I FORGANGNE UGE gik Smukfest, festivalen i Skanderborgs bøgeskov, til angreb på visse kritikeres facon. »Nej tak til objektgørende, tarvelige kommentarer relateret til kunstnernes alder, seksualitet, køn og udseende,« lød det i festivalens pressemeddelelse.
I Presselogen på TV 2 udpegede talsperson Søren Eskildsen hovedskurken Thomas Treo, Ekstra Bladets mangeårige skribent bag talrige tøhøtumpede kommentarer om især bryster og bagdele, men også Politikens Pernille Jensen, som i april skrev om Malte Eberts show: »Sjældent har jeg set så meget dårligt karikeret mandegråd samlet på ét sted.«
Eskildsen truede med at fratage akkreditering til de tarveligste, men trak i land, da et redaktørkor påkaldte sig ytringsfriheden. Men problemet med Smukfests melding handler ikke om ytringsfrihed; den klarer sig fint, selv hvis dagbladene skulle betale for entrébillet selv.
Det største problem er Smukfests ideal for kritik. De ønsker, at platte kritikere som Treo bliver væk og overlader anmelderiet til »lødig« og »konstruktiv« kritik. De »finder det urimeligt, upassende og uordentligt, når man i den frie presses eller ytringsfrihedens navn sviner vores musikalske samarbejdspartnere til i det offentlige rum«. Det er en anden måde at kræve, at kritikken bliver ufarlig for de optrædende.
Men kritikeren er hverken til for Smukfests eller kunstnerens skyld. Pressen, arrangørerne og kunstnerne har ikke samme godhjertede mål for øje. Det er en vrangforestilling, som også flere tiltagende professionaliserede forlag og pladeselskaber lider under, og det er fejt over for de medieforbrugere, der snydes for en uforfærdet bedømmelse.
KRITIK ER DET modsatte af PR. Derfor har selv en ronkedor som Thomas Treo sin berettigelse i en genre, der kræver en upartisk og frygtløs bedømmelse. I forvejen lider det danske kulturliv ikke under for hårde kritikere – risikovillige og originale penne er en mangelvare. Smukfests forsøg på at udglatte genren hjælper ikke.
Treo provokerer som få, og det er vigtigt. Kulturen næres af tarvelige kritikere, der ikke holder sig tilbage for misforståede krav om høflighed; ellers kan man i dag på et sekund få et program for kunstig intelligens til at formulere en både lødig og konstruktiv anmeldelse, som ikke ridser i kunstnernes overflade, påpeger falskhed eller spidder det, der foregår på scenen. Dét ville sikkert gøre pladeselskaberne og Smukfest glade, men det offentlige rum mere iltfattigt og kedeligt.
Derfor er Smukfests ideal et skrækscenarie, og derfor er den kynisk frie kritik vigtig. Ligesom respons kan være: Treos ord er ikke lov, bare fordi de trykkes – de er til for at blive kommenteret, som da sangerinden Clara tog til genmæle mod en sexistisk kommentar fra Treo på landsdækkende tv med en sketch, der latterliggjorde hans hår, briller og formodede penisstørrelse. Det var ikke konstruktivt. Det var blot sjovt og helt på sin plads.
