Den næsten glemte krig

I godt halvandet år har krigen i Ukraine været den absolutte topnyhed i vestlige medier. De fleste dage har man på netmediernes forsider kunnet få et overblik over krigsudviklingen som angreb og modangreb på selv de mindre ukrainske byer.

Er ukrainerne rykket frem ved Robotyne i retning mod Tokmak? Er russerne begyndt at genpresse mod Kupjansk? Hvor mange droner og missiler har de senest sendt mod ukrainske havne og kornsiloer?

Svarene på den slags spørgsmål fylder nu mildest talt ikke nær så meget som tidligere. De har været nedprioriteret, efter at Hamas for to uger siden gennemførte sit store terrorangreb mod Israel. Lige siden har den nye gamle krig i Mellemøsten optaget medierne og politikerne langt mere end krigen i Ukraine, som igen er blevet en slags »glemt krig«. Sådan blev den oprindelige krig i Østukraine nemlig ofte kaldt i anden halvdel af 2010erne.

I skrivende stund er der for eksempel over 25 nyheder, analyser og perspektiver om den israelsk-palæstinensiske krig på den amerikanske tv-station CNNs netforside. Der er nul historier om Ukraine – samme antal som på britiske BBCs topnyhedsside.

I Rusland taler Kreml-propagandisterne åbent om, at krigen i Mellemøsten kan komme Rusland til gavn af den simple grund, at Vestens vigtigste land, USA, bliver nødt til at bruge sine ressourcer på den. Og det er faktisk en analyse, som i hvert fald til en vis grad deles af Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj:

»Der er en risiko for, at international opmærksomhed vil vende sig væk fra Ukraine, og at det vil have konsekvenser,« konstaterede Zelenskyj i sidste uges interview med den franske tv-kanal France 2.

Hans erkendelse kom efter en længere periode, hvor han i forvejen havde oplevet vaklende opbakning fra Vesten. Mest alvorligt er det, at der er kommet tvivl om folkestemningen i USA, hvad angår yderligere våbenhjælp til Ukraine. Og at krigen i Ukraine af den grund er blevet en betydningsfuld del af den amerikanske præsidentvalgkamp.

Zelenskyjs fejl

Da Zelenskyj besøgte USA i december sidste år, blev han modtaget som vor tids Churchill, en superstjerne og frihedshelt, som fik stående klapsalver under sin tale i Kongressen. Da han gentog besøget for en måned siden, blev hans anmodning om en ny optræden foran amerikanske parlamentarikere afvist.

»Vi havde simpelthen ikke tid til det,« lød den efterfølgende forklaring fra den daværende formand i Repræsentanternes Hus, republikaneren Kevin McCarthy.

Siden er McCarthy blevet afsat ved et kup af en mindre gruppe republikanere som straf for hans samarbejde med demokraterne om en foreløbig godkendelse af den amerikanske finanslov. Og efter en mistanke om, at han indgik en hemmelig aftale om at sørge for en ny våbenpakke til Ukraine. Dermed har krigen i Ukraine allerede haft indflydelse på såvel amerikansk som europæisk indenrigspolitik.

I Slovakiet var en kritisk holdning til Ukraine-hjælpen med til at sikre en comeback-sejr til den tidligere premierminister Robert Fico. Og selv i Polen, en af Ukraines mest trofaste og vigtigste støtter, har kritikken af Ukraine fyldt meget i den seneste tid:

»Jeg vil gerne fortælle præsident Zelenskyj, at han aldrig bør fornærme polakkerne igen, som han for nylig gjorde under en tale i FN,« sagde Polens formentlig afgående premierminister, Mateusz Morawiecki, under den netop overståede parlamentsvalgkamp.

Hans udfald kom, efter at den ukrainske statsleder brugte sin taletid i FN på at kritisere det polske forbud mod import af korn fra Ukraine. Som sådan havde Zelenskyj en legitim pointe, men hans timing og iscenesættelse var aldeles problematisk.

På FN-talerstolen havde han for en gangs skyld hele verdens – og ikke bare Vestens – opmærksomhed. Den chance valgte han så at bruge på blandt andet at lange ud efter Polen, som har hjulpet Ukraine mere end stort set alle andre lande på kloden.

Tidligere i krigsforløbet har Zelenskyj og co. faktisk haft held med at presse de vestlige lande ved at udskamme dem. Men nu er det blevet væsentligt sværere. Dette kunne opleves for godt en måned siden i Kyiv, hvor den ukrainske udenrigsminister, Dmytro Kuleba, kritiserede sin tyske kollega, Annalena Baerbock, for de manglende leveringer af de eftertragtede Taurus-missiler.

»I vil gøre det alligevel, det er bare et spørgsmål om tid, og jeg forstår ikke, hvorfor vi spilder tid,« sagde Kuleba.

Taurus-missilerne lader stadig vente på sig.

Nyt fra slagmarken

På slagmarken er det flere uger siden, at ukrainerne har været i stand til at rapportere om betydningsfulde fremskridt. En ellers lovende fremrykning mod Tokmak er foreløbig gået i stå i Zaporizjzja-regionen. Og længere mod nordøst i Donetsk-regionen har russerne sat gang i et nyt stort forsøg på at omringe byen Avdijivka.

»Rent formelt kan man nu godt betragte den såkaldte ukrainske modoffensiv som værende afsluttet,« hoverede Ruslands FN-ambassadør, Vasilij Nebenzja, i sidste uge.

Foreløbig har han dog heller ikke så meget at glæde sig over. Ifølge både ukrainske og russiske meldinger har russerne nemlig lidt store tab og kun sikret forholdsvis små gevinster omkring Avdijivka. I denne uge er de desuden blevet bombet med de langtrækkende ATACMS-missiler, som USA endelig har leveret til Ukraine. I første omgang er det gået ud over lufthavne, helikoptere og mandskab i de besatte byer Berdjansk og Luhansk.

Men vil USA fortsat kunne støtte både Ukraine og Israel, hvis krigen i Mellemøsten eskalerer yderligere? Det spørgsmål fik den amerikanske præsident, Joe Biden, i et interview i tv-programmet 60 Minutes.

»Vi er De Forenede Amerikanske Stater, for Guds skyld, den mest magtfulde nation i verden. Ikke bare i verden – i verdenshistorien,« lød svaret fra Biden.

I disse dage gør han klar til at sende endnu en forespørgsel til Kongressen om en ny våbenpakke til både Israel og Ukraine. Tiden vil vise, om den ukrainske del bliver vedtaget af de folkevalgte amerikanske politikere.