Jo, Kaare Dybvad Bek kender godt den gamle talemåde, at »nå« er den dovnes valgsprog og den flittiges pausesignal. Han hørte det fra sin far, der havde været i praktik som mekaniker i Bremen og mente, at tyskerne genopbyggede deres land på ren arbejdsmoral efter Anden Verdenskrigs ødelæggelser.
»Men den amerikanske støtte hjalp nok genopbygningen lidt på vej,« tilføjer Kaare Dybvad med et smil.
Han udkommer i næste uge med sin tredje bog, og den handler om arbejdet, om arbejdsmoralen, om nødvendigheden af at tage fat. Den kunne hedde Arbejde gør fri, hvis ikke den af indlysende historiske grunde må undvære netop den titel, men det er det, Arbejdets land handler om:
Arbejdet er ikke en forbandelse, men en velsignelse, ikke slaveri, men tværtimod adgangen til frihed. Og – vigtigt for en socialdemokrat – arbejdsomhed er nødvendig, hvis man vil bevare det velfærdssamfund, som har så massiv tilslutning i befolkningen og blandt partierne på Christiansborg. Det kunne lyde som en banalitet. Men efter den offentlige debat at dømme går der en længselsfuld og brusende modstrøm gennem danskernes sind, længslen efter at forlade hamsterhjulet.
Kaare Dybvad tager imod på ministerkontoret, en af Velfærdsdanmarks bøvlede tilbygninger, Udlændinge- og Integrationsministeriet. Jeg er kommet næsten en halv time for tidligt til interviewet. Bogens tema taget i betragtning er det nok ikke dagen, hvor man skal komme så meget som et minut for sent til sine pligter.
»Min bog er et forsvar for den samfundsmodel, der fungerer bedst af alle, det nordiske velfærdssamfund. Der er tydeligvis en ny tidsånd under opsejling, når Søren Pape Poulsen og Enhedslisten kan tage hinanden i hånden og argumentere for mere fritid og endda får ivrig støtte af djøf'ernes fagforening,« forklarer Kaare Dybvad.
Han begyndte arbejdet med sin bog i slutningen af 2018, da han var på foredragsturné med sin forrige bog, De lærdes tyranni – altså længe før Mette Frederiksens seneste bestræbelse på at geråde i skænderi med det halve Danmark om nødvendigheden af, at alle tager fat.
På møder om De lærdes tyrannis opgør med akademikerbenovelsen hørte Kaare Dybvad rundtom på højskoler og i oplysningsforbund røster, som ellers havde været marginale og sjældne kuriositeter. Folk, der nedgjorde arbejdet eller i hvert fald ikke havde samme respekt for at bestille noget, som man tidligere bar med sig som en selvfølge. Og nu foreligger så Arbejdets land, udgivet på Grønningen 1, det unge forlag, som har demonstreret betydeligt nemme for gode politiske bøger. Alex Ahrendtsens om Peter Rindal. Alex Vanopslaghs om den empatiske vending i de for tiden så frodige liberale egne af fædrelandet.
Kolde makreller
Nå! Den umage alliance mellem konservative, socialister og de ellers så flittige juristers og økonomers fagforening optræder i Kaare Dybvads bog i roller, som han finder besynderlige. Søren Pape Poulsen talte på det seneste konservative landsråd i Herning for sænkede skuldre i stedet for arbejdsomhedens regneark.
»Det er jo et brud med alt, hvad borgerlige har stået for. Man kunne komme i tvivl, om man hørte Pape eller Uffe Elbæk tale,« som Kaare Dybvad siger.
På Enhedslistens årsmøde i Valby i foråret var signalerne også nye. Bagtæppet bag talerne var prydet af parolen »For frihed og fritid« – ikke noget med at kræve arbejde i partiet, som hævder at være en del af arbejderbevægelsen.
Og Djøfs fagblad – det hedder Djøfbladet – lader begejstrede og lettede medlemmer af de flittiges kaste komme til orde, efter at de lykkelige er steget ud i arbejdsfriheden. Fagbladet har oprettet en service for medlemmer, som vil finde vejen ud af det forbandede hamsterhjul.
»Men arbejdet og vores velfærdsmodel er som siamesiske tvillinger. Den ene dør, hvis man skiller dem ad. Samtidig er arbejdet jo godt for den enkelte, uanset hvilken samfundsmodel man foretrækker. Jeg så i Aalborg på fanen fra 3Fs afdeling i Aalborg, at ‘Arbejde adler Manden’. Det ville de vel ikke sy ind i fanen, hvis ikke de mente det.«
Kaare Dybvad har selv fra de helt unge år gået den slagne, arbejdsomme vej, bekendtgør han i sin bog, som udkommer i næste uge. Gået med aviser som knægt, sorteret flasker i supermarkedet SUMA i Holbæk, været juleafløser i et pakkecenter og – rigtigt arbejde pludselig – tjent gode penge i Fiskehuset i Holbæk. Adlede det mon den unge Kaare?
»Det var da hårdt. Man kom til at fryse om fingrene, når man stod og hev indvolde ud af makrellerne. Men jeg husker det også som et godt fællesskab. Folk kom fra vidt forskellige baggrunde, men vi lærte alle noget, for eksempel sociale kompetencer, som er vigtige i andre sammenhænge. Evnen til at udsætte egne behov. At acceptere arbejdsforhold, man ikke er enig i. Smile til kunderne, selvom man måske er træt eller har sit at gruble over.«
I sin bog citerer Kaare Dybvad 16-årige Karla, som i Berlingske sagde noget tilsvarende tidligere i år om sit fritidsjob i Føtex: »Jeg er helt klart blevet mere disciplineret i forhold til at lave lektier. Det kræver disciplin at møde på arbejde til tiden og at være høflig over for kunder. Det har jeg virkelig lært.« En analyse fra tænketanken Kraka giver Kaare Dybvad og Karla ret: Unge med fritidsjob får højere karakterer i dansk og matematik.
Myrdalerne kommer
Ifølge Kaare Dybvad havde Max Weber ret, og Karl Marx tog fejl i spørgsmålet om, hvad der betyder mest for et samfunds måde at indrette sig på. Århundredlange religiøse vaner og erfaringer er af større betydning for samfundsindretningen end produktionsforholdene, som Marx tillagde al betydning.
Det er kun i de nordiske lande med en protestantisk historie, man har udviklet en universel velfærdsmodel. Katolske lande satser mere på familien, liberale overlader meget til den enkeltes opsparing.
Til denne protestantiske arbejdsetik skal nu ifølge Kaare Dybvads analyse føjes de svenske samfundsreformatorer, socialingeniørerne Gunnar og Alva Myrdal, som blev den nordiske velfærdsmodels tænkere og arkitekter.
Ægteparret udgav i 1934 Kris i befolkningsfrågan, som året efter blev oversat til dansk af den unge Jørgen Dich og søgt kopieret på hjemlige forhold, men i begyndelsen med mindre fremgang end i Sverige.
Myrdalerne pegede på, at massiv udbygning af velfærdsinstitutioner på en gang kunne frigøre kvinderne til arbejdsmarkedet, sikre dem reel frihed, finansiere hele omvæltningen og dermed løse »de skandinaviske velfærdsstaters afgørende udfordring: forholdet mellem antallet af borgere i beskæftigelse og antallet, der er uden for arbejdsmarkedet«, som det hedder i Kaare Dybvads bog.
»Det var jo det, der var Myrdal-ægteparrets projekt og blev den socialdemokratiske ambition herhjemme efter Anden Verdenskrig. Massivt boligbyggeri, offentlig børnepasning, ordentlig skolegang og en overflytning af arbejdskraft fra lavproduktive landarbejdere til industriarbejdspladser. Hellere arbejde på kiksefabrikken i Stege end gå bag hesten ude på marken. Det var en revolution, især i første halvdel af perioden fra 1957 til 1982, som blev velfærdssamfundets byggeperiode,« siger Kaare Dybvad.
Men også i protestantiske lande kender man til slangen i Paradis, og en af styrkerne i Arbejdets land er, at Kaare Dybvad selv påpeger, at det måske gik lidt hastigt med at lade den storladne ingeniørkunst forandre Danmark og danskernes bondesind. Han nævner som eksempel filmen Bussen (1963) fra dengang, den offentlige sektor ude på landet var »et kontor på sognerådsformandens gård« uden ansatte.
Dirch Passer spiller chaufføren på den udtjente bus. Martin, hedder han, og han er ligeglad med køreplaner og tager det heller ikke så tungt med stoppestederne. Til gengæld hjælper Martin børnene med lektierne, sætter smedens arm på plads og sludrer med folk. Paul Hagen spiller sognets kæmner, som repræsenterer tidsstudier, modernitet og fremskridt.
