Sommeren er forbi nu, og den nærmest fløj afsted. Bogstaveligt talt den 7. august, da stormen flænsede campingpladser til frynser og sendte badehusene i Løkken til havs. Men det har før været langt værre. Onsdag i denne uge er det præcis 100 år siden, at den jyske vestkyst og især Vadehavet blev ramt af en knusende sommerorkan.
Torsdag den 30. august 1923 så ikke ud til at blive henrivende, men heller ikke usædvanlig. Da Ribe Stifts-Tidende udkom hen på eftermiddagen, meldte Meteorologisk Institut om koldt vejr i hele Nordvesteuropa med omkring 15 grader i Danmark. »Det nye lave lufttryk, der er ledsaget af regnfuldt vejr og stærke vinde, vil i dag passere Danmark,« lød prognosen. »Livligt til uroligt vejr med regn og temperatur omkring det normale.«
Dagen derpå skrev Ribe Stifts-Tidende: »Kl. 5 var der flodtid, men kl. 4 var der ikke et menneske, der ventede eller anede, at floden ville komme.« Vinden stod imidlertid i sydvest, den farligste retning, og samlede sig til en orkan. Denne torsdag endte i en katastrofe med talrige omkomne, raserede gårde, ødelagt høst, oversvømmede agre og tusinder af druknede heste, kvæg og får. Flere kuttere og fragtskibe gik ned i Nordsøen.
Værst var effekten ved Rejsby, hvor et større arbejdshold var i fuld gang med at opføre Kong Christian X’s Dige. Her skulle Ribediget forlænges sydpå mod grænsen. Det var et af mange udviklingsprojekter, som de danske myndigheder med stor energi iværksatte i den hjemvendte landsdel efter 1920-afstemningen.
Lokale landmænd forklarede til Ribe Stifts-Tidende, at de om eftermiddagen havde tilset deres dyr ude i engene, uden tegn på alarmerende forhold. På 20 minutter var vandet pludselig helt inde ved digets fod og steg fire en halv meter over daglig vande. »Floden kom overraskende, selv for gamle folk, der kendte forholdene her på Vestkysten.«
De fleste af arbejderne på digeprojektet var udenbys folk, der boede i midlertidige barakker helt ude ved diget, og avisens reporter talte med en ung arbejdsmand, som blev reddet: »Han havde kun været her en ganske kort tid. Han så nok vandet stige, men var ikke klar over, hvor meget det betød.«
Efter beregningerne skulle vandet falde ved 19-tiden, men vedblev at stige. Byggepladsens barakker blev slået til pindebrænde af stormen og vandmasserne. »Man måtte søge at redde sig i land på planker fra barakkerne og flåderne,« hed det i Ribe Stifts-Tidende:
»Tømrermester Carl Nielsen, der er en af dem, der ved et under reddedes, forklarer, at han sammen med ingeniørerne Mogensen og Gucke og smeden opholdt sig i kontorbygningen. De sprang ud af et vindue og ville redde sig hen til en pæl, som de kunne holde sig fast ved. Nielsen, der havde en kuffert med kontorets papirer, sprang op på et par heste, men faldt i vandet. De reddedes dog i land med nød og næppe. Papirerne gik tabt.«
De tre mænd reddede sig hen til en lysmast, hvor tre andre i forvejen klamrede sig til pælen.
Da mørket faldt på, steg uroen længere ind i landet. Havet var brudt igennem diget ved Rejsby Sluse og trængte flere kilometer ind i landet. »Ved 9-tiden kom en flåde ind med 12 mennesker, hvoriblandt 4 kvinder fra marketenderiet,« hed det i Ribe Stifts-Tidende.
Politimester Strøbeck fra Ribe havde oprettet hovedkvarter på en gård i Rejsby. »I gården holdt en hel vognpark af biler. Folk færdedes ud og ind. I forstuen forbinder læge Svith fra Ribe nogle sårede arbejdere, og telefonen kimer ustandseligt.«
Det lykkedes dog ikke at komme i forbindelse med redningsstationen på Mandø, så digearbejderne kunne undsættes fra søsiden. Dette blev senere et væsentligt kritikpunkt: at landsdelens elendige telefonforbindelser havde kostet menneskeliv.
Først ved 5-tiden om morgenen lykkedes det to fiskere at sejle fra Ribe til byggepladsen, men fandt ingen overlevende. »På diget reddede de en mand Larsen fra Vejen. Han havde ved 7-tiden set et par mand ved lysmasten stå i vand til halsen.«
Samtidig forsøgte en ekspedition at nå frem fra landsiden: »5 mand, 2 ingeniører, 2 landmænd og læge Svith forsøgte i nattens løb at nå ud til diget ad sommerdiget ved Astrup, men forgæves. De mener at have set lysblink ved gravemaskinen.«
Læge Svith fortalte: »På vejen tilbage ad diget fandt jeg formand Rasmussens kasket flydende i vandskorpen.« I de følgende dage bjergedes 19 omkomne blandt drivtømmer fra de splintrede barakker.
Hver uge bringer Weekendavisen afgørende gammelt. Læs tidligere ‘Flaskepost’ her.
