En liflig sentimentalitet

Så er vi endelig tilbage i køkkenet! Eller det er vi sådan set ikke. I den nye, måske endda bedre, anden sæson af sidste års måske bedste tv-serie, restaurantdramaet The Bear, er vi for det meste fritaget fra den hidsige stressdans med gryder og pander, og i stedet er vores hovedpersoner på hver sin måde sendt i skole. Og så bevæger vi os også fra bøfsandwichens vulgære velsmag til michelinmadens melankolske perfektion. Men arbejdet og bøvlet, som serien interesserer sig så meget for, er så sandelig ikke slut.

Første sæson sluttede ellers med en stor forløsning. Den mandestille kok Carmen Berzatto var vendt hjem til Chicago for at overtage familiens snuskede sandwichrestaurant – på trods af at være blevet udnævnt til det nye vidunderbarn på Noma, der også fungerer som en slags olymp i seriens mytologi. Men storebroren Mikey, der kort forinden havde begået selvmord, havde efterladt ham restauranten, der i parentes bemærket bar det hidsige navn The Beef, og det var Carmens knudemandstese, at han kunne redde familien, hvis han reddede den. Det særlige ved The Bear var imidlertid, at denne meget sentimentale idé sådan set ikke stod til at blive modbevist. Carmen indså ikke til sidst, som det ellers byder sig, at han var god nok, som han var. Nej, forløsningen var af en anden, mere bittersød karakter. Det viste sig, at Carmen ikke var en bedre chef end de sadistiske gourmetkokke, der var skyld i hans ptsd. Og dertil havde Mikey lånt 300.000 dollar af deres mafiøse onkel Cicero, som restauranten stadig skyldte. Problemerne tårnede sig op. Men i sidste afsnit besluttede Carmen sig for at tilberede spaghetti med tomatsovs efter familiens nedarvede opskrift, og dér, i tomatdåserne – og i overført i betydning: i den simple og omsorgsfulde familiemadlavning – havde Mikey gemt de 300.000 dollar.