Mellem afspænding og kriser

For tre år siden udgav historikeren Poul Villaume første bind i et planlagt trebindsværk om Den Kolde Krig, og nu er andet bind udkommet. Mellem frygt og håb handler om perioden fra 1961 til 1977 og er ligesom det første bind, Frygtens logik, kronologisk disponeret. Udgangspunktet er Cubakrisen i 1962, hvor truslen om atomkrig var reel. Herefter fulgte en periode med afspænding frem til midten af 1970’erne, hvorefter Den Kolde Krig atter frøs til. Selv om der naturligvis er meget fokus på periodens konkrete kriser og toneangivende beslutningstagere bevarer værket konsekvent et globalt blik og overser ikke, hvilken konsekvenser Den Kolde Krig fik i Afrika og Asien fra krisen i Congo til krigen i Vietnam.

Et gennemgående træk er Villaumes interesse for, hvornår og hvordan mulighederne for afspænding opstod. Derfor er sikkerhedskonferencerne vigtige, med Helsinki-forhandlingerne i 1975 som et naturligt omdrejningspunkt. Her underskrev et stort antal lande en erklæring om sikkerhedsspørgsmål i Europa, der var med til at bane vejen for afspænding i fremtiden. Villaume mener næppe, at omstændighederne under Den Kolde Krig direkte kan omsættes til nutiden, men man fornemmer en tro på, at vi kan lære af historien. Dette ønske fremgår også af forfatterens interesse for den vesttyske såkaldte Ostpolitik, der især havde til formål at normalisere forholdet til regimet i DDR, og som blev udfoldet, da Willy Brandt blev kansler i 1969. Det var en politik, som siden resulterede i et tøbrud mellem de to lande.