Skolens kerneproblem

Da jeg blev skilt for fire år siden, ramte det min ældste datter hårdt. For hun var den første i sin klasse, der nu blev »skilsmissebarn«, som hun sagde. Med statistikken i hånden forsøgte jeg at berolige hende ved at sige, at anomalien var at finde blandt hendes klassekammerater, idet næsten hvert andet ægteskab på et tidspunkt forliser.

Det hjalp hende til at føle sig mere normal og at bære den smerte, der på trods af et kærligt og konsensuelt brud stadig er forbundet med at se sine forældre gå fra hinanden.

Skolen var generelt også god til at hjælpe og støtte hende – hvis man ser bort fra den kommentar, jeg fik med på vejen om, at mit flytteri da også »var noget værre noget«, da jeg flyttede for tredje gang – denne gang sammen med min nye hustru for halvandet år siden.

Den første flytning var, da jeg flyttede fra min ekskones og mit fælles hus til en midlertidig og alt for lille bolig, den anden da jeg flyttede ind i min helt egen lejlighed, hvor mine døtre kunne få deres egne værelser. Ikke usædvanligt i mine øjne. Snarere forventeligt. Normalt.

Også min papdatter har været udsat for, hvad man måske kunne kalde »norm-shaming«. Først i sin børnehave: I en for dem måske harmløs øvelse bad pædagogerne hende og de andre børn tegne deres familie med mor og far. Bortset altså fra, at hendes virkelighed jo tilsagde, at hun ikke havde én familie, men to, og i ingen af de to optrådte mor og far sammen.

En anden gang blev hun i skolen konfronteret med en opgave i Fandango-hæftet, som grundskolens mindste klasser trækkes med: Her skulle eleven tegne sig selv og sine familiemedlemmer. Ud over hende selv var der fem tomme kasser, hvor man skulle indsætte »udvalgte familiemedlemmer«. Men hvem skulle hun vælge? Sin far og mor? Så var der tre pladser tilbage til tre halvsøskende, to papsøstre og hendes papfar, mig. Ikke et valg, som er nemt for en seksårig – men et, der vidner om utrolig ringe indsigt i familieforholdene i Danmark, hvor 300.000 husstande består af sammenbragte familier.

Det kan virke som petitesser. Men det er det langtfra for små børn, som både kan have det svært med, at deres mor og far ikke er sammen, og kan føle, at de selv er anderledes.

ALLEREDE DEN FRANSKE oplysningstidstænker Voltaire bemærkede vittigt, at »skilsmissen er næsten lige så gammel som ægteskabet. Omend ægteskabet nok alligevel er i hvert fald et par uger ældre«. Alligevel opererer skoler og børnehaver i 2023 tilsyneladende ud fra en idealiseret forestilling om kernefamilien som guldstandard for den moderne familie.

Man kunne måske forvente en lidt mere tidssvarende tilgang fra repræsentanterne for den sekundære socialisering til moderne familier og samlivsformer. Men omvendt finder de måske belæg i andre institutioners lige så idylliserede forestilling om ægteskabet som den ideelle samlivsform. Således meddelte Danmarks Statistik i en overskrift, at antallet af skilsmisser faldt dramatisk i 2021. Længere nede i artiklen kunne man så læse, at det gjorde antallet af ægteskaber også. Faktisk så meget, at den relative skilsmisseprocent måtte siges at være opadgående fra omkring 40 til næsten 47 procent.

Det samme gør sig på sin vis gældende i børnelitteraturen, hvor skilsmisse og samliv også primært optræder som omdrejningspunktet for handlingen og dermed i et problematiserende lys. Sikkert ud fra den betragtning, at man så kan vise eleven eller børnehavebarnet, at det ikke er alene om sin lidelse. Men ikke desto mindre aldrig blot som et uudtalt grundvilkår.

Med Alfons Åberg som en nævneværdig undtagelse. Men her fremstår den nu afdøde forfatter Gunilla Bergström også som en fremsynet ener, idet hun aldrig har afsløret, hvor Alfons’ mor egentlig er. Og som hun engang sagde i et interview i Jyllands-Posten: »At man i et ligestillet samfund som det skandinaviske med alle dets forskellige samlivsformer i den grad efterspørger en mor, synes jeg nærmest er sørgeligt og tragisk.«

Men måske ligger fejlen ikke kun hos skoler og børnehaver, men lige så meget hos os andre, der forsøger at genskabe den forliste kernefamilie i en ny sammenbragt konstellation i det, grev Henri de Toulouse-Lautrec kaldte »Håbets triumf over erfaringen«. Unfair er det uanset, at børnene skal betale den mentale gæld for forældrenes fejltrin ved tankeløst og indirekte at foregøgle dem, at der findes en ideel samlivsform.

For som François Mauriac skrev i sin roman Øglereden (1932): »Når man betænker antallet af husstande, hvor to mennesker går hinanden på nerverne, frastødes om det samme middagsbord, den samme håndvask, under den samme dyne, er det egentlig utroligt, så få skilsmisser der er.«