Det var maj måned, og tørre dage fulgte hinanden. Men så, ud af tørkebølgens støvskyer, åbenbaredes »Lipstick Lover«, et dionysisk mirakel, den første single fra det evige wunderkid Janelle Monáes nye album: The Age of Pleasure. Herre jemini, aflys tørken.

Videoen: Monáe har en smule glimmer på kindbenet, kigger ind i kameraet, synger, mens hun læner ansigtet ind mod en fyldig nøgen numse. Monáe for fødderne af en topløs, butch kvinde, der ryger cigar. Alle kysser i poolen mellem badedyr, sexlegetøj og hypnotiserende hoftevrid. Monáe, der slikker på snuderne af et par stiletter eller læser i en bog, som ligger opslået mellem ballerne på en solbadende veninde.