Kvindelandsholdstrænerne verden over er i disse dage i færd med at udtage truppen, som skal forsøge at vinde verdensmesterskaberne i fodbold til sommer. Turneringen spilles i Australien og New Zealand og starter i slutningen af juli.
Et mønster dukker op, i takt med at landstrænerne sætter navne på, hvem der skal med til Oceanien: Frankrig er uden Marie-Antoinette Katoto og Delphine Cascarino. Katoto har hver eneste sæson siden 2018 været enten nummer et eller to på topscorerlisten i den franske liga, der er verdens stærkeste. Cascarino har vundet tre Champions League-titler.
Holland, som stjal guldmedaljerne fra Danmark ved EM-slutrunden i 2017, mangler deres bedste spiller gennem tiderne, Vivianne Miedema. Hun scorede to mål i finalen mod Danmark. Når hun ikke er hollandsk landsholdsspiller, scorer hun i stimevis for Arsenal og er den mest scorende spiller nogensinde i Women’s Super League, kvindernes pendant til den engelske Premier League.
Vi er selv i pulje med England, som vandt EM-slutrunden sidste sommer, til verdensmesterskaberne. England er uden tre af deres største profiler: anfører og krumtap Leah Williamson, den teknisk stærke angriber Beth Mead og fodboldgeniet Fran Kirby.
Overført til herrefodbold svarer det til et VM uden Messi, Ronaldo og Mbappé. Og uden Harry Kane, uden Rúben Dias og uden Kevin De Bruyne.
Fælles for de seks kvindelige stjerner, som blot er starten på listen, er, at de har overrevet korsbåndet i knæet, som er en af fodboldens mest invaliderende skader. Prisen er en operation og en pause på ni til 12 måneder.
Det er ikke en tilfældighed, at kvindernes VM er langt hårdere ramt end herrernes ditto, der blev spillet i Qatar for syv måneder siden. Kvindelige spillere har op til otte gange større risiko for at få en korsbåndsskade, og det betyder, at siden januar 2022 har knap 200 elitespillere skadet deres korsbånd. Til sommerens slutrunde er 36 spillere fra de 32 lande, som deltager, korsbåndsskadede.
HVIS DANMARK SKAL have succes til sommerens VM, kan en del af opskriften være det, der efterhånden er blevet Stine Larsens signaturscoring: et timet løb på blindsiden af en forsvarsspiller, hvorefter hun springer højt og stanger et velplaceret hovedstød i nettet. Men sådanne mål kan vi kun drømme om til sommer. Stine Larsen står nemlig også på den lange liste af korsbåndsskadede kvinder.
På et videoklip af sekvensen, hvor Stine Larsen river korsbåndet over, ser man hende løbe i fuld fart efter en bold i dybden på et stadion i Skåne. Hun spiller for topholdet og Göteborg-klubben BK Häcken, der er på udebanetur i Vittsjö i slutningen af april.
Hun planter sin fod i jorden, knæet er helt strakt, og ind fra højre kommer en forsvarsspiller, som støder ind i Stine Larsens højre knæ. Stine Larsens fod er stadig i græsset, men hendes knæ trykkes ind under kroppen. Hun går i græsset. Der bliver hurtigt signaleret, at hun har brug for hjælp fra den medicinske stab.
»Jeg mærker et smæld,« husker Stine Larsen. »Det gør møgondt.«
Hun har netop smidt krykkerne, to måneder efter korsbåndet blev revet over for anden gang. Begge gange har kostet en tur på operationslejet.
»Første gang,« siger Stine Larsen, »tog de et stykke af senen på min højre knæskal og satte ind i knæet som et nyt korsbånd. For at jeg kunne få et nyt korsbånd anden gang, måtte de tage et stykke af senen i venstre knæ, og jeg måtte derfor opereres i begge knæ. Jeg holder ikke til en operation mere, men jeg vil tilbage til fodbolden.«
Skaderne er indtruffet på to kritiske tidspunkter i den nu 27-årige målrævs karriere, der allerede som 17-årig fik debut mod Barcelona i Champions League. Første gang skete i en dansk pokalfinale for fem år siden. Samme år som hun blev kåret til årets spiller i den bedste danske række. Dengang skulle hendes karriere tage fart med et skifte til udlandet. Anden gang skete så få måneder før verdensmesterskaberne, som hun nu må se fra sofaen.
»Det er virkelig træls at misse en VM-slutrunde. Det er noget, jeg har set frem til længe, for jeg har aldrig været til et VM,« siger hun. Sidst Danmark var kvalificeret til et VM, var i 2007. Dengang var Stine Larsen 11 år gammel.
»Operationen har været enormt hård her anden gang, og det har gjort mig ked af det. Jeg har haft virkelig mange smerter, jeg har været totalt afhængig af at få hjælp af mine nærmeste, og først nu har jeg fået min nattesøvn tilbage.«
Tilbage på banen i Skåne stråler det ud af ansigtet på forsvarsspilleren, at det går op for hende, hvad hun har været skyld i. Stine Larsen kan knap støtte på benet, mens hun humper ud af banen med holdkammerater under armene.
»Nej, nej, nej,« udbryder den svenske kommentator, da sekvensen bliver afspillet i langsom gengivelse. Det bliver tydeligt, at hendes knæ er presset ind i en position, som ikke burde kunne lade sig gøre. »Det er urovækkende.«
Kommentatoren ved ikke, hvad der præcis er overgået Stine Larsen, men han begynder at tale om de mange korsbåndsskader, der er skyllet ind over den kvindelige elitefodbold.
