Hvad sagde Lars Løkke Rasmussen, da han ringede til generalsekretæren for de islamiske lande, OIC? Det spørgsmål vil flere folketingsmedlemmer have svar på, efter at der nu hersker total forvirring om, hvordan regeringen vil forhindre nye koranafbrændinger.
Søndag foretog Lars Løkke Rasmussen et forebyggende telefonopkald til OIC, Organization of Islamic Cooperation, inden de 57 medlemslande skulle holde hastemøde dagen efter. Her skulle mulige sanktioner mod Danmark og Sverige diskuteres, og Lars Løkke Rasmussen har efterfølgende udtalt, at hans indsats formentlig har været med til at nedtrappe de muslimske trusler.
Så hvad sagde Danmarks udenrigsminister egentlig til den samlede muslimske verden, der kunne gyde olie på vandene?
Ifølge Hissein Brahim Taha, OICs generalsekretær, var Lars Løkke klar i mælet. På en videooptagelse, som OIC har lagt på Twitter, fortæller Hissein Brahim Taha på engelsk:
»Jeg har holdt forskellige samtaler med forskellige rådgivere i Sverige og Danmark og for nylig med den danske udenrigsminister, som forklarede os, at regeringen i Danmark fordømmer disse begivenheder og vil tage alle tænkelige midler (every measure possible, red.) i brug for at forhindre en gentagelse.«
At Lars Løkke vil bruge »alle tænkelige midler« for at stoppe koranafbrændinger, står tilsyneladende i modstrid med hans udtalelser til både folketingsmedlemmer og danske medier. Han har ikke sagt noget lignende på dansk, tværtimod har justitsminister Peter Hummelgaard kaldt forbuddet for en »juridisk nålestiksoperation« af hensyn til den danske ytringsfrihed.
»Det gør en verden til forskel, hvad Lars Løkke har sagt på mødet, for det er to forskellige budskaber,« siger Martin Marcussen, professor ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og forfatter til Diplomati – Et portræt af den moderne udenrigstjeneste.
»Hvis Lars Løkke virkelig har sagt, at han vil bruge alle midler, er det ikke en nålestiksoperation. Så er det omfattende akupunktur. Hvis OIC har fået en opfattelse af, at de har sat Danmark på plads, og at Lars Løkke nu sætter sig bag sit skrivebord og forbyder koranafbrændinger, er det en noget anden version end hans egen.«
Martin Marcussen understreger, at det er almindeligt brugt diplomati at sige forskellige ting i forskellige fora. Dermed kan Løkke forsøge at vinde både tid og sympati i forsøget på at tilgodese to parter på en gang. Det er også muligt, at OIC overdriver, hvor store indrømmelser de har fået, for at fremstå magtfulde eller for ikke at tabe ansigt, hvis de ikke har fået lige så store indrømmelser, som de kræver.
»OIC har en interesse i at sige, at Danmark har tilpasset sig deres pres, og Lars Løkke gør sådan set det, han skal. Han prøver at berolige danskerne og OIC på en gang, han er en dygtig diplomat, og det er kernen i den pragmatiske idealisme. Man prøver at tale alle efter munden, krejle sig igennem og undgå at betale den pris, det koster at forsvare idealer. Men det er også muligt, at han er kommet til at love for meget.«
Uden for referat
Lars Løkke Rasmussen afviser i en mail over for Weekendavisen, at han skulle have sagt, som generalsekretæren siger.
»Jeg kan ikke genkende den udlægning af samtalen. Der var en tolk på samtalen, så måske er noget gået tabt i oversættelsen.«
Udenrigsministeriet svarer ikke på, om der er taget referat af samtalen.
»Udenrigsministeriet kan ikke gå i nærmere detaljer om indholdet af diplomatiske samtaler med hverken OIC eller andre,« lyder det i mailen.
Hos OIC, der har hovedkvarter i Saudi-Arabien, oplyser en medarbejder ved ledelseskabinettet, at de ikke har optaget samtalen.
»Vi har taget vores egne noter, men de er fortrolige, så dem udleverer vi ikke.«
I en nyhed på OICs hjemmeside refereres samtalen dog mere afdæmpet. Her står intet om »alle tænkelige midler«:
»Den danske minister slog fast, at hans lands regering fordømte og tog afstand fra krænkelsen af kopier af al-Mushaf ash-Sharif (Koranen, red.), og at den med stor interesse undersøger sagen, samtidig med at han understregede sit lands iver efter at bevare venskabsrelationer og samarbejde med OIC-medlemslandene.«
Spørgsmålet om, hvad OIC er blevet stillet i udsigt, kan blive afgørende for, hvordan Mellemøsten vil reagere på forbuddet, når og hvis det vedtages. OIC kræver et totalt og globalt forbud, men den danske regering har siden telefonmødet givet skiftende forklaringer på, hvordan den vil forbyde koranafbrændinger. Først sagde Lars Løkke Rasmussen søndag aften til DR:
»Vi skal finde et juridisk værktøj, der gør, at vi kan forhindre koranafbrændinger foran udenlandske ambassader i Danmark.«
Dagen efter ændrede han forklaring og sagde til TV 2, at bare fordi man ikke må gøre det foran en ambassade, betyder det ikke, at man må gøre det andre steder.
