Ude på landet bor folk i virkeligheden to steder: på deres konkrete adresse og i »det eksotiske andet«. I hvert fald set fra København. Afstanden fra hovedstaden er så stor, at de derude forekommer fremmede, løjerlige, sydlandske. Og omvendt: Klicheerne rejser også den modsatte vej. Hvor slemt står det til?

Den kulturhistoriske festival Golden Days har i år med klædelig indrømmelse af selv at være en næsten stereotyp københavnersalon valgt at drage ud i »vores fælles ophav, kulturhistoriske rodnet og det eksotiske andet – landet«. Emnet er oplagt, aktuelt og enormt omfattende. Forholdet mellem land og by er politisk slagmark og mål for dybe længsler, provinsen et ekstremt plastisk begreb, der konstant skifter betydning.