Bondos sejr

Hvem kunne ikke høre spøgelset fra 2013 klage sig og rasle med sine rustne lænker, da Mette Frederiksen tirsdag hyldede folkeskolelæreren?

I en åbningstale til Folketinget, som havde folkeskolen og læreren som altdominerende hovedtema, appellerede statsministeren til »større respekt for, at der er nogen, der ved noget og kan noget. For læreren«. Hun talte også for »at give klasseværelset tilbage til læreren« og om lærerens autoritet. Endda erklærede Mette Frederiksen det for en personlig ambition at ville være lærer, hvis ikke det var for det med statsministergerningen.

Sådan har det jo ikke altid lydt. 2013 var året, hvor regeringen Helle Thorning-Schmidt sammen med kommunerne i en knibtangsmanøvre ville styre skolens indhold til alles gavn og glæde og kontrollere lærernes arbejdstid, så man også fik råd til at skabe den bedste af alle folkeskoler. For de mange, naturligvis. Og for det alt for store mindretal, som bare blev tabt og aldrig fik de nødvendige kundskaber. De talløse læringsmål, som nu er lyst i band, så dagens lys som et instrument til indfrielse af ambitionerne.

Skoleforskeren Andreas Rasch-Christensen kan godt høre spøgelset fra 2013 i åbningstalen. Da jeg ringer til forsknings- og udviklingschefen ved professionshøjskolen VIA University College og spørger ham, om det var begravelsestalen over folkeskolereformen af 2013, der blev afleveret fra Folketingets talerstol, siger han:

»Jooh, men den reform har jo været begravet nogen tid og i hvert fald siden 2018, hvor en omfattende evaluering viste, at ambitionerne i folkeskolereformen ikke er blevet indfriet. Faktisk nåede reformen aldrig helt at blive implementeret, så man kan sige, at den aldrig rigtig blev født eller har lidt en langstrakt, pinefuld død. Reformen har i hvert fald været væk et stykke tid.«

Man kan måske ligefrem høre talen som en undskyldning til daværende lærerformand Anders Bondo?

»Ja, måske. I hvert fald til Danmarks Lærerforening,« siger Andreas Rasch-Christensen.

Det bestemmer vi da

I 2013 lærte man også uden for skolekredse navnet på den daværende formand for lærerne. Anders Bondo Christensen var som sine medlemmer lodret imod de nye arbejdstidsregler, som ville betyde mere kontrol, mere arbejde og mindre indflydelse på skoledagen. Da lærerne blev lockoutet, udtalte en genstridig og kampparat formand Bondo nogle manende ord til sine medlemmer, som udmærket demonstrerer konfliktens dybde og vingefang: »De siger, at nu skal lederen lede og fordele arbejdet. Gu skal de da ej. De bestemmer vi da.«

Det fik lærerformanden ikke ret i. Da konflikten havde løbet i 25 dage, greb regeringen ind og ophøjede kommunernes ønsker om at styre folkeskolen til lov. For indgrebet stod daværende beskæftigelsesminister Mette Frederiksen. SF, som var med i regeringen, fik en nærdødsoplevelse efter at have lagt sig ud med den solide vælgerbase i lærerværelserne.

Noget godt navn var Anders Bondo ikke i de regerende kredse efter et forløb, som blev et lærestykke i den knap så ædle kunst at forvandle Lærerforeningens sidste rester af en kaldsstyret standsforening til en lønmodtagerorganisation. Et kunststykke leveret, uden at nogen egentlig ville det.

Andreas Rasch-Christensen gør opmærksom på, at det har været et meget langvarigt og omfattende arbejde at minimere skadevirkningerne af det destruktive 2013-forløb. Et af daværende børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theils vigtigste projekter i den forrige regering var at forsøge at genoprette tilliden mellem de nationale politikere og lærerne. Et arbejde, som nok blev lettet noget af, at Anders Bondo i 2020 blev erstattet af den mere fremkommelige Gordon Ørskov Madsen.

