Siden Ruslands angreb på Ukraine har Vladimir Putin og hans udenrigsminister, Sergej Lavrov, gang på gang henledt opmærksomheden på Volodymyr Zelenskyjs jødiske baggrund.

Putin har kaldt Zelenskyj for en skamplet på det jødiske folk og ladet forstå, at Vesten har indsat en etnisk jøde som leder af Ukraine, for at dække over, hvor mange jøder de ukrainske nazikollaboratører myrdede under Anden Verdenskrig.

Mens Lavrov har ment at vide, at Adolf Hitler såmænd også havde jødiske rødder, og at selv kloge jøder siger, at »de største antisemitter er jøderne selv«.

Hidtil er deres fiksering på Zelenskyjs ophav blevet opfattet som et forsøg på at forklare, hvordan de kan beskylde regimet i Kyiv for at være nazistisk, når præsidenten er jødisk.

Foto: Pavel Bednyakov, Sputnik, Scanpix.
Foto: Pavel Bednyakov, Sputnik, Scanpix.

Men krigen mellem Hamas og Israel har sandsynliggjort, at det også har et andet formål. At udnytte de jødefjendske strømninger i Mellemøsten til at samle den arabiske verden bag sig i opgøret med Vesten. Ved at skabe indtrykket af, at der overalt kæmpes mod jøder: Ukraine og Israel er samme krig.

Hvis det er tilfældet, har Putin og Lavrov det ikke fra fremmede. Som bekendt er Putin udgået fra KGB. I Spectator minder kommentatoren Roger Kimball om, hvad det var, den afhoppede tidligere chef for den rumænske efterretningstjeneste, Ion Mihai Pacepa, i 2003 skrev i Wall Street Journal om forbindelserne mellem Arafat og KGB:

»Lige efter Seksdageskrigen i 1967 fik Moskva udpeget Arafat til formand for PLO. Det var den egyptiske leder Gamal Abdel Nasser, en sovjetisk marionet, der foreslog udnævnelsen. I 1969 bad KGB Arafat om at erklære krig mod den amerikanske 'Imperialistiske Zionisme' på det første topmøde, som den profascistiske, propalæstinensiske organisation Black Terrorist International afholdt; organisationen var sponsoreret af KGB og Libyens Muammar Gaddafi. Arafat var så glad for ideen, at han senere hævdede, at han havde fundet på 'Imperialistisk Zionisme' som kampråb. Men faktum er, at 'Imperialistisk Zionisme' var opfundet af Moskva som en moderne ækvivalent til Zions Vises Protokoller, og længe var det et af KGBs foretrukne værktøjer til at skabe etnisk had. KGB har altid anset antisemitisme plus antiimperialisme som rig kilde til antiamerikanisme.«

Hamas’ angreb fandt sted på Putins fødselsdag. Ikke siden mordet på Anna Politkovskaja har han fået en bedre gave.

HVOR DYBT Rusland har været involveret i Hamas’ angreb på Israel, er ikke til at vide.

Det, vi ved, er, at Sergej Lavrov mandag aflagde besøg i Iran, en af Hamas’ hovedsponsorer, hvor han erklærede, at Iran og Rusland på lange stræk ser ens på den palæstinensisk-israelske konflikt, herunder deler ønsket om, at Israel indstiller sin landoffensiv i Gaza. Vi ved også, at Rusland ikke betragter Hamas som en terrororganisation, men jævnligt officielt holder møder med bevægelsen: Ligesom vi ved, at Putin efter Hamas’ angreb har sammenlignet Israels belejring af Gaza med nazisternes belejring af Leningrad, hvor mange hundrede tusinde mennesker sultede ihjel, herunder Putins storebror.

På den baggrund kan det ikke undre, at der spekuleres i, om Rusland ligefrem har delt følsomme efterretninger om israelsk luftforsvar og missilteknologi med Teheran. Eller i hvert fald har ladet efterretninger tilflyde Iran fra slagmarken i Ukraine om den mest effektive brug af iranskproducerede våbensystemer. Det ville kunne forklare, hvordan en primitiv og ludfattig terrorbevægelse som Hamas i et overraskelsesangreb kunne overmande en af de stærkeste og mest avancerede militære styrker i verden ved hjælp af raketspærreild, kamikazedroner og dronenedkastning af granater.

Uanset hvor meget eller hvor lidt Rusland har været involveret i angrebet, kan man roligt regne med, at Putin vil gøre alt for at holde krigen kørende så længe som muligt. Af flere grunde. Jo længere den varer, jo mere sandsynligt er det, at den fredsproces, som ved USAs mellemkomst var i gang mellem Israel og de arabiske lande, vil blive ødelagt. Jo længere tid krigen varer, jo større er også chancen for, at Vestens engagement i Ukrainekrigen svækkes; specielt hvis islamisk terror igen bliver hverdag i Europa.

Samtidig kan konflikten bruges til at fremstille Vestens støtte til Israel som hykleri: Hvordan kan Vesten støtte Israel, når FN har erklæret bosættelserne ulovlige (Resolution 2334)? Ja, hvordan kan USA anerkende Golanhøjderne som israelske i strid med international lov og samtidig sige, at Rusland bryder folkeretten i Ukraine? Hvis Israel har ret til Golan af hensyn til sin sikkerhed, hvorfor har Rusland så ikke ret til Ukraine?

Hamas’ angreb fandt sted på Putins fødselsdag. Ikke siden mordet på Anna Politkovskaja har han fået en bedre gave.

Denne artikel var dagens udvalgte artikel i nyhedsbrevet Dagens Weekendavisen. Læs mere og tilmeld Dem nyhedsbrevet her.