Anmeldelse. Den tyske besættelsesmagt tømte Frankrig for dyre vine, og franskmændene tjente fedt på det.

Vinføreren

PARIS – Skrønerne om La Tour d'Argent – restauranten, der knejser på venstre Seinebred med udsigt til Notre-Dame-katedralen – er talrige. Begejstrede turistguides vil således berette, at den er grundlagt i 1582 som en af Frankrigs første egentlige restauranter, og at ridderne dengang angiveligt duellerede om reservationerne.

Den mest berømte historie om den navnkundige adresse handler imidlertid om Anden Verdenskrig. Og om, hvordan den daværende ejer, Claude Terrail, murede stedets kælder til for at skjule over 500.000 vinflasker for de glubske nazister, hvorefter han selv sluttede sig til general Leclercs panserdivision og kæmpede bravt mod besættelsesmagten.

Fortællingen om restaurantejeren fylder dog ikke meget i en ny bog om Nazitysklands røvertogt mod den franske vin, nemlig den overordentligt grundigt researchede Le vin des nazis, forfattet af den franske historiker Christophe Lucand, der er tilknyttet UNESCO, og hvis speciale er vin og kulturhistorie.

Årsagen er simpel. La Tour d’Argents krigslist og modstandskamp synes at være en enkeltstående hændelse, som gik stik imod, hvad de fleste andre valgte at gøre.

Hovedparten af de franske vinproducenter lod nemlig beredvilligt den tyske værnemagt »plyndre« lagrene med landets dyreste dråber, som Hermann Göring kaldte »Frankrigs største skat«. Plyndre er i anførselstegn, for producenter og forhandlere blev betalt i rigt mål med penge, som tyskerne forsynede sig med i den franske nationalbank.

ALLEREDE INDEN KRIGEN havde Berlin excelleret i en form for »soft diplomacy«, hvor de med ødsle og flittigt overrislede middagsselskaber søgte at vinde tvivlere for nazisternes sag.

De havde desuden for længst besluttet sig for at hævne ydmygelsen fra Første Verdenskrig ved at betvinge Frankrig og gøre verdens største landbrugsland og vinproducent til Det Tredje Riges spisekammer, skriver Christophe Lucand.

Efter Besættelsens første kaotiske måneder truede knapheden, og det blev magtpåliggende for tyskerne at indføre systematik og effektivitet, hvorfor man udpegede en række »officielle delegerede til vinindkøb for værnemagten«, i daglig tale Weinführer, som skulle lede opkøbet i de enkelte regioner.

Selvom tyskerne betalte overpris for drikkevarerne, fortsatte sortbørshandlen. I en sådan grad, at både den tyske flåde, Luftwaffe, Gestapo og SS havde egne kommandoer, som trawlede landet igennem for at sikre deres ledere de ypperste aftapninger.

Det er en hidtil ukendt del af den franske historie, som Lucand afslører efter at have tilbragt flere år i arkivalierne, og bogen er et festfyrværkeri af bizarre og sælsomt dragende anekdoter.

Ikke mindst om Hermann Göring, den frygtede og pyntesyge rigsmarskal og chef for Luftwaffe, som ikke blot gik med neglelak og lyseblå silkeuniformer og plyndrede kunst til sin private samling, men også fyldte vinkældrene i alle sine residenser med flere hundrede tusinde flasker af gallernes dyreste dråber.

Ja, selv på sin yacht havde han to militære vinkypere, hvis eneste opdrag var at passe og temperere forsyningerne i skibets flydende last.

»Intet kan gøre ham så glad og fornøjet som et par flasker Château Lafite,« som Albert Speer skal have sagt om ham.

Formaningen prellede af på Hermann Göring, som festede til den lyse morgen i en syndflod af champagne.

Man kan også læse, at Adolf Hitler – der dog ikke selv nød alkohol – forkælede sine gæster i Berghof med de ædleste franske vine i den 3.000 kvadratmeter store panoramaspisestue, flankeret af gobeliner og store tableauer.

At udenrigsminister Joachim von Ribbentrop havde en fortid som en af Tysklands største champagneforhandlere for blandt andet husene Mumm og Pommery før krigen (og derfor ofte blev kaldt »von Ribbensnob«).

Og at Joseph Goebbels efter et besøg i det besatte Paris (da Hitler havde lovet alle værnemagtens soldater et såkaldt »lyserødt ophold« i den franske hovedstad som belønning for deres krigsmod) var i oprør over de tyske soldaters depraverede fremfærd, som han frygtede ville smitte af på moralen. En formaning, der prellede aldeles af på Göring, som festede til den lyse morgen i en syndflod af champagne, mens 250.000 tyske soldater blev omringet af russerne i Stalingrad.

Man kan også læse, at det faktisk var under marskal Pétains samarbejdsregering i Vichy, at det såkaldte terroir-begreb – der dækker forholdet mellem jord, vinstokke og lokal tradition – slog rod, fordi det minder om Pétains treenighedsmotto »Arbejde, familie, fædreland«.

DET ER ET imponerende dokumentationsarbejde, der ligger bag bogen, som er spækket med nye oplysninger om præcis, hvem og hvilke familier der ved hjælp af nazisternes Weinführer berigede sig kolossalt med den franske stats penge.

Lucand dokumenterer, hvordan krigen pustede liv i et ellers afmattet vinmarked og berigede talrige franske slotte og gårde i årene 1940-44. Og som han skriver, var der derfor mange, som ikke just frydede sig over Det Tredje Riges fald. Vinforeningen i Beaune i Bourgogne afholdt således en kolossal afskedsmiddag for regionens Weinführer, Adolf Segnitz, da tyskerne kapitulerede, og de allierede tropper nærmede sig.

Efter Befrielsen hungrede mange efter et retsopgør, som dog hurtigt viste sig at være alt for omfattende. De franske myndigheder nøjedes derfor med at stille de mest berygtede misdædere til skue og lade dem betale skyldsbyrden for samfulde syndere, hvorved alle andre fik lov at slippe.

Så folket fik en fornemmelse af, at de skyldige fik som fortjent. Med tiden er det da også den myte, der har aflejret sig i den kollektive franske hukommelse. Men det har denne lille festlige bog altså nu rådet bod på.

Christophe Lucand: Le vin des nazis – comment les caves Françaises ont été pillées sous l'Occupation. 351 sider. 23 euro. Grasset.

Læs Weekendavisens anmeldelser af stakkevis af andre bøger: Nye og gamle, gode og dårlige, kloge og vanvittige.