Ny Østergade indtog for alvor rollen som kystbanens filial dengang i 80erne.

Reklamebranchen holdt morgenmøder på ZeZe med baguetter, gouda, blødkogt æg og café au lait i store kopper, og om aftenen var der gintonics til Ulrik og Becca, henne på Privé var der dj's fra The Voice, og på Victor var opbuddet af børsmæglere og wannabes så massivt, at man satte skærme op med kurser, men det besynderlige var, at alt gadens liv forstummede, når Store Regnegade kom på tværs. Enden mod Kongens Have var så dyster, at man ikke engang sneg sig derhen for at kysse.