I ugerne omkring jul 1975, da jeg var 11 år, samledes nationen foran fjernsynet for at se Kaspar Rostrups dramatisering af Adam Oehlenschlägers læsedrama på blankvers, Aladdin eller Den forunderlige lampe.

Hovedrollen som den kække gadedreng Aladdin blev spillet af Nis Bank-Mikkelsen (som senere kom til at lægge stemme til troldmanden Jafar og dermed sluttede en cirkel), og jeg husker stadig spændingssuset, da han gned på lampen, og ånden – eller gejsten, som det også hedder hos Adam Oehlenschläger – trådte frem med bulder og brag i skikkelse af Søren Elung Jensen, skaldet, i bar overkrop, filmet i frøperspektiv.