manglende respekt for demokratiet og vælgerne«. Demagoger, kaldte grækerne dem, der kunne mobilisere masserne i den slags enkeltsager. En halv million kræver bededagen bevaret på fagbevægelsens internetside. Det er mange mennesker, men det udtrykker jo i sidste ende vrede over et folketingsflertals beslutning.
DÅRLIGE fornemmelser havde flere, også denne avis, da statsministeren begyndte at tale om en regering hen over midten. Det ville, lød advarslen, radikalisere fløjene, der i dansk politisk kultur ansvarliggøres som støttepartier. Den egentlige overraskelse er, at det er sket så hurtigt og målbevidst. De færreste undrer sig nok over den yderste højrefløjs flirt med en folkeafstemning, mere bizart er det at følge De Konservatives evne til at fortrænge valgnederlaget og flirte med muligheden for at udløse grundlovens paragraf 42 om folkeafstemninger. For en fridag. Mens Europa er i krig. Konservative synes ivrige efter at bekræfte Lars Løkkes påstand om, at borgerligheden måtte befri sig fra dansk politiks blå fængsel. Et borgerligt projekt? Ja, det lyder som en god idé. Hvornår og hvorledes?
TABERE kan være gode eller dårlige. Gode tabere erkender nederlaget, undersøger dets årsager og forbereder sig, så de kan vinde næste gang. Dårlige tabere skyder skylden på andre: på vejret, på modstanderen eller på reglerne. I disse uger forenes de dårlige tabere: Nederlaget skyldes regeringen eller en uretfærdig udgave af det repræsentative demokrati. Har man brug for andre undskyldninger, lover vejrudsigten regn i København på søndag.
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
