Leder. Vi må forstå vores modstander. I international politik såvel som i kærlighedslivet, forklarede Henry Kissinger, der døde i går.

Regler for fjendskab

HENRY Kissinger, der døde onsdag, 100 år gammel, var realist i flere af livets konfliktzoner end dem, der dikterer international politik. Den tidligere amerikanske udenrigsminister havde også adskillige kvindelige bekendtskaber, af og til ligefrem stormfulde, hvilket førte ham både gennem skilsmisse og stærkt omtalte forhold til hollywoodstjerner. Sin filosofi formulerede han sådan her: »Ingen kommer nogensinde til at vinde kønskampen. Der fraterniseres simpelthen for meget med fjenden.«

KISSINGER havde den samme tilgang til udenrigspolitik. Han brugte aldrig et ord som moral uden en sarkastisk mislyd. Han mente, at USAs moderne ulykke var, at landet følte behov for at sprede sit lys over resten af kloden. Men Kissinger havde fraterniseret nok med fjender fra Kina, Mellemøsten og Rusland til at vide, at man dér har andre ideer om, hvordan mennesket bør leve.

ER det også den erfaring, Kissinger uddrog af sine historiske studier? Det fremgår af hans talrige bøger. Men han så det som USAs skæbne ikke at kunne tillade sig den luksus at overlade verden til sig selv. Der var brug for amerikansk indflydelse til at holde klodens magter i skak. Hans verdenssyn tog udgangspunkt i Den Westfalske Fred, som endelig lagde låg på Trediveårskrigen i Europa i 1648, og som fastlagde de skrøbelige regler, vi stadig navigerer efter: Stater respekterer hinandens grænser og undgår at blande sig i andres interne forhold. Kissinger var hurtig til at indrømme, at hans amerikanske hjemland – eller rettere: det hjemland, den tyskfødte jøde med sine forældre flygtede til i 1938 – ikke altid efterlevede de principper. I sin bestseller World Order fra 2014 forklarer han freden i 1648 sådan her: »Ingen var stærk nok til at nedkæmpe alle de andre. Mange bekendte sig til modstridende leveregler og egne ritualer. De søgte en neutral orden, som kunne regulere deres opførsel og forhindre konflikt.«

DØD er den indsigt absolut ikke; og slet ikke nu, hvor USA er svækket, og et geopolitisk kaos har bredt sig. I dag er grænserne – fra Ukraine til Taiwan – ikke længere sikret, og i Mellemøsten udfoldes »menneskehedens barbariske side«, som han havde oplevet som amerikansk soldat i Europa under Anden Verdenskrig. Det var magtpåliggende for Kissinger, at vi måtte forstå vores modstandere, om så det gjaldt Putin i Moskva, Xi Jinping i Beijing eller Khamenei i Teheran. Han advarede eksempelvis kort før sin død mod, at Rusland sank ned i en tilstand af forfald og »forkrænket impotens« som konsekvens af krigen i Ukraine. Samtidig sagde han, at Moskva måtte genoprette sit forliste forhold til Europa, baseret på regler. Derfor blev han beskyldt for at være en kynisk relativist, men det foretrak han at blive kaldt frem for en rigid idealist, som opretholder sin moralske renhed, mens kloden går op i flammer. Statsmandens valg er ikke »mellem det gode og det onde, men mellem forskellige former for ondskab«, har han sagt. Kunsten at sikre orden i en ustabil verden handler om at løbe den risiko, der ligger i at åbne sig over for fjenden. Det gælder om at se de muligheder for fred, der blotlægges, når krigsførende parter ikke længere orker at leve i en tilstand af død og ødelæggelse. Der er stadig brug for den kissingerske metode, så langt øjet rækker. Også langs kærlighedslivets papirtynde fronter. kw