DE har nok lagt mærke til det: Den politiske sæson er over os, og den står på hedebølge. Meningsmålingerne afventes med spænding og varsler brandvarm sensommer. Der er hverken flertal for den ene eller den anden blok, der er opbrud på vej, og det kommende folketingsvalg fremstår som det tordenvejr, der skal skabe forløsning efter undtagelsestilstanden med corona. Den ophedede debat handler om forudsætningerne for folkestyret: Noget er galt, lyder det stadig højere. Og der skal drastiske ændringer til.
STORE er armbevægelserne, når de to dominerende fortællinger kappes. De lyder begge, at dansk politik ikke længere fungerer, at folkestyret, som vi kender det, er kørt fast. Et egentligt opgør er nødvendigt for at komme videre og træffe de betydelige beslutninger. Den ene fortælling er den pragmatiske: Den påstår, at den fornuftige midte, det politiske mainstream, er vejen ud af elendigheden. Den anden er yderfløjens opgør med pragmatismen, den er elitær og ude af trit med virkeligheden, lyder det. Begge fortællinger ser de kommende uger som et historisk vendepunkt.
FANTASIER om at gøre op med politik i dens velkendte former er et evigt fænomen. I Inger Støjbergs version er det politiske liv indadvendt og elitært. De politiske institutioner og den politiske kultur er sandet til, og eliten har så travlt med at tale med sig selv i de københavnske saloner, at den ikke kan se, at den selv er problemet; privilegierne er bagt ind i pindemadderne. Det er en velkendt politisk figur. Når Støjberg bruger udtrykket »Dræn sumpen«, trækker hun ikke blot på Donald Trumps retorik, men på et af de ældste politiske udtryk i USA: »Drain the Swamp,« lød det også for 100 år siden: Hovedstaden skal renses for korruption og politisk stilstand, og det kræver en politiker, der virkelig er sendt af folket.
OM den konkurrerende forfaldsfortælling kan man sige, at den spejler Inger Støjbergs version. Sofie Carsten Nielsen og Lars Løkke Rasmussen er enige i, at der skal nye boller på suppen: Politik er i stykker, siger den radikale leder, der som Løkke mener, at befrielsen må gå gennem et opgør med blokpolitikken. Blokpolitikkens problem, lyder det, er afhængigheden af yderfløjene. Den regerende blok moser hen over oppositionen og bliver enerådende og ensidig (som under Fogh og Frederiksen) eller lammet af interne kampe og splittelse (som under Thorning og Løkke). Enten bliver det for ideologisk og upragmatisk, eller også kan man ikke træffe de nødvendige beslutninger.
VIRKELIGE reformer må derfor opstå i et samarbejde hen over midten, siger Lars Løkke, som på imponerende vis har placeret sig i en position, hvor netop han kan blive afgørende for en regeringsdannelse. På sin egen Lars Løkkeske måde minder han om Barack Obama, der i 2008 trådte frem fra ruinerne efter splittelsen under George Bush og sagde »yes we can«. Hvis han, Obama, kom til magten, ville han kortslutte en dysfunktionel politisk kultur, sætte sig med fornuftige folk fra begge fløje og gennemføre sande reformer. Løkkes budskab: Han kan bringe parterne sammen og undgå yderfløjenes diktat.
FORANDRINGER kan ikke længere gennemføres i blokkene, istemmer Sofie Carsten Nielsen. De Radikale opfatter sig som den rolige basstemme i et kor af hystader, og den radikale leder har gennemført et opsigtsvækkende powerplay, der har sat statsministeren til vægs. Mette Frederiksen, som indtil for nylig blev spået til at sidde i mindst to, nok tre valgperioder, har helt mistet initiativet.
ER begge diagnoser velkendte, og er de åbenlyse forsøg på at maksimere politisk indflydelse, fremstår de alligevel friske og tillokkende. Det er dumt at afskrive Inger Støjberg som ren form: Hun repræsenterer en politisk dagsorden og vælgere, der føler sig afkoblet den politiske kultur, der har sit centrum i hovedstaden. Er det fuldkommen rationelt? Nej, det er politik aldrig, men hendes stemme repræsenterer mange. På samme måde virker den energiske midtes krav om et opgør med blokpolitikken tiltrækkende; borgmentaliteten, de mange skandaler, hvor man beskytter sine egne, det konstante fokus på modsætninger, åh, kunne det ikke være dejligt med noget ro til med dæmpede stemmer at lægge langsigtede planer for landets fremtid? Så kan de voksne i midterpartierne gennemføre kæmpe reformer for klimaet, uddannelserne, sundheden og skatterne. Hvem skal være statsminister? Ja, det skal da ikke komme an på dét, det er en gammel måde at opfatte politik på.
