Mette Frederiksens udtalelser i sidste uge om børn, mistrivsel og skærme var alvorsfulde. »Jeg tror, der er en meget, meget stor sammenhæng mellem det faktum, at vi aldrig nogensinde før har haft så mange børn, der ikke har haft det godt, og så lige præcis denne her skærm. Så skal vi regulere? Ja, det skal vi.«
Statsministeren udtrykker sig med vanlig pædagogisk patos. Men forståelsesnøglen er de første to ord; jeg tror. Her er nemlig tale om en trosbekendelse, ikke viden. Som lektor i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet Andreas Lieberoth sagde til Politiken i sidste uge: »Skærmene bliver her gjort skyldige i ungdomsgenerationens mistrivsel. Det argument er der ikke belæg for.«
Sammenhængene mellem skærme – iPads, mobiltelefoner, computere – og børns trivsel er ekstremt komplekse. Man forsker i emnet med forskellige metoder på forskellige grupper børn i forskellige situationer, og der findes ingen entydig konklusion. Nye data viser eksempelvis, som Weekendavisen for nylig kunne fortælle, at skærmbrug kan give fordele for ressourcestærke børn, men ulemper for de mindre ressourcestærke.
Det handler ikke om, hvorvidt skærme er skadelige eller ej, men om, hvordan disse skærme bruges af hvilke mennesker.
EN PÅSTAND, SOM ofte slynges ud – og som også er blevet gengivet af statsministeren – er, at børn bliver »skærmafhængige« eller »digitale junkier«. Gerne med det argument, at skærmbrug udløser dopamin i hjernens belønningssystem. Ja, det gør alt, hvad vi godt kan lide, om det så er romaner, lakrids eller gaming. Telefon- eller internetafhængighed er ikke officielle diagnoser, ligesom sexafhængighed og solarieafhængighed heller ikke er det.
Der er tale om det, den australske psykolog Nick Haslam har døbt concept creep, begrebsudvidelse. En tendens til, at psykiatriske kategorier breder sig i landskabet for at inkludere stadig flere fænomener og med stadig lavere tærskel. Afhængighed repræsenterer et klassisk eksempel, som psykiatere stadig fører en hård kamp om. Så sent som lige før jul konstaterede schweiziske og australske psykiatere i Nature en »stigende interesse for, hvordan sårbare individer bliver hooked på en række belønningsdrevne aktiviteter«, men advarede mod at stemple den slags som afhængighed uden »solid replikerbar evidens«.
At ville presse alle de livsomstændigheder og daglige udfordringer, vi ikke helt kan overskue og ikke bryder os om, ned i kassen med psykisk sygdom er simpel ansvarsfralæggelse. Og at vifte med sin mobiltelefon og give den skylden for børns mistrivsel er ikke rettidig omhu, det er populisme af værste skuffe.
