Nu er jeg helt desorienteret, fordi Mads Ananda Lodahls nye noveller, Soft Boys, viser sig at være ikke sådan først og fremmest queer. Den fordom står selvfølgelig for egen regning, men det er bare sådan, jeg kender og elsker forfatteren – i den fine romandebut Sauna fra 2021, essaysamlingen Upassende opførsel: 100.000 ord imod Den Heteroseksuelle Verdensorden (2018) om queerteori og kønsnormer, helt tilbage til de gode gamle aktivistiske dage med de magiske urostiftere i gruppen Queer Jihad, der lavede zines om sex og selvforsvar og livet på normernes yderside.

I Soft Boys kan man vel omtrent kalde tre en halv ud af otte noveller for queer. Men det skal ikke skille os ad.