Serveret. Menneskeheden kan enes om, at meget bliver bedre af et bad i den varme ønskebrønd.

Nuggets

Da jeg var barn, blev jeg spurgt af et familiemedlem, hvad jeg ønskede mig i fødselsdagsgave. Ifølge min mor lød mit svar: »Jeg ønsker mig noget, jeg gerne vil have, men som jeg ikke ved, hvad er.«

Udtalelsen var med garanti blot udtryk for, at jeg ikke havde nogen konkrete ønsker, men min mor har siden insisteret på, at jeg netop der kom med selve definitionen på den perfekte gave. Forældre har det med at tillægge deres børns tilfældige udtalelser dyb mening og genialitet.

Til min 41-års fødselsdag i sidste måned skete det så: Jeg fik den perfekte gave – den, jeg havde gået og ønsket mig, men som jeg ikke anede, hvad var. Min forlovede gav mig en friturekoger. Længe havde jeg bildt mig selv ind, at man blot kunne fritere i en almindelig gryde og få samme resultat. Så hvad var ideen i at have et særligt stykke køkkenudstyr dedikeret til dette ene formål? Det har jeg nu fundet ud af.

En ordentlig friturekoger er ikke bare meget hurtigere til at varme olien op og mere stabil, hvad angår temperaturen, den har også den fordel, at den står der i køkkenet altid, klar til brug. Det er denne lokkende tilstedeværelse, der både er den virkelig gode grund til at anskaffe en friturekoger og til at lade være. Som min svoger sagde: »Det er godt, jeg ikke har sådan en. Jeg ville tage ti kilo på.«

Der er en frigørende, forførende lethed forbundet med at have en friturekoger. En bevidsthed om, at man altid lige kan tænde for ønskebrønden og få sine drømme opfyldt. Hjemmelavede pomfritter, chips, chili cheese tops, japansk tonkatsu, indiske samosaer – der er så mange herligheder, man kan skabe ved at bade det i meget varm olie.

Det er ikke tilfældigt, at friture ses ned på og generelt forbindes med gastronomisk dovenskab, for det er så let, næsten snyd, at friturestege sin mad. Men lad os være ærlige: Det er kun en forsvindende minoritet blandt homo sapiens, der ikke elsker smagen af noget sprødt, varmt og salt. Alle verdens store køkkener, det indiske, kinesiske, japanske, thailandske, tyrkiske, arabiske, franske, italienske og græske ... har integreret friteringen.

MIN NYE FRITUREKOGER har hurtigt fundet sit rette hjem i vores køkken. Og hvad er mere oplagt end at eksperimentere med at friturestege det mest oplagte stykke friturevenlige kød, kyllingen? Intet. Så jeg gik straks i gang med at lære kunsten at skabe traditionel southern fried chicken, det vil sige hele stykker kylling med ben, der er marineret, paneret og friteret. Men jeg må indrømme, at jeg endnu ikke helt har ramt den rent. Paneringen skræller af; det smager ikke særlig lækkert. Jeg er ikke i mål, så det ville være præmaturt at dele en endnu ikke mestret opskrift her. Til gengæld var der en heldig sidegevinst ved mine anstrengelser. Under mine mislykkede forsøg med at lave fried chicken fandt jeg frem til, hvordan man laver virkelig velsmagende kyllingenuggets.

Som enhver, der har været på McDonald’s, ved, er nuggets små stykker friturestegt, paneret kyllingebryst. McNuggets, som de hedder der, er lidt en guilty pleasure for mig, da jeg på den ene side godt kan lide at spise dem, men på den anden side også synes, de er lidt klamme. Min søn derimod elsker dem uden skyggen af skam. Men som urban middelklasseforælder vil jeg jo altid hellere servere hjemmelavet mad for mine børn frem for at hente det på McDonald’s. Derfor er jeg glad for, at jeg nu kan servere mine helt egne nuggets, som min søn endda er begyndt at foretrække.

Jeg skærer to-tre brystfileter ud i små bidder og sætter dem til side. Jeg er omhyggelig med ikke at købe kyllingebryst, hvor der står ting som »naturel-marineret« på bagsiden af pakken. Det er en eufemisme for, at producenten har pumpet fileterne med saltvand for at få dem til at se større ud. Ellers tak.

I en skål pisker jeg 2,5 dl kærnemælk med et æg, en spiseskefuld salt og min krydderblanding, der består af en spiseskefuld paprika, en lignende dosis friskkværnet peber, et par teskefulde hvidløgspulver, samme mængde tørret oregano og løgpulver og en halv teskefuld chilipulver. Kyllingen ryger ned i denne blanding og står mindst et par timer, men helst natten over i køleskabet.

Når spisetiden nærmer sig, laver jeg den samme krydderiblanding igen. Herefter tager jeg tre skåle frem. I den ene pisker jeg to til tre æg med en gavmild mængde salt. I de to andre skåle hælder jeg henholdsvis mel og panko-rasp og fordeler krydderiblandingen i dem. Så tager jeg hvert stykke kylling og smider dem først i skålen med mel, efterfølgende i den med æggene og til sidst i den med panko-rasp. Så er de klar til turen i ønskebrønden, som jeg i mellemtiden har varmet op til cirka 170-180 grader. Hvis jeg har lavet mange, vil jeg fordele dem og stege over to omgange, så der ikke bliver for trangt nede i olien, hvor de skal ligge og hygge sig i nogle minutter.

Nuggetsene er færdige, når de begynder at bevæge sig op til overfladen. Det går hurtigere, end man skulle tro. Hvis man sørger for at hælde dem over i en si og dryppe af på det rette tidspunkt, bliver de enormt saftige. Jeg nyder dem gerne med en hjemmerørt chilimayo og en salat.

Serveret: Spis klogere med vores ugentlige madklummer.