Det kan Martin ikke leve med, og han vil væk. Sognets kvinder – dem, Myrdalerne vil frisætte – griber ind for at forhindre katastrofen, og Martin bliver, så sognet kan forblive i fortiden, dog udstyret med en ny bus. Den får sognet sagtens råd til, da man dropper den hulkortmaskine, den lede kæmner har bestilt. Der er jo en enkel morale i den film, påpeger jeg.
»Ja. Det gik for hurtigt. Det var for voldsomt for folk, det var jo en revolution af boligforhold, arbejde, kultur, familieforhold. Her er vi nødt til at være selvkritiske,« siger Kaare Dybvad.
Han påpeger de to varselsskud, socialingeniørerne fik i de gyldne 1960ere, uden at det fik dem til at tøve i deres værk. Først kom jordlovene, som skulle sikre en ordnet og planlagt modernisering af Danmark. De love blev til de socialdemokratiske entreprenørers chok stemt ned med et brag i 1963, fordi lovkomplekset blev set som en trussel mod den bolig, folk havde knoklet for at gøre til deres egen. En plakat med statens sorte hånd er blevet ikonisk i dansk politisk historie.
Et par år senere kom det andet varselsskud, det rindalistiske opgør, som nok tog afsæt i modstand mod offentlig støtte til den moderne kunst, men havde et vigtigere anliggende som trækkraft: modviljen mod præmiering af folk, der ikke bestilte noget, som det hed, og bag det protesten mod selve velfærdsstaten.
»Man havde et ideal om, at man var ved at skabe en anden slags menneske, et bedre menneske, selvom mennesket nok forblev det samme. Men erkendelsen kom meget hurtigt, og man fjernede det værste. Bistandsloven, for eksempel, som Ritt Bjerregaard aflivede i 1980-81. Tilbage blev den praktiske side af velfærdsstaten, daginstitutionerne, skolerne, plejehjemmene, det organiserede arbejdsmarked. Den kamp vandt vi.«
Kaare Dybvad gør opmærksom på den debat, der var i velfærdsbyggeriets første år i slutningen af 1950erne. Det borgerlige Danmark advarede om, at velfærdsstaten ville appellere til folks dovenskab, og man advarede mod barnepigestaten. Synspunktet blev især ført frem af den konservative intellektuelle Hans Jørgen Lembourn, men også af partifællen Poul Møller.
»Men det var jo lige omvendt. Velfærdsstaten støttede de flittige og de arbejdsomme, og folk strømmede ud på arbejdsmarkedet.«
Taberen, slaven og almuesindet
Jeg påpeger, at der i Arbejdets land ikke alene ligger en anerkendelse af, at menneskeingeniørerne forivrede sig, indtil det store sammenbrud truede, og man under den schlüterske genopretning af økonomien fandt en balance, som stadig fungerer. En tredjedel af alle er beskæftiget i det offentlige, som også sluger halvdelen af de økonomiske resurser. Plus/minus.
Hans bog er vel også en indirekte indrømmelse af, at Ole Birk Olesen havde ret, da han i en bog fra 2007 stemplede velfærdsstaten som en taberfabrik. Og at Anders Fogh Rasmussen tilsvarende havde ret i påstanden om slavestaten i sin bog om minimalstaten? Kaare Dybvad tilføjer i hvert fald efter at have prist velfærdssamfundets frigørende potentiale et vigtigt men:
» … vi må også erkende, at vi med velfærdssamfundets form har skabt en ny almue som en afledt, utilsigtet effekt af den historisk stærke samfundsindretning.«
Taber, slave, almuesind. Kritikken springer vel af samme kilde?
»Ja. Der er miljøer i Danmark, hvor folk lever i flere generationer uden for arbejdsmarkedet, og hvor der skabes en mentalitet, som det er svært for børnene at bryde ud af. Det er meget gribende illustreret i tv-serien Blok på bistand. Mit ærinde med bogen er, at vi skal lykkes med at give alle den erfaring fra arbejdsmarkedet, som kan frigøre dem.«
Kaare Dybvad påpeger, at truslen fra almuesindet går gennem vigtige dele af dansk litteratur. I Martin Andersen Nexøs Pelle Erobreren vil Pelles far, Lassefar, have sønnen til at blive hjemme på gården, for det er nok det tryggeste.
