Velfærdsstatens yderste grænse

For ikke ret længe siden var det politisk selvmord at tvivle på velfærdsstatens almægtighed. Blot antydningen af, at den måske kunne beskæres eller blot stoppe væksten, endte med, at dissidenten enten måtte krybe til korset eller ud i glemslen.

Forrest blandt velfærdsstatens beskyttere stod Socialdemokratiet, der i øvrigt ikke altid skelnede nøje mellem velfærdsstat og velfærdssamfund, for egentlig var det vel hip som hap. Staten var samfundet og omvendt, og begge dele var på sin vis Socialdemokratiets habitat. Den blev inkarnationen af fællesskabet, og derfor blev velfærdsstatens forudsætning, skatteindbetalingen, målestok for viljen og evnen til at bidrage til fællesskabet.