Jeg tænker konstant på Volodomyr Zelenskij. Hvad laver han nu? Hvem taler han med? Sover han? Hvad spiser han? Komikeren, der blev politiker, der blev sig selv og nu er ved at ændre historien.
Det har i flere år været en gennemgående figur: Komikeren, der pludselig træder ind på den politiske scene: Jokeren, klovnen, narren, som siger sandheden om magt, korruption og kynisme.
Italienske Beppe Grillo, satirikeren, der gjorde nar af Italiens magtelite og grundlagde Femstjernebevægelsen, der fik en fjerdedel af stemmerne ved valget i 2013. Marjan Sarec, den slovenske komiker, der var berømt for sine imitationer af politikere og for sin persona, den vredladne bonde Ivan Serpentinšek – og så blev landets premierminister i 2018. Amerikanske Al Franken, kendt fra Saturday Night Live og i 2008 valgt til Senatet for Minnesota (og siden fældet af sin egen MeToo-sag).
Der er andre eksempler: komikere, valgt til forglemmelige politiske karrierer, hvor man hurtigt kom i tvivl: Var det komikeren eller vælgerne, der lavede joken? Oftest virkede det som en fejl; de blev så populære, at de kom til at tage sig selv for alvorligt. Fra Danmark kan jeg ikke komme i tanker om andre end Jakob Haugaard.
Historien om Volodomyr Zelenskij bevægede sig i samme retning. Den ukrainske komiker producerede i mange år både russiske og ukrainske tv-shows. I 2010erne lavede han serien Folkets tjener med ham selv som en anonym gymnasielærer, der får et raserianfald over de elendige ansættelsesforhold. En elev filmer optrinnet, der går viralt. Han bliver vildt populær og vælges som præsident mod sin vilje. En ukrainsk udgave af Velkommen, Mr. Chance, den godmodige gartner, der bliver præsident.
I 2019 opførte Zelenskij det hele i virkeligheden. Stillede op som anti-politiker – uden konkrete forslag til styring af landet og uden parti-program, hvilket hans vælgere var glade for: To demokratiske revolutioners politiske helte havde ikke ligefrem leveret varen, og så blev Zelenskij præsident.
I de følgende år gik det skidt – og med at håndtere corona-krisen. Havde manuskriptet udfoldet sig normalt, ville han have tabt næste valg, måske til egen lettelse.
Men se nu. I sidste uge holdt Volodomyr Zelenskij op med at spille politiker. Da Rusland invaderede Ukraine torsdag morgen, troede de fleste ukrainere utvivlsomt, at han ville flygte ud af landet. Sådan er det jo, og de færreste ville fortænke ham i det.
Men Zelenskij blev, og det er et forbløffende vendepunkt.
Den betyder, at Ukraine ikke får en eksilregering eller overgangsfigur, der forhandler og forhandler, men en leder, der slås til døden for sit land. Hvordan kan ukrainerne så selv gøre andet? Vladimir Putin møder i Zelenskij en af verdenshistoriens største martyrer – eller sin overmand.
Og alverdens demokratier har fået et svar på det spørgsmål, vi med beklagende miner har diskuteret i årevis: Hvad er demokratiet værd? Hvad vil vi give for at forsvare vores principper? Hvad skal der til, før vi vil give afkald på det, vi tager for givet?
Volodomyr Zelenskij svarer, og ingen kan sige sig fri fra at blive dybt påvirket; politikere, der nu skal beslutte sig for sanktioner og våbenleverancer og træffe langtrækkende beslutninger om forsvar og samarbejdet i NATO, almindelige mennesker overalt, der gennem mange år har følt troen på demokratiets styrke sive.
Zelenskij taler til alle. Jeg tror, han ændrer historien.
Dagens kommentar udgives fremover alle hverdage på Weekendavisen.dk.
Find hele Weekendavisens dækning af konflikten i Ukraine her.
