Den nye flertalsregering er ikke af den lumske slags, der satser på at få det upopulære overstået allerførst i regeringsperioden for så at gyde velgørende olier på vælgerhavet resten af tiden indtil næste folketingsvalg. Tilrettelæggelse af reformarbejdets mest besværlige elementer for 2023 efterlader faktisk ikke vælgeren nogen stund til at fortrænge, at vi har fået en reformfokuseret regering også på de områder, hvor der er risiko for surhed og forbitrelse.
Første kvartal var helliget bededagskrigen, som skabte modstand riget rundt og formentlig næsten alene har forårsaget, at Socialdemokratiet, Venstre og Moderaterne på rekordtid tilsammen har mistet en snes meningsmålte mandater.
Straks herpå følger forårets opgør med de videregående uddannelsers indretning, hvad der også vil skabe ballade. Sektoren har betydelig volumen, mængder af demonstrationsglade studerende og fin adgang til landets offentlige talerstole.
Og først herefter, formentlig til efteråret, vil man så tage fat på den opgave at reformere det samlede tilbagetrækningssystem, hvorved den såkaldte arnepension skal forbedres, mens seniorpensionen skal beskæres. Og så vil det første regeringsår være gået efter parolen, at man jo må tage det sure med det sure.
En oprydning af vejene til en tilværelse uden for arbejdsmarkedet lyder kedelig, og det er den også, ikke mindst for dem det kommer til at gå ud over. Den skitserede reform præsterer med det, man plejer at benævne kirurgisk præcision, et opgør med klassisk socialdemokratisk tænkning og med evige venstreorienterede positioner. Man tager fra de svageste uden for arbejdsmarkedet og giver til ældre lønmodtagere i beskæftigelse, som længes efter pension. I kortform: Tag fra de syge, og giv til de trætte.
Forpostfægtningerne er startet. Den tidligere regering aftalte med venstrefløjen og Dansk Folkeparti at gøre pensionsvejen for de syge noget lettere formedelst 450 millioner kroner, men det vil den nye regering ikke stå ved. Det har udløst voldsomme protester fra venstrefløjen og Dansk Folkeparti.
Hele feltet er grundigt politisk mineret – ikke mindst for socialdemokraterne med de tætte bånd til fagbevægelsen. Interesseorganisationen Danske A-Kasser har opgjort, fra hvilke a-kasser man mest flittigt benytter den seniorpension, man vil forringe. Det er, hvad man nok anede i forvejen, 3F og FOA, som er storleverandører til såvel seniorpension som arnepension.
Den kernesocialdemokratiske seismograf Lars Olsen har da også i denne uge hejst den røde fane i en kommentar i Jyllands-Posten. Advarselsflaget ser sådan her ud:
»Spørgsmålet kan blive yderst destruktivt for Socialdemokratiet. Da Mette Frederiksen erobrede regeringsmagten i 2019, skete det med Arne-pensionen og appel til arbejderklassens utryghed ved seniorårene. Nu ofrer S-toppen dette stærke brand af hensyn til nogle tvivlsomme gevinster i Finansministeriets Excel-ark.«
Født i synd
De ordninger, regeringen nu vil rydde op i, har ganske rigtigt rod i opgøret om regeringsmagten i 2019 og har således kun få år på bagen. Arnepensionen var den socialdemokratiske oppositions tilbud til vælgerne op til valget i 2019. Seniorpensionen blev Løkke-regeringens modtræk, som i al hast blev leveret, da man blev klar over det vælgerflyttende potentiale i arnepensionen. Seniorpensionen var mere generøs end arnepensionen, men skulle til gengæld være sværere at få. Vi endte med at få begge ordninger.
Er seniorpensionen således født i taktisk synd, er den ikke desto mindre allerede forvandlet til umistelig rettighed, som det gerne sker i Velfærdsdanmark. De to ordninger appellerer da også til markant forskellige målgrupper. Magasinet NB Beskæftigelse har tegnet de to ordningers anvendelsesprofil op i tidsrummet januar til november sidste år.
Man fokuserer på folks arbejdsmarkedsstatus umiddelbart før overgangen til arnepension henholdsvis seniorpension. I korthed kommer folk til arnepensionen fra beskæftigelse eller fra efterløn. 79 procent er en uge før afskeden med arbejdsmarkedet på efterløn (50 procent) eller i arbejde (29 procent).
Seniorpensionen tildeles folk på sygedagpenge, i fleksjob, med ledighedsydelse eller i jobafklaring. 75 procent kommer fra en af disse fire kategorier ugen før overgang til seniorpension. Sygedagpengene er den helt dominerende status (44 procent). Kun fire procent kommer fra beskæftigelse. Et halvt år før var kun 12 procent i arbejde.
Går man længere tilbage i tiden, var 61 procent af personerne på arnepension i beskæftigelse to år før tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. For seniorpensionens vedkommende gjaldt dette blot 41 procent.
De to ordninger er da også markant forskellige. Arnepensionen er en rettighed, som opnås op til tre år før folkepensionen og afhænger af anciennitet. Man skal have været på arbejdsmarkedet i 44 år for at kunne opnå tre års arnepension. Seniorpensionen kan gives op til seks år før folkepensionen, men afhænger af konstateret nedsat arbejdsevne. I øjeblikket skal man kun kunne arbejde 15 timer om ugen for at få seniorpension.
Ydelsesniveauet er også forskelligt. Arnepensionen giver godt 14.000 kroner om måneden, mens seniorpensionen giver godt 19.700 kroner. I praksis er seniorpensionen en slags førtidspension ydet på mere lempelige vilkår.
Det er de to ordninger, regeringen nu vil ændre og slå sammen til én. I regeringsgrundlaget hedder det, at man vil »afskaffe seniorjobordningen og sammenlægge seniorpension og retten til tidlig pension til én ny ordning med to indgange: en rettighedsbaseret model og en visitationsmodel, der begge kan opnås op til tre år før folkepensionsalderen, med mulighed for tildeling af pension i halve år og med et månedligt ydelsesniveau på cirka 15.000 kr.«.
Det kan udtrykkes lidt mere brutalt. Ordningen skræddersyet de syge og dem med svagest arbejdsmarkedstilknytning forringes ret heftigt økonomisk, og de skal have ydelsesperioden halveret fra seks til tre år. Til gengæld forbedres arnepensionen økonomisk, omend i mindre skala, hvad der har inspireret regeringen til at iklæde sig den optimistiske brille og tale om en Arne Plus-ordning.
