ET spørgsmål: Hvor meget ved De, kære læser, egentlig om Grønland? Hvor mange mennesker bor der egentlig deroppe? Nævn lige to andre grønlandske byer end Nuuk. Hvordan fungerer det grønlandske selvstyre? Hvad hedder det på grønlandsk? Og nu vi er ved det: Hvordan siger man »hej«? Eller »goddag«? Eller »jeg elsker dig«? Kan man svare på de spørgsmål, er det nok, fordi man har ganske tætte forbindelser til Grønland. Langt de fleste ved nærmest intet om grønlandsk sprog, grønlandsk historie eller grønlandsk kultur. De færreste har nogensinde været deroppe eller har planer om det. Man flyver over et stykke af det i flyveren på vej til USA. For hovedparten af alle danskere er Grønland et stort, hvidt område på en globus, hvor der utroligt nok står Denmark i parentes.
SANDT er det, at det var en provokation, da Aki-Matilda Høegh-Dam forleden insisterede på at tale grønlandsk fra Folketingets talerstol. Men måske er det ikke så svært at forstå irritationen over den forventning, at man som grønlandsk i Danmark tilpasser sig og indordner sig, mens man må konstatere, at der blandt danskerne råder total uvidenhed om selv de mest basale grønlandske forhold. De fleste danskere vil sige, at Rigsfællesskabet er meget vigtigt for Danmark, og der er utvivlsomt også en stor sympati for Grønland. Men interessen for Grønland er bredt set meget overfladisk. Grønland er i de flestes hoveder mest en historie om økonomisk elendighed, alkoholisme og et opgør om fortiden.
FÆLLESSKAB mellem Danmark og Grønland kan ikke tages for givet. En grønlandsk forfatningskommission udsendte for nylig en betænkning med et forslag til en forfatning – under ledelse af Ineqi Kielsen. I præambelen lyder det: »Vi, det grønlandske folk, udøver vore suveræne rettigheder i vort land, Grønland, og vi fastlægger hermed denne forfatning som værende grundlov for det grønlandske folks suveræne stat, Grønland.« Derefter følger visionen om et farvel til Danmark – med grønlandsk statsborgerskab, plads i FN og erklæring om grønlandsk ansvar for landets udenrigs- og sikkerhedspolitik. I den første del af betænkningen fylder Danmark en del i det (koloni) historiske tilbageblik. Men i den kortfattede og forbilledligt demokratiske forfatning nævnes Danmark ikke en eneste gang. I Grønland har forslaget selvsagt skabt stor opmærksomhed. Det har det ikke i Danmark.
FOR danskerne var det en mere interessant historie, da et grønlandsk folketingsmedlem nægtede at tale dansk fra talerstolen i Folketinget. Aktionen, symbolsk som den er, udtrykker en interessant diskussion om de tre nationers stilling i Rigsfællesskabet. Dette fællesskab er et multietnisk fænomen og består af forskellige nationer med forskellige sprog. Naturligvis bør det være muligt at tale på sit grønlandske eller færøske modersmål i Folketinget med hjælp fra en tolk. Det er et praktisk spørgsmål, som kræver en praktisk løsning. At gøre tolkning mulig kan også være med til at udvide feltet af folketingskandidater fra Færøerne og Grønland. Det er afslørende, at det nu igen kommer bag på de fleste danskere, at den grønlandske nationale identitet er så stærk, og at den eksisterer som et selvstændigt fænomen helt uden forbindelse til det danske. Men aktionen i Folketinget viser, hvor anstrengt forholdet er blevet mellem Grønland og Danmark. Grønlandske politikere, der kan dansk, burde jo have mest lyst til at tale det fælles sprog – som de andre folketingsmedlemmer forstår – i det fælles parlament.
RIGET er i dyb krise. Sagen er, at vi har mere brug for hinanden end nogensinde. En associeringsaftale med et andet land, som det grønlandske forfatningsforslag lægger op til, vil ikke øge, men de facto svække Grønlands suverænitet. Danmark har også brug for Grønland. Men alligevel er skilsmissen i fuld gang. Går mange grønlændere og glæder sig over talerstolsaktionen som endnu et skridt på vej væk fra Danmark, bør de seriøst overveje, om grønlandsk identitetspolitik og dens yderste konsekvens virkelig har fremtiden for sig. Betydningen af det rent etniske element bliver konstant overdrevet i grønlandsk politik og afleder behovet for løsninger på de seriøse problemer. Grønlandsk økonomi hænger overhovedet ikke sammen, og ansvaret kan ikke længere placeres i København. Den stadig mere omklamrende identitetspolitik slører blikket på de reelle spørgsmål. Og grønlandske politikere scorer stadig billigere point på at problematisere og svække Rigsfællesskabet. Påstår man, at unge grønlændere sagtens kan klare sig uden at tale dansk, gør man dem en meget alvorlig bjørnetjeneste.
GÅR Rigsfællesskabet stadig mørkere tider i møde, registreres det ikke i den sydlige del, hvorfra det regeres. Af Udenrigsministeriets nye strategi fremgår det, at Arktis spiller en væsentlig rolle, og at Danmark vil arbejde for »lavspænding og videre udvikling« i området. Lars Løkke Rasmussen nævnte ikke Arktis med et ord i sin tale torsdag. Den større udfordring – at Grønland bevæger sig mod løsrivelse – end ikke registreres. Uden Grønland kan Danmark ikke arbejde for noget som helst i Arktis, og det vil markant svække vores stemmeføring i alle andre spørgsmål. Den største trussel mod Danmarks internationale status og vægt er grønlandsk selvstændighed. Alligevel fylder det stort set intet i offentligheden eller regeringens talepunkter.
BEGGE sider i Folketinget vil i næste uge følge regeringens udspil til et nyt forsvarsforlig, som vil få bred opbakning. Men Forsvaret er temmelig uinteresseret i at styrke dansk militær tilstedeværelse i Grønland, selvom det burde være en afgørende styrkelse af vores sikkerhedspolitik og kernen i vores strategiske tænkning. Grønland og Danmark gør krav på knap en million kvadratkilometer havbund i Arktis, men besværgelserne om Rigsfællesskabets betydning forekommer ikke rigtig at have solid bund. Det er et af de største mysterier i dansk politik, at denne erkendelse ikke er helt fremme på lystavlen: Riget uden Grønland ville være en gnalling. Kursen på Danmarks geopolitiske aktier ville styrtdykke. Tabet af Grønland ville være på størrelse med 1864.
VEJE Rigsfællesskabet kan man ikke på nogen normal vægt; Grønland er så stort og så småt på samme tid, både Danmark overlegen og underlegen. Og alligevel er skævheden på vægten åbenlys: Man kan snildt leve et helt liv i Danmark uden nogensinde at vide et kuk om Grønland. Der er en næsten total mangel på engagement i grønlandske forhold – fra folkeskolen og helt op i det politiske system. Det handler om arv og gæld i et faktisk, virkeligt fællesskab. Om fortællingen om vores kongerige og om Danmarks forpligtelse til Grønland. Bortset fra Dronningens ihærdige påmindelser er der ingen i den kaliber, der har fundet det magtpåliggende at udvikle en egentlig og gennemtænkt strategi, der kan gøre forholdet stærkere, undervise i Rigsfællesskabets historie og vise, at Grønland er vigtig. Hvorfor er en rejse til Grønland ikke for længst blevet obligatorisk for alle danske skoleelever? Danmark har alt for længe taget Grønland for givet. Som forholdet udarter nu, vil Grønland rive sig løs, og det kan ske meget hurtigere, end vi har fantasi til at forestille os. Det er en beslutning, som er helt op til grønlænderne, og den kan ikke forhindres, hvis de virkelig ønsker det. Men måske skulle vi i resten af Rigsfællesskabet begynde at tage forholdet alvorligt.
PS: »Jeg elsker dig« hedder Asavakkit.
Rettelse: I den oprindelige version af denne leder blev der spurgt, hvad Grønlands hjemmestyre og landsting hedder på grønlandsk. Men hjemmestyret er afløst af selvstyret, og landstinget er, hvis man vil bruge et dansk ord, et parlament. Der stod også, at Kuupik Kleist var formand, da den grønlandske Forfatningskommission afleverede sin betænkning. På det tidspunkt var Kleist afløst af Ineqi Kielsen.
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
