Jeg kan jo ikke vide, hvilken bog der er sidste års mest oversete, for det ville jo rimeligt nok være en, som også jeg, på trods af min altseende ambition, har overset. Men en fremragende kandidat er Christian Hauns ikke lille roman Op mod solen ler vi, som jeg har haft liggende et par måneder på mit skrivebord og hele tiden ikke nåede frem til at åbne, fordi jeg ikke var tvunget til det, og der er hele tiden bøger, jeg kontraktligt påtvinges (som regel med min gode vilje NB). Og fordi jeg var nervøs for – unødvendigt, jeg kunne utvunget bare holde bogen lukket – at blive skuffet, efter at jeg med halvanden undtagelse rigtig glad WA-anmeldte syv Gyldendal-udkommende bøger, seks romaner og en samling fortællinger, mellem 1999 og 2007. Så blev der pludselig forbandet stille, og i 2017 læste jeg og Bukdahls Bet-nominerede, men skammeligt nok undlod at anmelde endnu en samling fortællinger, Hus år hus.

Nu, endnu mange år senere, er Haun tilbage, på uretfærdigt skæbnesvangert et ikke-Gyldendal-forlag, det lille Jensen & Dalgaard, med et ordentligt værkmæssigt BUMP, og hold kæft, den utroligt gode og originalt utrolige bog fortjener en helt anden gloriøs skæbne end den, der foreløbig er blevet den til del, som nemlig består i en enkelt forkølet og gnaven tre stjerner-anmeldelse af Erik Svendsen – ja, han findes, til gengæld, også endnu – i Jyllands-Posten.