»Men Pelle ved, at han skal væk, hvis han vil blive til noget. Dette ekko af Lassefar er velfærdsstatens største iboende problem og rummer også risikoen for dens sammenbrud. Men igen: Modsat hvad Ole Birk Olesen hævder, bygger velfærdsstaten på en stærk arbejdsetik, og man kan nok godt tillade sig at tilføje, at også liberale samfund har deres problemer.«
Astrid Lindgrens længsler
Da jeg interviewer Kaare Dybvad, har det arbejdende Danmark passeret endnu en milepæl, Danmarks Statistik registrerede i august 3.000.600 lønmodtagere. Også Arbejdets land er fuld af dokumentation af, at vi danskere fortsat er meget arbejdsomme.
Den meget omtalte tendens til deltid skyldes ifølge Kaare Dybvad formentlig især flere unge studerende med job ved siden af og flere ældre medborgere med tilknytning til arbejdsmarkedet, men på lettere vilkår. Meget sigende er det sådan, at når folk med fritvalgskonti kan vælge mellem fritid og løn, vælger næsten alle pengene. Så hvad er status i dag? Hvad er egentlig problemet?
»Jeg frygter, at en ny tidsånd er under opsejling. En alliance af liberale, som synes, at folk skal gøre, hvad de vil, konservative, som synes, det er godt, at mor går derhjemme, og så en diffus gruppe på jagt efter det gode liv, som bekendtgør, at nu står de af ræset. Man må kræve ærlighed om, hvad der skal skæres væk i velfærdssamfundet, for vi kan naturligvis ikke få det samme, hvis folk vil arbejde mindre.«
Bogen igennem skriver Kaare Dybvad, som han taler. Rolig, analytisk, næsten cool, men i en længere passage om borgerløn og alskens ømanifester bryder indignationens hajfinne de rolige vandes overflade. Når forfatteren bag Ærø Manifestet, Maj Humaidan, funderer over, at Astrid Lindgren nok savner sit forfatterskabs Bulderby, inspireret af hendes fars barndom, lyder Kaare Dybvads svar:
»Hvad Astrid Lindgren tænkte, må vi gætte os til, men en del svenskere valgte selv rejsen fra de stenede sultejorde i Småland til en lejlighed i Stockholm med fjernvarme, telefon og løn, man kunne leve af.«
Han uddyber gerne sin indignation:
»De, der arbejder for at betale deres terminer, skal ikke alene høre om alle dem, der angivelig står af ræset. De skal også høre på, at de nok er bedre mennesker, fordi de passer deres egne børn. Det er en dobbelt ydmygelse, som selvfølgelig også har et klasseaspekt. Muligheden for at stå af ræset er der jo især for folk med høj indkomst og lange uddannelser.«
Nå. Interviewet er ved at være slut. Vi har været forbi Kaare Dybvads Thomas Piketty-inspirerede bekymring for tendensen til, at indkomst fra kapital og boliger er mere lønsom end indkomst fra arbejde. Han har afvist mit forslag om at knytte flere velfærdsordninger til arbejdsmarkedsdeltagelsen, som det for nogle måneder siden blev lanceret af partifællen Christian Rabjerg Madsen. Det er ikke nødvendigt, men kan blive konsekvensen, hvis flugten fra arbejdet bliver til virkelighed, lyder Kaare Dybvads svar. Endelig har han – næsten modstræbende – anerkendt, at arbejderbevægelsens historiske kamp for kortere arbejdstid stadig har en vis relevans.
Jeg fortæller, mens vi rejser os fra ministeriets mødebord, at jeg har to forskellige overskrifter i tankerne. En, der kan associere til galejslaver, der ror i takt til Myrdalernes kommanderende paukeslag, mens de skuler til sidemanden for at se, om han nu også trækker fuldt igennem. Og en anden, som kører mere klassisk med hamsterhjulet. Hvilken overskrift på interviewet vil Kaare Dybvad helst se?
»Alt det med hamsterhjulet er helt vildt. Et hamsterhjul skaber jo ingen værdi, og man stiller det op, som om det ikke gør en forskel, at en sygeplejerske dag efter dag møder op på den medicinske afdeling. Eller den djøf'er, som står op, smører madpakken, passer sit arbejde, henter barnet sent til fordømmende blikke, skynder sig hjem og lave mad, får børnene lagt i seng og så lige får orienteret sig på pc'en ud på aftenen. Hun kan så i en ledig stund slå op i sit fagblad og læse, at hun skal stige af hamsterhjulet og slå sig ned på Møn som fåreavler. Det er bare så ekstremt nedladende.«
Nå nå.
Denne artikel var dagens udvalgte artikel i nyhedsbrevet Dagens Weekendavisen. Læs mere og tilmeld Dem nyhedsbrevet her.