EN virkelig svaghed ved revolutionen fra midten er, at den vil kortslutte politik som sådan. Den ideologiske kamp mellem blokkene er ofte uskøn, enerverende og skinger, men den udtrykker forskellige interesser i samfundet, som på mange måder er uforenelige. Når der indgås kompromiser, er det jo ikke, fordi man deler opfattelse, men fordi man afhandler magtforholdene i samfundet. Fortalerne for en national samlingsregering antyder, at man kan hæve sig op over disse modsætninger og demaskere dem som falske. I så fald kan man lige så godt gøre Barbara Bertelsen til statsminister. Modsætningerne i samfundet er virkelige, og det er godt, at de tydeliggøres i politisk kamp. Mon ikke de alligevel vil sive op gennem et regeringssamarbejde hen over midten? Der er ingen eksempler fra udlandet, hvor den slags regeringer er blevet andet end overgangsfænomener, der enten bryder hurtigt sammen eller efterlader en eller flere deltagere pryglede og slagne i et hjørne. Nogle gange kan det være nødvendigt, men at Danmark skulle være i en national krise, der må fremtvinge en sådan regering, forekommer ikke overbevisende.
APOLITISK er denne vision, og den lever derfor bedst i et miljø af overfladiske slagord. Skulle en midterregering virkelig kunne træffe store beslutninger, opstår et andet og mere alvorligt problem. Den måske stærkeste værdi i dansk politik er samarbejdet mellem pragmatikere i midterområdet og idealister på fløjene. Det samarbejde er guldet i vores politiske kultur, og opskriften kan ikke nemt kopieres. Det er en tradition, hvor de store, gamle partier har lavet politiske forlig og bindende aftaler med populister på venstre- og højrefløjen, og den har haft to bemærkelsesværdige konsekvenser: Fløjene er blevet ansvarliggjort og har fået suget deres mest ustyrlige ideer ud af sig. Samtidig har midterpartierne taget fløjenes folkelige appel alvorligt og gjort deres mærkesager til rigtig politik. Det gælder både klimapolitikken og udlændingepolitikken. At Dansk Folkeparti er i en så sørgelig forfatning, skyldes jo, at det er blevet opløst i dansk politiks helt særlige syrebad. En midterregering vil ikke neutralisere, men radikalisere fløjene. De største modsætninger i samfundet vil ikke blive løst, men gjort til stadig dybere grøfter, præcis som det sker i andre demokratiske lande.
DRØM endelig om et bedre politisk samarbejde, men lad det ikke ske på bekostning af realistiske planer om forandringer. Inger Støjberg er en erfaren politiker, som grundlæggende ikke har tænkt sig at stå i spidsen for en revolution. Hun ønsker en borgerlig statsminister, der fører borgerlig politik på støtte fra hendes mandater. Hun er parat til at indgå et væld af kompromiser, og det vil kun være positivt at holde hende ansvarlig som støtteparti. De Radikale er efter 21 år i rød blok i en åbenlys identitetskrise. Partiet vil helst føre økonomisk politik med de borgerlige, men foretrækker den gennemført med Mette Frederiksen som statsminister og mangler at tage egen realisme helt alvorligt i udlændingepolitikken. Lars Løkke? Ja, han påstår at ville tage magten fra yderfløjen i den borgerlige blok, han selv kommer fra. På længere sigt sker det ikke ved at udelukke yderpartierne fra det politiske samarbejde. Tværtimod. I stedet for at fantasere om en ny slags politik, der sætter Sofie Carsten Nielsen og Lars Løkke i centrum, burde de arbejde på at skabe et seriøst borgerligt alternativ til venstrefløjen. Dansk politik er i skred, så selvfølgelig kan det lade sig gøre. Det er langt mere tiltrækkende end den forjættende midterregering, som forhåbentlig vil forblive et fatamorgana.
