Københavnerafsnittet. Historien om to hollywoodskuespillere og en beruset dansk cyklist.

The Bear kom til byen

Hvorfor valgte skaberne bag en af tidens mest hypede serier, som handler om en larmende og kaotisk restaurant i Chicago, egentlig at udfolde et helt afsnit af sin forrygende anden sæson i Danmarks hovedstad?

»Jeg siger altid til mine venner derhjemme, som ikke har været her, at folk tager til Hollywood for at lave film, til New York og London for at lave musik, men at folk rejser til København, hvis de er tiltrukket af mad,« siger Lionel Boyce, også kendt under sit alias L-Boy, da jeg møder ham mandag i denne uge i et lokale nogle få hundrede meter fra Noma, hvis stedsegrønne drivhuse han i afsnittet spankulerer drømmende omkring i som karakteren Marcus.

I københavnerafsnittet af The Bear er Marcus udsendt af sin køkkenchef på en art glutenorienteret pilgrimsrejse til dette skandinaviske madmekka for at udvikle sin metier som bager og dessertkok. Han bliver lærling hos mesterkokken Luca, der spilles af Will Poulter (Dopesick, Black Mirror, Guardians of the Galaxy Vol. 3), og nu sidder de to skuespillere over for mig i et lyst lokale med udsigt over en af Refshaleøens vandgrave. Med deres kasketter og behageligt løstsiddende bukser ligner de virkelig filmstjerner i civil, og de to tavse, men tydeligt årvågne amerikanske pr-folk fra Disney, der følger vores samtale ovre fra væggen, føjer til hollywoodfornemmelserne. De er blevet fløjet til byen af nonprofitorganisationen MAD, der er grundlagt af Noma og arbejder for bæredygtighed i madbranchen.

Jeg er nysgerrig på, hvordan de to oplevede at indgå i portrættet af den københavnske restaurantscene, hvis berømmelse nu har nået punktet, hvor det ikke længere overrasker særligt, når popstjernen Dua Lipa – som hun gjorde i forrige uge – ligesom henkastet lægger vejen forbi Poulette på Nørrebro og spiser mexicansk på Restaurant Sanchez på Vesterbro.

NUVEL, men før vi taler videre – en forlænget regibemærkning om en bestemt, sært sælsom og poetisk scene i afsnittet: den, hvor karakteren Marcus finder en hønefuld blond, dansk mand, kæntret på sin cykel, tilsølet i blod under et væltet hegn et øde sted i Refshaleøens heftigt colorgradede skandi-noir-agtige blåmørke. Marcus hjælper manden på benene, og seeren venter virkelig på, at noget skal gå galt, at fulderikken skal flippe helt ud, men det gør han ikke, han krammer Marcus længe og indfølende og klapper ham to gange på hovedet, inden han forsvinder i mørket.

Opmærksomme seere vil også have bemærket og nok undret sig over, at denne mand, som står så ydmygt angivet som »cyklist« på seriens rolleliste på imdb.com, er forfatter og madanmelder for Weekendavisen Martin Kongstad. Det kan ikke være et tilfælde. Jeg ringer til ham for at opklare mysteriet om, hvordan det hele gik til:

»Typisk har fremstillinger af kokke i fiktionen ladet dramaet afhænge af en kok, der kører på en åndssvag motorcykel og har en narkogæld,« begynder Martin Kongstad. »Den rock'n'roll-myte om kokken er blevet holdt i live på en idiotisk måde, og der har ikke rigtig været nogen fiktionsserier – eller for den sags skyld romaner – som har turdet stole på, at det drama, som udspiller sig i køkkenet på en toprestaurant, er stort nok til, at man kan bygge en historie op omkring det. Men da jeg så første sæson af The Bear, følte jeg mig beslægtet, for jeg har selv skrevet romanen Kokken der holdt op med at rødme (2018), som greb det an på samme måde.

Gennem en ven, der er scenograf, hørte jeg, at de ville lave et afsnit i København, og så tænkte jeg, at jeg ville være med – bare ved at gå gennem billedet eller stå omme bagved. For sjovs skyld. Jeg fandt ud af, at der var en ledig rolle, der bare hed 'Cyklisten', og at jeg skulle lave et castingbånd. Så fik jeg en ven til at filme mig, mens jeg lagde mig under en cykel ovre i Østre Anlæg: Jeg flyttede hjulet fra mit ansigt og præsenterede mig, og så spillede jeg scenen. Jeg fandt ud af, at jeg fået rollen, men jeg var ikke den eneste, der havde forsøgt: Det havde vinhandleren Sune Rosforth også (Rosforth, Københavns mest magtfulde forhandler af naturvin, bekræfter udlægningen over for mig og tilføjer: 'Det kunne da have været episk at være med i den serie, selvom man var en cyklist, der lå med hovedet i et trådhegn,' red.). Så fik jeg tilsendt manus for at øve mig. En aften i februar eller marts tog jeg ud på Refshaleøen for at være med til optagelserne. Der var pissekoldt derude. Det var et kæmpe set med måske 100 mennesker, som kun var til stede for at skyde den ene scene. Jeg fik noget virkelig, virkelig grimt tøj på. Jeg fik også sådan en dubleant, som skulle ligge nede på jorden under cyklen, mens de lavede lyssætningen til scenen, og så sad jeg indenfor og drak kaffe som en rigtig hollywoodstjerne. Vi måtte tage scenen om 15-20 gange, fordi den skulle skydes fra forskellige vinkler. Så begyndte instruktøren, Ramy Youssef, at lade scenen udvikle sig. Han sagde: ‘Giv ham et alt for langt kram! Okay: Kys ham, når du har krammet ham! Sig, at du elsker ham, efter du har kysset ham!' Undervejs tænkte jeg: 'Hvad er det, vi er på vej ud i?’

De syntes, det var ret sjovt, at jeg er madanmelder, så jeg lavede en lille guide over barer og spisesteder og gav den til dem, før jeg gik.«

Foto fra Martin Kongstad castingbånd, som sikrede ham rollen i 'The Bear'. Privatfoto.
Foto fra Martin Kongstad castingbånd, som sikrede ham rollen i 'The Bear'. Privatfoto.

DA JEG spørger Lionel Boyce til scenen – hvor han altså får et dybfølt kram af Kongstad – ler han:
»For mig handler afsnittet i København om at lade det gode ske. For min karakter, Marcus, har aldrig før siddet på et fly og aldrig rigtig rejst fra sin hjemby. Det handler om udvidelse af horisonten.«

For at forberede sig på sin rolle rejste Lionel Boyce selv til København og gik to uger som lærling på Hart Bakery, der er grundlagt af den tidligere Noma-bager Richard Hart. Boyce mødte på bageriet klokken fem hver morgen.

»Det var skræmmende i begyndelsen, for jeg fik at vide, at det er et af de bedste bagerier i verden. Jeg træder ind i det her fine, uberørte skib, som jeg tænker, at jeg kan komme til at styre ind i et isbjerg hvert øjeblik,« husker han. »Men det gik slet ikke sådan. Bagerne vidste, at jeg ikke havde erfaring, så de var åbne over for mig. De lærte mig, hvordan man former brød. Det var fantastisk, for det er sjældent, at man lærer noget for første gang. Jeg blev opmærksom på min læreproces. Til at starte med var jeg lidt sky, men så fik jeg et gennembrud, som slet ikke var relateret til mad. Og der forstod jeg, hvor kreativ en ting mad egentlig er.«

Typisk har fremstillinger af kokke i fiktionen ladet dramaet afhænge af en kok, der kører på en åndssvag motorcykel og har en narkogæld.

Martin Kongstad, Forfatter, madanmelder og »Cyklist«

Boyce læner sig frem og siger: »De lærte mig at forme brød på den rigtige måde. Det var svært for mig, men så sagde Richard Hart: ‘Se på mit håndled. Kig ikke på slutresultatet, men på, hvordan min hånd bevæger sig.’ Ofte tror jeg ikke, at folk lærer på den rigtige måde, fordi de er så fokuseret på slutresultatet. Processen i bageriet mindede mig om det, og jeg har overført det til mit eget liv,« siger han og smiler tilfreds.

Will Poulter nikker, så kasketskyggen tipper. Afsnittet i København adskiller sig fra seriens vante scener i restauranten i Chicago, som mærkes af kaos, råb og aggressivitet. Men i samarbejdet mellem de to skuespillere – mester og lærling – gælder det modsatte: sindsro, tålmodighed, nysgerrighed.

»En af de måder, som København formede den måde, som min karakter, Luca, arbejdede på i køkkenet, skete gennem den ro, der er over livet og kulturen i København, som jeg selv har oplevet det. Hvis du er godt forberedt, sætter du dig selv i en situation, hvor du kan lave mad med ro og kontrol. Min karakter forsøger at vise, at man kan lave mad på en måde, som ikke er karakteriseret ved råb og høj intensitet.«

Lionel Boyce: »I sidste ende handler The Bear om at vise, at der findes måder at stræbe efter storhed på uden nødvendigvis at gøre tingene, som vi altid har gjort dem.«

Will Poulter stemmer i: »Vores dynamik var inspireret af kokke, som opererer på det højeste niveau og er nødt til at være kloge og autoritative ledere: Men de kan være alt det og samtidig være forstående og opmuntrende. Du behøver ikke være en diktator for at lede et højtfungerende køkken.«

The Bear, to sæsoner. Udviklet af Christopher Storer. Disney+.