»Det kan jo ikke oversættes til, at man ikke må brænde Koranen af foran ambassaden, men godt må stille sig på Rådhuspladsen og livestreame, at man gør det samme.«
Senere har justitsminister Peter Hummelgaard givet en tredje udlægning. Han udtalte, at forbuddet ikke skal være geografisk afgrænset, men i stedet ramme afbrændinger, der »gentagelsesvis forhåner fremmede lande«.
Med andre ord: Når regeringen ikke selv kan forklare, hvilken handling den vil forbyde hvor og hvornår, hvad har Lars Løkke så sagt til OIC?
Vil have forklaring
Nu vil Inger Støjberg fra Danmarksdemokraterne have en forklaring.
»Lars Løkke er nødt til at fortælle Folketinget, hvad han præcis har sagt. Det er en skamplet på den danske ytringsfrihed, at han overhovedet har fordømt koranafbrændinger, og hvis han tilmed har været så eftergivende at love de muslimske lande et forbud uden om Folketinget, er det svært at finde ord. Løkke har stillet sig på den forkerte side af historien sammen med de danske samarbejdspolitikere under krigen.«
Lars Løkke Rasmussen, forsvarsministervikar Troels Lund Poulsen og Peter Hummelgaard briefede mandag Folketingets udenrigsordførere. Ifølge Henrik Dahl fra Liberal Alliance talte Lars Løkke ikke om at bruge alle midler.
»Jeg har forståelse for, at Lars Løkke er på en svær opgave, og at diplomati er elastik i metermål, men jeg vil da gerne vide, hvad han har sagt til OIC. Hvis han vitterligt har stillet dem i udsigt, at han vil gå så langt, det er nødvendigt, er det noget andet, end han har sagt til os. Så har han lovet mere, end Folketinget er indstillet på at holde. Så bliver det jo ikke kirurgisk, men med en motorsav.«
Søren Pape Poulsen, formand for de Konservative, er heller ikke begejstret.
»Jeg forventer da, at udenrigsministeren har brugt krudt på at fortælle OIC om de danske frihedsrettigheder. De lande, der kritiserer os, kunne begynde med at indføre basale menneskerettigheder først. Det er åbenbart nemt for udemokratiske regimer at sige hop, og så spørger vi hvor højt.«
Til det siger Lars Løkke i sin mail:
»Regeringen vil selvfølgelig stå vagt om, at ytringsfriheden i Danmark har meget vide rammer. Det er også det, jeg har givet udtryk for i denne og i mine andre diplomatiske samtaler gennem de sidste uger. Og det står jo sort på hvidt i den udtalelse, regeringen kommunikerede bredt ud – på både dansk og engelsk – søndag aften.«
I pressemeddelelsen søndag aften står blandt andet, at regeringen vil gribe ind mod »forhånelser af fx andre lande, kulturer og religioner (...). Det skal selvfølgelig ske inden for rammerne af den grundlovssikrede ytringsfrihed og på en måde, som ikke ændrer på, at ytringsfriheden i Danmark har meget vide rammer«.
De Radikales Christian Friis Bach håber også, at Lars Løkke har kritiseret de mellemøstlige regimer.
»Ethvert signal af, at vi vil ændre lovgivning, skal kombineres med fordømmelse af overtrædelse af menneskerettighederne. Jeg håber, han har bedt dem tage afstand fra hadefulde ytringer mod homoseksuelle og religiøse mindretal.«
For professor Martin Marcussen vidner processen om, at regeringen improviserer sig frem.
»Løkke har prøvet at tage luften ud af ballonen med telefonmødet, før et forbud var tænkt igennem. Det ligner en krisestyring, hvor man lægger skinnerne, mens toget kører. Regeringen har måske troet, at det kunne klares med en pragmatisk justering af reglerne, men OIC vil gå langt for, at vi skal tilpasse os. For dem handler det ikke kun om koraner.«
Morten Messerschmidt, formand for Dansk Folkeparti, tilføjer.
»Den danske udenrigsminister optræder i disse uger på linje med britiske Chamberlain, der også troede, man kunne forhandle sig til fred ved at komme fascistiske regimer i møde. Det kan man ikke.«
I en tidligere version af denne artikel fremgik det, at justitsminister Peter Hummelgaard var beskæftigelsesminister. Derudover blev Hissein Brahim Taha, OICs generalsekretær, citeret for at have udtalt »every possible measure«. Der skulle retteligt stå »every measure possible«. Weekendavisen beklager fejlene.
