Den forkerte hest

Shit happens. Fækalier forekommer. Stercus accidit. Et ordsprog med svimlende dybder. Som regel forstået som noget ubehageligt livet nu engang er fuld af, og som man ikke altid kan undgå. Men nogle gange er det også bare metaforen, der genbesøger sit eget ydmyge udgangspunkt for at tanke op i erkendelsernes kloak. For mit eget vedkommende ramte de vise ord plet på alle planer en nat i foråret i en seng på det sydlige Sicilien.

Det havde ellers været en fin, solbeskinnet dag på midten af en 300 kilometer vandretur fra tempelbyen Agrigento langs sydkysten og op over vulkanen Etnas fod. Det meste af dagen var gået på en mennesketom slette med bræmmer af husholdningsaffald, forvitrede, ufuldendte offentlige infrastrukturprojekter, endeløse marker fulde af høstmodne artiskokker og gamle højspændingsmaster med beboede storkereder i toppen. Pludselig materialiserede en ældre herre sig i ridebukser og knaldrøde knæstrømper på en rødskimlet hest, han påstod nedstammede direkte fra de gamle egyptere. Han leverede en lang flammetale om livets fortrædeligheder og forsvandt igen. Var det et forvarsel, opfangede jeg det ikke.

Helt fra morgenstunden havde en mørk skygge tårnet sig op i det fjerne mod nord. Et bjerg med en by, der i starten var usynlig, men som efterhånden fremstod som en sammenhængende, hensmuldrende fæstning. Jeg havde aldrig været i byen før, men jeg havde hørt og læst om den, og det var ikke flatterende med mafia, myrdede børn, afsatte byråd og ulovligt byggeri. Et sted, der i perioder var uden for statens kontrol. Sådan var det med mange af byerne på denne sydlige vandring langt fra de store turiststrømme. Men nogle gange er et godt måltid mad og en god seng alt, hvad man ønsker sig og har brug for. Sådan var det også med byen, vi nu var på vej til på dagens sidste stykke, der snoede sig op ad bjerget mellem rustne sengebunde og ukrudt.

Resten af dagen fulgte drejebogen: indkvartering, udpakning, bad og tøjvask. Og så kom højdepunktet, som tankerne havde kredset omkring siden midt på eftermiddagen. La cena, aftensmaden. Byens bedste spisested lå lige om hjørnet, hos Francesco, som egentlig havde haft en kaffebar, men så var han blevet træt af det og havde forvandlet baren til et sted, hvor man kunne pege på nøjagtigt det kød, man ville have stegt, og så skete det for øjnene af én.

Det lå alt sammen udskåret i en kølevitrine. Okse, kalv, gris, får, lam, skært kød, hakkekød, pølse, lever, nyre, mave. Jeg har en datter, der kom hjem fra efterskole og var blevet vegetar, og siden har der været langt mellem bøfferne derhjemme. Nu skulle det indhentes. Jeg ved ikke helt hvorfor, men af alle muligheder endte det for mit vedkommende med outsideren, som jeg ikke fik nævnt, nemlig hest.

Jeg har haft en svaghed for den store græsser, siden jeg for første gang smagte en hestebøf med en skive citron i Verona i starten af 1990erne. Jeg havde selvfølgelig dårlig samvittighed, både over for min datter og lidt over for hele verden, men mest af alt over for min kollega Københavneren, som jeg netop havde været til hingstekåring med i Herning, og som selv har en hest, som hun holder meget af. Mens hun beundrede de smukke dyr i dressuropvisningerne, rumlede det diskret i min mave.

Der var altså mange gode grunde til at bestille grillede artiskokker fra markerne nede på sletten og lade det blive ved det. Men jeg bestilte også hest, når jeg nu kunne. Og det fortrød jeg ikke, da jeg satte tænderne i den tyndskårne bistecca di cavallo. Den var af ubestemt herkomst, men jeg tænkte på dommedagsskimmelen, da jeg tyggede.

Undervejs indfandt ejeren sig ved vores bord. Han ville høre, hvem vi var, hvor vi kom fra, og hvor vi var på vej hen. Vi forklarede beredvilligt om vandreruten, som netop var blevet åbnet, og signor Francesco nikkede genkendende og forklarede, at den havde han haft med at gøre, da han var borgmester i byen og havde båret trikolore-skråbånd. Nu følte vi os ekstra godt behandlet, og stopmætte og berusede af dagens oplevelser kæmpede vi os op til femte sal i huset, hvor vi skulle sove, og hvor vi for en gangs skyld havde fået et værelse hver.

Inden jeg lukkede øjnene, lagde jeg godt mærke til, at mine indvolde lød som en sump af kvækkende frøer, og at kvækkeriet tilsyneladende var tiltagende. Men jeg slugte et par piller fra bøtten med apotekersnolder og tænkte, at så var der nok styr på det.

En alt for optimistisk tilgang, skulle det vise sig, da jeg nogle timer senere abrupt vendte tilbage til vågen tilstand. Det første jeg tænkte, da jeg som en zombie rejste mig og mekanisk begyndte at gøre rent efter mig selv, var, at det måtte have været hesten, der havde ligget for længe i vitrinen, og som nu havde hævnet sig på egne og artsfællers vegne. Mine venner havde det fint, viste det sig. Havde jeg bare ladet mig inspirere af dem eller af min datter og Københavneren. Efter nogle timer lagde jeg mig i seng igen, denne gang på et regnslag, og begyndte at undersøge, om andre havde været udsat for det samme. Inden jeg nåede så langt, opdagede jeg, at Francesco, den tidligere borgmester og flinke vært, var blevet anholdt nogle år tidligere og sigtet for at stå i ledtog med en lokal mafiaboss. Han var dog blevet frikendt. Jeg fornemmede, at dette måske blot var starten på en uheldig kæde af begivenheder ifølge Murphys lov, og mistede i samme øjeblik lysten til at klage min nød.

»Det må have været noget i vandet,« hørte jeg mig selv sige til chaufføren, som næste dag kørte os til næste destination, da jeg stadig var ude af stand til at vandre.

Og så tænkte jeg, at det nok bare var sådan noget, der kunne ske, hvis en forårsdag en rejsende på Sicilien og så videre. Shit happens, med andre ord. Men listen med ting, jeg aldrig gør igen, er blevet lidt længere. Som aldrig mere at købe fine høns i Esbjerg. Eller spise de forkerte heste.

Weekendavisen bringer hver uge ‘Levned & meninger’. De kan læse eller genlæse tidligere her.