Kommentar. Vil man forstå, hvordan videnskaben virkelig fungerer, skal man gå på Twitter.
Falsificering for åbent tæppe
I den seneste uge har en mulig videnskabelig opdagelse givet genlyd på internettet. I to papers, der dukkede op online med få timers mellemrum den 22. juli, hævder koreanske forskere at have fundet et stof, LK-99, der fungerer som en såkaldt superleder ved stuetemperaturer. Hvad det betyder, kan De læse mere om i Falsificeret her på siden; her er det nok at slå fast, at et sådant stof ville være kimen til en teknologisk revolution.
Rygtet om koreanernes fund spredte sig hurtigt på det sociale medie Twitter (som for nylig blev omdøbt til X af sin kontroversielle ejer Elon Musk), men den første bølge af begejstrede heureka-tweets blev straks fulgt op af skeptiske betragtninger fra erfarne fysikere. Snart begyndte forskere at gennemgå de koreanske data og finde mulige fejl, argumenter for og imod blev afprøvet i kommentartrådene, og få dage senere gik forskergrupper i Indien, Kina, USA og Japan i gang med at reproducere opdagelsen ved hjælp af den koreanske opskrift. Forskere livestreamede en laboratorieovn i Californien, og mange tusinde kiggede med.
Endnu er intet endeligt bevist eller modbevist, men sagen er et eksempel på, hvordan Twitter sætter skub i den videnskabelige proces. Som tidsskriftet Nature skrev i december, så er det sociale medie blevet et essentielt værktøj for mange forskere. Et sted, hvor forskning diskuteres i real time, og hvor videnskabelige artikler og resultater bevæger sig lynhurtigt på tværs af verdenshjørner og forskningsfelter.
Meget af det foregår for åbent tæppe og giver dermed os andre indblik i en proces, der ellers foregår på universitetskontorer eller bag de videnskabelige tidsskrifters betalingsmure.

IKKE ALT, FORSKERE SKRIVER på Twitter, er indsigtsfuldt eller sandt. Også kloge folk kan tage fejl og være fulde af bias, og der er masser af eksempler på, at videnskabelige resultater spredes, inden de er blevet ordentligt efterprøvet, og siden må trækkes tilbage. Men det er på en måde pointen: På Twitter får man ikke serveret videnskaben som et endeligt facit med to streger under, her er man vidne til hele den rodede skabelsesproces.
På Twitter sidder forskerne ikke på en piedestal, de udfordres – og hænges til tørre, når det er nødvendigt. Et nyligt eksempel er den prominente adfærdsforsker Dan Ariely, som – ironisk nok – ser ud til at have bygget dele af sin forskning på fabrikerede data. Mens nyhedsmedier ufortrødent bringer historier baseret på hans studier, dissekerer hans kolleger hans uredelighed på Twitter.
Man kan sige meget skidt om Twitter. Men hvis det sociale medie er i gang med at visne væk under sin nye ejer, som nogle frygter, vil det være et stort tab for videnskaben – og for os, der gerne vil kigge med.
Del:



