Det er meget vildt og sigende – uden jeg helt ved, hvad det er sigende for – at der i disse mørke novemberuger udkommer hele to læseværdige sonetkranse forfattet af yngre digtere. Den ene livfuldt sympatisk – Maja Mittags Altid søndag – og den anden en sublimt forbistret nyklassiker, Bjørn Rasmussens Fiskesonetterne.

Lad os hurtigt definere, så vi ved, hvad vi taler om, når vi taler om sonetter og sonetkranse (eller sonetkredse, som det mindre poetisk også kan hedde):