Retfærdighed og ære, selvopofrelse og frihedskamp. Det handler om liv og død, og selvom verden brænder, ligger værdierne fast. Erik Barfoed og Kristian Eskild Jensens versionering af Bjarne Reuters Drengene fra Sankt Petri viser den danske modstandskamp som alvorlig, farefuld og heltemodig. Man må kæmpe for alt, hvad man har kært, og ofre sig, når det gælder. »Altid frejdig, når du går« parafraseres, så ingen kan være i tvivl om retningen på den moralske kompasnål.

Drengene fra Sankt Petri er en klassisk sabotagefortælling, hvor en gruppe drenge modnes til mænd i kampen for det gode, og hvor forelskelse og kærlighed til familie og fædreland understøtter de nødvendige valg. Fortællingen følger fem unge mænd og den kønne Irene. Kønsrollerne er traditionelle, så hun er mest til pynt.