Fans af den japanske mester kender til at opleve et Murakami moment: Det lille øjeblik, hvor virkeligheden står stille, og verden flimrer kortvarigt, fordi grænserne mellem litteraturen og den prosaiske hverdag er åbnet på klem. Det kan være en ubetydelig episode i carporten, bowlinghallen eller på legepladsen, der pludselig føles vigtig på grund af en detalje.
Ligner chaufføren i den parkerede bil ikke den gråhårede rigmand Menshiki i Mordet på kommandanten? Er det ikke sært, at naboens kat har to forskellige farver øjne? Hvorfor føles det så pokkers meningsfyldt at stryge sin skjorte nidkært netop i dag?
Oplevelsen hænger sammen med Murakamis poetik, hvor vi alle sammen får åbenbaringer jævnligt, men ikke altid opdager dem, og hvis man først abonnerer på dét verdens- og kunstsyn, læser man både hverdag og bøger med en skærpet opmærksomhed.
Den foreliggende bog, Mystiske fortællinger fra Tokyo, består af fem noveller fra 2005, som ikke før er udsendt samlet i Europa, og indledes med, at forfatteren selv bryder den fjerde væg og deler sine betragtninger om hverdagsmystik og sære sammenfald.
For ham har det naturligvis handlet om jazz – tænk, at pianisten på jazzbaren i Massachusetts spillede netop hans to sjældne yndlingsnumre til slut i sit ellers middelmådige set. Eller at en ung mand svarede, at den var »10 to 4«, da Murakami spurgte ham om klokken, netop som han havde købt en sjælden Pepper Adams-lp af samme navn. Så det.
HELDIGVIS er de sære sammenfald og næsten-mirakler større i hans hovedpersoners liv, og hvis der findes en rød tråd gennem de fem små fortællinger, er det netop disse sære træfninger: I »Tilfældets rejsende« får mødet med en mut kvinde på en bogcafé en klaverstemmer til at genoptage kontakten med sin søster, fordi de to kvinder har en skønhedsplet på samme øreflip.
Og så er der de gennemgående tab: Den ældre kvindelige hovedperson i »Hanalei-bugten« har mistet sin surfersøn på Hawaii og rejser hvert år ned til det backpackerhotel, hvor han boede, da han blev angrebet af en haj, hvor hun fører morsomme samtaler med de spejlblanke unge gæster og aner sin søns skikkelse i udkanten af sit synsfelt.
Andre forsvindinger er mere diffuse: I »Hvor jeg nu vil kunne finde det« er en mand forsvundet mellem 24. og 26. etage i et højhus. Vor hovedperson, en nonprofitdetektiv, påtager sig efterforskningen, og på sin post i det lille sofaarrangement på trappens repos fører han lakoniske samtaler med ejendommens beboere. Efter endt sag er han endnu ikke færdig med at lede, men vil fortsætte jagten på »noget, der meget vel kan have form af en dør, en paraply eller en donut. Eller en elefant«. Så blev dén genre dekonstrueret.
BEDST ER de konkrete genstande og taktile kvaliteter i prosaen. I »Den nyreformede sten, der flyttede sig hver dag« møder vi, ja, det står jo i titlen. Vor hovedperson, klassisk Murakami-mand, møder en lige så klassisk Murakami-kvinde, forførende og fåmælt om sin profession, der bliver fødselshjælper for hans nye novelle om en kvindelig læge, der finder førnævnte sten og lægger den på sit kontor, hvor den begynder at flytte sig om natten og ændrer verdens gang i både ramme- og kernefortælling.
Endnu mere svanger med betydning er navneskiltet fra kollegiet i »Shinagawa-aben«. Her er den kvindelige hovedperson, Mizuki Miki, begyndt at glemme sit eget navn, og først da hun kommer overens med en tidligere sambos uventede selvmord og genfinder det betydningsfulde skilt fra den dødes værelsesdør, er der hjælp at hente. Hvordan det hænger sammen med en arresteret, talende abe, må man selv erfare, hvis man kan bære over med den lidt slappe komposition med tunge outtroer, der trækker ned i flere af novellerne.
OG HER er vi fremme ved min aktuelle Murakami-frustration. Abenovellen har allerede været bragt på dansk i samlingen Første person ental, der udkom så sent som i 2021. Det giver i alt fire små nye noveller i denne bog, der trods små skud af forfatterskabets virksomme stoffer langtfra repræsenterer Murakamis topniveau. Det samme gjaldt debutnovellen »Slowboat til Kina«, der kom tidligere i år, og det er svært at slippe tanken, at vi lige nu er budt på restegilde og litterære studenterbrød af daggammelt bagværk, mens vi venter på en gedigen hovedret.
I hjemlandet ventede hans fans seks år, før de dette forår kunne stille sig i alenlange køer på udgivelsesdagen for romanen Byen og dens usikre mure. Næste år udkommer den på dansk i Mette Holms altid virtuose oversættelse, og lad os håbe på et nyt hovedværk, for måske er der bare ikke mere guld at hente i bagkataloget.
Haruki Murakami: Mystiske fortællinger fra Tokyo. Musikalsk oversat af Mette Holm. 142 sider. 269,95 kr. Klim.
