Hvordan kan det være, at det danske forsvar tiltrak frivillige som aldrig før, da vi var midt i Afghanistan-krigen? En operation, der kostede 37 danske soldater livet, og som sårede yderligere 241, burde vel snarere have afholdt folk fra at melde sig? Læser man Afghanistan-veteranen Emil Mosekjærs debutbog Soldaterhjerte, der udkommer i denne uge, er der dog intet mystisk ved det.

»Det er noget, der mangler ved vores moderne samfund, som især unge mænd søger, og som er meget oplagt at finde i forsvaret, især på slagmarken. Kort fortalt er det en intensitet, en mening og et kammeratskab, som kan være meget svært, hvis ikke umuligt at finde i samme grad i vores moderne og fredelige samfund,« fortæller 33-årige Emil Mosekjær. Han meldte sig selv frivilligt og startede sin værnepligt i 2010, hvor krigen var på sit højeste.