VIL MAN HAVE en forklaring på, hvorfor skaden rammer kvinder hårdere end mænd, skal man tale med Jesper Bencke, leder af bevægelseslaboratoriet på Hvidovre Hospital, og Mette Zebis, forskningsleder og adjungeret professor på Københavns Professionshøjskole. De er nogle af dem herhjemme, som ved mest om elitesportsudøvere og deres korsbånd.
»Skaden sker oftest med et strakt ben og i en kalveknæsposition. Samtidig roterer man i knæet,« siger Jesper Bencke.
Og det er her, det går galt, præcis som i Stine Larsens tilfælde.
»Det er de tre bevægelser, korsbåndet begrænser. Sker alle tre samtidig og med stor kraft, kan korsbåndet blive stresset så meget, at det ryger,« siger Bencke. »Det sker oftest i hurtige retningsskift eller skæve landinger.«
Han peger på to anatomiske forskelle på mænd og kvinder, som muligvis kan have betydning for, hvorfor kvinders knæ oftere ender i den sårbare position. Den første er de bredere hofter, der betyder, at trykket fra lårbensknoglen på knæet kommer til at gøre kvinder mere kalveknæede end mænd. Den anden er, at der er små kønsforskelle i knæets anatomi, som specielt ved hårde og skæve belastninger kan betyde, at kvindens korsbånd nemmere belastes.
»Men det er jo ikke noget, vi kan gøre noget ved,« siger Jesper Bencke.
Derfor fokuserer han, sammen med sin kollega Mette Zebis, på det, man kan gøre noget ved; hvilke muskler der skal trænes for at forebygge korsbåndsskaderne.
Deres forskning har vist, at mænd lander blødere, mere nede i knæ og med mere aktivitet i hasemusklerne, hvilket beskytter korsbåndet, som strammes ved hårde landinger på et strakt knæ.
»Vi ved ikke, hvorfor der er denne kønsforskel, men det kan skyldes puberteten, hvor piger må kompensere for øget kropsvægt, som ikke nødvendigvis er muskelmasse,« siger Mette Zebis.
Det kan føre til, at hasemusklerne, som bøjer knæet, er mindre aktive hos kvinder. Det er blandt andet her, man skal sætte ind med specifik træning ifølge Zebis og Bencke.
»For nylig lavede vi et studie, hvor vi fulgte ungdomslandsholdsspillerne i fodbold og håndbold over to sæsoner. De spillere, som ikke var i stand til at aktivere den inderste hasemuskel tilstrækkeligt, var i større risiko for at få en korsbåndsskade,« siger Mette Zebis.
Hun mener ikke, at fordi risikoen for korsbåndsskader hos kvinder er flere gange større, at kvindekroppen følgelig ikke er designet til at spille fodbold. Man træner bare ikke klogt nok.
»Jeg anerkender fuldstændig, at der er forskelle på mænd og kvinder, men vi er bare nødt til at træne en smule anderledes end mændene for at kompensere for de risikofaktorer, der findes,« siger Mette Zebis.
DESVÆRRE MANGLER VI forskning på kvindelige fodboldspillere for at komme korsbåndsskaderne til livs, lyder det fra Zebis. For som med al anden sportsforskning er mandekroppen undersøgt i langt højere grad end kvindekroppen. Kun få procent af forskningen, som undersøger skadesforebyggelse, er udført på elitekvinder. Naturligvis fører det til, at man udfører træning, som primært er undersøgt på manden.
Manglen på forskning skyldes blandt andet, at mandekroppen er en smule mere simpel at studere, fordi der ikke er nogen menstruationscyklus med store hormonudsving eller brug af forskellige typer hormonprævention, der kan påvirke kroppens vævsstrukturer, lyder det fra Mette Hansen. Hun er lektor på Institut for Folkesundhed på Aarhus Universitet.
»Nogle studier tyder på, at der er større risiko for korsbåndsskader lige før ægløsningen, hvor østrogenniveauet er højest, og andre studier peger på, at knæet er mest ustabilt på samme tidspunkt i menstruationscyklussen,« siger hun.
Et dårligt knæ følger en resten af livet. Derfor er det ikke kun som aktiv fodboldspiller, Stine Larsen kan få gener. Ifølge Vidensrådet for Forebyggelse ender kvindelige fodboldspillere som »unge mennesker med gamle knæ«. Det viser sig nemlig, at sportskvinder med knæskader har lige så meget slidgigt i knæene i starten af 30erne, som man almindeligvis ville se hos en 70-årig. Forskningen viser også, at kvindelige idrætsudøvere får mere slidgigt i knæene i forhold til mændene, selvom de begge har revet korsbåndet over i knæet.
»Jeg er ikke i tvivl om, at jeg allerede er blevet invalideret en smule af mine skader,« siger Stine Larsen.
Men inden støvlerne lægges på hylden, skal Stine Larsen tilbage i topform, og det har hun allerede prøvet en gang før.
»Jeg tror stadig, at der er mindst seks måneder til, at jeg kan røre en bold igen,« siger hun.
Selvom hun ærgrer sig over ikke at skulle til Australien og New Zealand med landsholdskammeraterne om en lille måned, er optimismen på holdets vegne ikke forsvundet.
»Jeg tror på dem. Det bliver megaspændende. Jeg kan ikke se, hvorfor vi ikke skulle have en chance for at gå videre fra gruppespillet.«