»Man skabte projektet ‘Sammen om skolen’, hvor man har drøftet mange af de ting, statsministeren nu taler om. Ikke, at man altid har været enige i det forum, men det har været helt centralt at skabe et rum for dialog, at genskabe tilliden hos lærerne,« siger skoleforskeren.

Han vurderer, at man »helt indiskutabelt« har lært af de omkostninger, 2013-konflikten trak med sig.

»Man vil ikke igen stå i konflikt med de mest centrale aktører i folkeskolen, og det er jo yderst fornuftigt,« siger Andreas Rasch-Christensen.

Han påpeger, at det er en meget gammel konflikt i folkeskolen, regeringen nu søger bilagt ved at gøre gårsdagens skurke inde på lærerværelserne til dagens helte ude i klasselokalerne. I virkeligheden startede det helt tilbage i Schlüter-regeringens aftenstund, da lærerne overgik fra at være statsansatte tjenestemænd til at blive ansatte ved kommunen. Det var ved den lejlighed, man lærte sig at tælle timer, der opdeltes i U, F og Ø. Det var forkortelsesjargon for undervisning, forberedelse og øvrig tid.

»Der har hele tiden været et dobbelt problem, man ville løse. Man ville skaffe penge nok til sine ønsker, og man ville løse det problem, at så mange elever kom ud af skolen uden nødvendige færdigheder. Man har troet, man kunne løse det ved at styre lærerne. Daværende finansminister Bjarne Corydon har jo ligefrem sagt, at opgøret med lærerne i 2013 var en af hans største politiske sejre,« anfører Andreas Rasch-Christensen.

Udstødelse og inklusion

Nu får bestræbelsen på at redde folkeskolen en ny omgang. I næste uge fremlægges regeringens forslag og ideer på et af de helt centrale områder, hvor man skal omsætte regeringsgrundlagets ord om at give frihed til institutioner og ansatte til virkelighed.

Noget er allerede kommet frem om, hvad man forestiller sig på skoleområdet. Statsministeren talte i åbningstalen for at droppe hovedparten af læringsmålene og om indførelse af en slags mesterlære for de skoletrætte. Og børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye fortalte her i avisen i sidste uge, at man vil øge timetallet for praktiske fag. En af de udestående opgaver bliver at udpege, hvad der så skal være mindre af, for timetallet tænkes ikke øget.

Tydeligvis er der lagt op til et længere forløb præget af dialog mellem de relevante aktører og den bredere offentlighed. Det vidner om, at øvelsen kan være svær, men det er også et af bølgeskvulpene fra 2013-opgøret, som skyller ind på dages politiske strande.

Der har været en del kritik af statsministerens tale for dens anekdotiske omtale af Aula og andre retoriske greb, som ikke er faldet i alle kommentatorers smag. Der er dog ifølge Andreas Rasch-Christensen tydeligvis tale om, at den nye reformering af folkeskolen indskriver sig i en meget målrettet og omfattende bestræbelse på at ændre uddannelsespolitikken fra top til bund.

Der går, påpeger han, en lige linje fra forårets reform af de videregående uddannelser over de mange ekstra midler til erhvervsuddannelserne frigivet fra denne reform til dagens tanker om en folkeskole med øget vægt på praktiske færdigheder og rehabilitering af håndens arbejde.

»Det er en prioritering af det praksisfaglige og praksisnære gennem hele uddannelsessystemet,« siger Andreas Rasch-Christensen.

Egentlig er det vist en smuk historie om udstødelse og inklusion, selvom den har været et forbitret årti undervejs.

Fra at være en uregerlig paria udskældt af alt og alle i det regeringsdygtige Danmark har læreren skiftet status til nøglefigur. Folkeskolelæreren er udnævnt til hverdagshelt i flertalsregeringens ambitioner om at skabe et sammenhængende Danmark, hvor alle dygtiggør sig, også nødvendige håndværkere til den grønne omstilling, og hvad der ellers kræver håndelag og faglig kunnen.

Måske var det også det, Anders Bondo i virkeligheden mente dengang i 2013.

Andre lytter også til