Essay. Når man oversætter Murakami, får man løbende øje på nye nøgler til hans forfatterskab. For eksempel den billige trøje, der blev til en elsket novelle og en film.
Hvad han taler om, når han taler om T-shirts
Fra 15. marts i år har man i Uniqlos butikker over hele verden kunnet vælge mellem otte T-shirts, som Haruki Murakami har været med til at designe. De fleste motiver er inspireret af hans romaner, for eksempel en krage med et japansk tekstuddrag fra Kafka på stranden og to måner og et spejlvendt citat fra romanen 1Q84, der bedst læses i en spejlselfie: »Don’t let appearances fool you.«
Andre to T-shirts er blot prydet med teksten »Murakami Radio« kombineret med enten en lp-plade eller en kat tegnet af Murakamis yndlingsillustrator, Masaru Fujimoto. De to seneste år har Murakami nemlig haft sit eget radioprogram på FM Tokyo, hvor han hver anden måned underholder i et par timer med at spille plader fra sin store samling. Han begyndte som dj i forbindelse med sin 70-års fødselsdag i januar 2019, og dengang spurgte jeg ham, om han var blevet blødsøden, siden han ville optræde i radioen og lade japanerne høre sin stemme. Han så helt rystet ud og svarede: »Nej, jeg er ikke blevet blødsøden, jeg er bare blevet mere gavmild.«
Del: