Lammelse. Næsten 30 år efter freden i Dayton har stedmoderlig forvaltning og politisk rænkespil lammet Bosnien-Hercegovina og skabt fornyet grobund for korruption og nationalisme. Mens amerikanerne sender »venlige« bombefly på vingerne, håber europæerne, at det hele går over af sig selv.
Landet hvor alt står stille
SARAJEVO – På vej til Sarajevo sidder vi fast i Nikola Tesla-lufthavnen i Beograd. Timerne går, uden at nogen forklarer, hvad der er i vejen. Senere finder vi ud af, at det bosniske luftrum er blevet midlertidigt lukket for civil trafik på grund af to supersoniske Lancer B-1B-bombefly, som amerikanerne har sendt på vingerne i lav højde hen over det splittede land. Det var sidst i maj, på tærsklen til sommeren.
Officielt var der tale om en venlig gestus fra amerikanernes side. »Vi mener det, når vi siger, at USA er Bosnien-Hercegovinas ægte ven og partner, og at vi er kommet for at blive,« lød det i et ledsagende tweet fra den amerikanske ambassade i Sarajevo.
Del:




