DET var – naturligvis – en computer, der forleden vandt en fin fotokonkurrence. Førstepræmien gik til et billede af to kvinder i sort-hvid 1940er-stil, dystert og smukt. Kunstig intelligens kan lave billeder, sange, få topkarakter på jura, spille skak, investere penge, diagnosticere hjertefejl og måske også snart afsige domme i retssager, udtænke pensionsreformer eller sågar skrive avisledere, der er bedre end dem, der laves af mennesker. Måske kan AI alt for snart skrive opskriften på komplicerede kemiske våben eller udtænke planer for angreb på kritisk infrastruktur, ja, endda selv udføre disse angreb.
ER perspektiverne på én gang løfterige og faretruende, er debatten på mange måder genkendelig. Er AI i virkeligheden mest en meget kompliceret regnemaskine, der på få sekunder kan gennemgå data, genkende mønstre og udregne løsninger, som mennesker ville bruge måneder og år på? En supercomputer, der kan snyde os til at tro, at noget fuldkommen kunstigt faktisk er ægte og menneskegjort? Et teknologisk fænomen, der, som sine mange forgængere, vil fortrænge arbejdspladser, blot i et hidtil uset omfang?
VORES debat om kunstig intelligens har i 50 år haft dette synspunkt som den ene pol: AI har trods alt ingen bevidsthed eller fysisk erfaring og kan derfor højst imitere menneskelig intelligens. Den vil have meget svært ved at forstå kontekst, og derfor bør man ikke overdrive, hvor vidt den kan drives. Ny teknologi overvurderes ofte, særligt af pessimisterne, præcis som genteknologi, som mange troede ville fortrænge både mennesker og natur. AI skal – som al anden teknologi – styres, og selvom den kan bruges destruktivt, er den mest af alt frisættende.
ANSVAR for udviklingen af AI er spredt, og konkurrencen er heftig. Kineserne slås med amerikanerne, europæerne prøver at følge med, og Microsoft prøver at slå Google. Hver uge afsløres nye utrolige bedrifter, og der breder sig en fornemmelse af, at denne teknologi ikke bare er en superkompliceret regnemaskine, der kan sammenlignes med menneskets mange tekniske hjælpemidler fra hjulet til mobiltelefonen.
AT mange af techindustriens folk kan findes på denne modsatte, bekymrede pol i debatten, er opsigtsvækkende. En del mener, at vi har igangsat noget, der hverken kan overskues eller styres. At AI for nemt kan programmeres til at sprede misinformation. At vi ikke forstår, hvorfor en AI-computer når frem til det ene eller det andet resultat. Og at algoritmerne vil udvikle en form for bevidsthed og sprogforståelse, der ligner menneskers – blot uden empati eller visdom.
BRUGE AI kommer vi til i stor stil, og den vil snart findes i al den teknologi, vi benytter. Og da vi mennesker altid er villige til at lade ny teknologi fortrænge vores hidtidige virkelighed, er der naturligvis grund til bekymring. Det er nemmere at se, hvad AI kan hjælpe os med, end at konkretisere, hvordan teknologien kan skade os. Mest præcist er måske det udtryk, AI-iværksætteren Nathan Labenz bruger: AI har på kort tid skabt en »ret radikal usikkerhed«.
AI vil udfordre afgørende værdier i demokratiske samfund. At man er nogenlunde enige om, at der findes en objektiv sandhed, der er værd at finde og forsøge at erkende og basere en offentlig samtale på. Og at handlinger og ytringer kan kædes sammen med konkrete mennesker eller institutioner, som kan pålægges et ansvar for det, de har sagt eller gjort. Sandhed og ansvar er grundsten i de vestlige kulturer, demokratiet bygger på. Digital teknologi undergraver allerede disse værdier. AI vil gøre det endnu mere.
BEDST vil det derfor være at træde på bremsen og stoppe eller begrænse udviklingen af AI. Sådan lyder det fra folk i techbranchen, og sådan lyder kravet fra politikere både nationalt og internationalt. Det forekommer umuligt, måske skadeligt: Sådanne indgreb vil ikke gælde Kina, der dermed vil få enorme fordele. Udfordringen er mere anstrengende: at gøre os i stand til at forstå og bruge AI godt. Det kræver, at vi styrker de institutioner, der netop er sat i verden for at lede efter sandhed og insistere på et konkret ansvar for ytringer og handlinger. Retsvæsenet, uddannelsessystemet, fra grundskole til universitet, og de frie, ansvarlige medier. Det er disse institutioner, der på hver sin måde skal gøre borgerne i de vestlige lande i stand til at forstå og bruge den nye teknologi klogt. Nemt er det ikke, men vi har den fordel, at oplyste mennesker foretrækker at vide, hvem der henvender sig til dem, og helst vil kunne drage dem til ansvar. kras
Læs tidligere ledere fra Weekendavisen her.
