Genfortryllet. Der er noget forunderligt lindrende ved at se hospitalsverdenen gennem den sødmefulde og døsige linse, som Aske Viuff anlægger i sin blidt drilagtige debutroman.

Holger blopper videre

Hvis man interesserer sig for litteraturvidenskab, vil man være bekendt med begrebet genfortryllelse: at litteraturen kan vække én; pludselig ser man igen blomsterne i grøftekanten på vej til arbejde, pludselig kan man igen registrere nattens dufte, når den sidste sommervarme skal luftes ud, alt det der.

Jeg tænkte på det ord, genfortryllet, flere gange under min læsning af Terminaler, selvom det egentlig er et sært ord at bruge om Aske Viuffs debutroman, da den foregår på et demonstrativt ufortryllet sted: en klinik for alvorligt syge kræftpatienter på Rigshospitalet.

Andre læser også