Anmeldelse. Iliadens mangfoldige mulighedsrum udrulles i en kort, krøllet gendigtning, som tager på tur gennem vildvejene langs epossets kant.
Og så videre
Du'et i Anders Søgaards Iliade er taget på en spadseretur gennem natten og mærker mod huden en brise, der dufter af timian, salvie og løvehale: »Så kommer du i tanke om, at du er slangeguden. Og føler dig lidt fjollet.« Scenen er, som de fleste i Søgaards bog, både sanselig og abstrakt, mytisk og mytepunkterende.
Der er intet højtideligt over at være slangeguden i denne bog, men det giver dog anledning til at, ja, slange sig gennem uvante situationer. At finde en ravhalskæde på et gadekryds i Troja, for eksempel, eller at stå midt i en konfettiregn af kirsebærblade eller at læse Iliaden med rynket pande.
Del: